Verden har ændret sig markant de sidste syv år – det samme har Mette Frederiksens politik

Verden er forandret voldsomt, siden statsminister Mette Frederiksen i oktober 2019 sagde, at ”det er fuldstændig gak” at udvide EU-budgettet med 5 mia. kr. om året. Det var, før Ruslands invasionskrig i Ukraine ændrede alle ligninger i dansk europapolitik og førte til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i 2022.

Hun leder nu sin tredje regering og kalder firkløverets regeringsgrundlag for ”det bedste”. Hun har været ekstremt dygtig til at justere kursen, siden hun den 25. juni 2019 skrev et fælles forståelsespapir med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. De politiske grundlag for SVM- og firkløverregeringen afslører flere bemærkelsesværdige ændringer. Når verdens kriser rammer Danmark, rystes midtens konsensus, mens nye politiske ideer tager form.

I de sidste syv år er Mette Frederiksen trådt skarpt i karakter som europæisk statskvinde, der arbejder benhårdt for en stærkere EU-integration, også på forsvarsområdet. Danmark må tage bestik af en ny barsk geopolitisk virkelighed. Trumps Grønlandstrusler har i år tvunget statsministeren til at korrigere sit syn på USA. I oktober 2021 sagde hun, at der ikke skal være et A4-ark mellem Europa og USA. Hvilket hun gentog i sommeren 2023. Det lignede mere håb som strategi. Eller kald det en nostalgisk drøm om, at den gamle verden af i går kan fortsætte, selv om det splittede og polariserede USA for længst er forandret, og det i flere årtier har stået klart, at USA er mere optaget af sig selv end den internationale retsorden.

Folk ved det godt. Kun 11 pct. af borgerne i 15 EU-lande ser i dag USA som en allieret – i Danmark blot 7,4 pct - viser en ny meningsmåling af tænketanken ECFR. Hele 88 pct. af danskerne regner med, at et eller flere EU-lande vil komme os til undsætning, hvis vores land bliver angrebet, mens tyve procent tror, at USA vil.

Firkløveret slår i sit regeringsgrundlag fast, at USA skaber ”usikkerhed om NATO-samarbejdet”, og at ”EU-samarbejdet er den vigtigste platform for dansk udenrigspolitik og afgørende for vores velstand, sikkerhed og tryghed”.  Man ser Danmark som ”et europæisk kerneland”. Vi skal være ”toneangivende” for at sikre ”et handlekraftigt EU”, som har ”den nødvendige politiske og økonomiske tyngde til reelt at varetage vores interesser og passe på vores samfund.”

Glem EU-skepsis og gak-gak. Nu ønsker man ”et tættere og mere forbundet EU”, der kan ”stå og agere i egen ret”, er forsvarsparat og opbygger en europæisk forsvarsindustri. Ja til flere flertalsbeslutninger i EU´s fælles udenrigspolitik, flere penge til EU´s strategiske prioriteringer og ”en positiv vision” for grøn omstilling, digital autonomi, social balance, migrationshåndtering og øget konkurrenceevne i EU. Det er fremragende nyheder for os alle i en æra, hvor Putin og Trump truer vores sikkerhed og søger at splitte og svække EU.

Sjovt nok ligger regeringen her tæt på, hvad jeg i 2021 anbefalede i min bog, ”Håbets politik. Sådan overvinder EU kriserne og bliver en grøn supermagt.” Allerede dengang stod det klart, at vi i Europa skulle frigøre os fra USA og stå på egne ben. Politisk strategi kan kun skabe håb, hvis den forholder sig til virkeligheden og har mod til at handle for en grønnere fremtid. Vi har brug for reelle løsninger på de forbundne klima- og naturkriser og geopolitiske chok, hvor nogle politikere og meningsdannere synker ned i dyb kulturpessimisme.

Ordene afslører udviklingen

USA, forsvar og militær var ikke nævnt i forståelsespapiret i 2019. Velstand, grise, digitalisering og kunstig intelligens var heller ikke på lystavlen. Endnu.

Prioriteringerne har ændret sig markant. Det kan ses ved at sammenligne ordvalg og indhold i 2019-forståelsespapiret med de politiske grundlag for SVM og firkløveret. Vi bør her korrigere for, at det nye regeringsgrundlag er det hidtil længste og bruger tre gange så mange ord som i 2019.

Dengang fyldte udlændingepolitikken og klimaet – målt som antal ord relativt set i forhold til enkelte papirs længde – dengang meget mere. Søger man på udlændinge, migration, flygtninge, asyl, familiesammenføringer og integration (af udlændinge), fyldte disse ord over tyve gange så meget i 2019-papiret. Selv under SVM-regeringen blev disse nøgleord i udlændingepolitikken nedtonet. Den ideologiske slagmark løftes ind som magt og håndhævelse. I dag bruges EU til at lave hård ydre grænsekontrol, og selv De Radikale gentager magtens indgangsbøn om en stram og fast udlændingepolitik.

De sproglige referencer til Danmark og danskerne er ret konstante i de tre regeringsgrundlag, men firkløverregeringen bruger ordene EU, Europa og det europæiske hele 143 gange. Det er relativt set 2,4 gange mere end i 2019. Sikkerhed og tryghed bruges 3,5 gange oftere. Sjovt nok fyldte velfærd og det sociale retorisk lidt mere hos SVM-regeringen, men firkløveret lover igen en velfærd 2.0-reform og nye skattelettelser. SVM brugte flere borgerlige kodeord om frisættelse af velfærdens institutioner, at fjerne bureaukrati og skabe økonomisk vækst. Nu taler man dobbelt så meget om velstand og konkurrence.

Under SVM forsvandt frisættelsen, bureaukratiet voksede, man fik flere ministre og lavede hele 230 forlig. Forsvaret fik et kæmpe løft, man aftalte endnu en stor sundhedsreform og St. Bededag blev afviklet. Nu vil firkløveret genindføre bededagen, fjerne momsen på frugt og grøntsager og give unge gratis kollektiv trafik. Det giver en bedre social profil, trods skattelettelserne for selskaber og top- og mellemindkomster. Vi får se, om man magter at fremme ligheden.

Mette Frederiksens tredje regering har desuden udråbt sig selv som den grønneste regering nogensinde. Holder det? SVM sikrede en historisk trepartsaftale for landbruget, men de potentielle klimagevinster er stadig ret usikre, fastslår Klimarådet og tænketanken CERI. Firkløveret skaber grønt håb, fordi man vil rydde op i svineindustrien, nedlægge Landbrugsministeriet og have et nationalt sprøjteforbud. Indenfor klima og energi kræves mere handling for at løfte 2035-klimamålet op fra 82 til 85 pct. reduktion. Under Lars Aagaard var der for meget fokus på CO2-fangst, biogas og brint, mens udbygningen med vedvarende energi og elnettet endte i snegletempo. Regeringen bør nu frisætte en ny grøn energirevolution, men risikerer at snuble i gamle, brede energiforlig.

Som de andre Mette-regeringer lover den nye regering nu at sætte fart på vedvarende energi, men 2019-papiret brugte ordene klima, miljø, natur, grøn og biodiversitet dobbelt så tit. Dengang blev klimaet sat først, hvor det nu står som kapitel syv. Det går nok, hvis man leverer, hvad man lover og gør Danmark mere uafhængig af fossile brændsler.

Tilbage i 2019 nævnte man ikke olie og gas, og alle energiord henviste til den vedvarende. I det nye regeringsgrundlag er energi nævnt tre gange så ofte. Kald det Putin-effekten. Tendensen slog igennem under SVM. I 2019 skrev man intet om elektrificering, men firkløveret gør det 15 gange. Signalet er markant, men hvorfor afsætter man så sølle 2 mia. kr. om året til at få elektrificeret Danmark og dropper at forlænge den nedsatte el-afgift? Der er nærmest pinligt med tanke på, at staten i dette årti har afsat cirka 30 mia. kr. til biogas, og staten er klar til at give Aalborg Portland hele 16,5 mia. kr. over 15 år til at lave CO2-fangst. Ja, den nye regering kan blive den grønneste nogensinde, men det kræver helt nye prioriteringer i energipolitikken, så vi kan sætte turbo på sol, vind, batterier, varmepumper og elnettet. Optræde som et foregangsland. Ikke bare i ord, men i handling.

I de sidste tre et halvt år har Danmark tabt tempo i den grønne omstilling af energisektoren. Lad os håbe, at Mette Frederiksens nye firkløverregering for alvor får ryddet op i fortidens fejlgreb og sætter langt mere grøn strøm til dansk økonomi. Elektrificeringen af alle sektorer med ren vedvarende energi kan i fremtiden gøre os selvforsynende med energi. Det vil ikke bare styrke vores økonomiske konkurrencekraft. Det vil også være godt for vores sikkerhed og klimaet. Det er samtidig en strategisk dagsorden, som flugter med EU´s geopolitiske interesse i hurtigst muligt at frigøre sig fra importen af fossile brændsler, der gør den europæiske økonomi så sårbar overfor afpresning fra de fossile magter i verden.

Mette Frederiksen har politisk rykket sig markant i de sidste syv år. Verdens store kriser - fra klimakrisen til Covid19, Putins invasionskrig, energikrisen og nu Trumps serielle sabotage mod den gamle verdensorden – har udfordret den gamle konsensus i midten af dansk politik og tvunget partierne til at justere kursen flere gange. Det har haft en høj pris for de traditionelle magtpartier i midten.

Statsministeren har indtil nu vist sig som mester i metamorfosens politik og ændret sit kompas flere gange. Nu skal hun gøre det igen uden at miste endnu flere socialdemokratiske vælgere undervejs. Og hun skal som statskvinde opnå tilstrækkelig stort manøvrerum, så hun som europæisk statskvinde effektivt kan bidrage til at styrke det EU, som Danmark har så hårdt brug for i disse turbulente år.