Opgør med vor tids værste myte
- Bjarke Møller

- 13 minutes ago
- 4 min read
Vi hører det igen og igen, at den grønne omstilling bliver dyr. Og en Epinion-måling for Kraka-Deloitte har vist, at otte ud af ti danskere mener, at den grønne omstilling vil gøre det dyrere at være forbruger. Men det er en myte. En forbandet myte. Og det er på høje tid at få gjort op med den.
I flere europæiske lande har vi set demonstrationer fra vrede bønder eller lastbilchauffører, der blokerer trafikken i protest mod forslag om at hæve afgiften på diesel. Også de forestiller sig, at et farvel til de forurenende og støjende forbrændingsmotorer og overgangen til elektrificeret mobilitet er en kostbar affære, der kan koste levebrødet og presse flere ud i arbejdsløshed. Det er måske ikke så mærkeligt.

Den menneskelige psykologi har altid haft svært ved at opgive noget, man kender for at omfavne noget nyt. Siden de primitive samfund har vi som mennesker varmet os ved bålet, og i den industrielle og fossile æra har vi fyret uendelige mængder olie, gas og kul af i varmeforsyningen og i forbrændingsmotorer. Det har haft dog haft en forfærdelig høj pris i form af miljøskader, forurening og sundhedslidelser. Og vi står nu midt i en alvorlig klimakrise, hvor de globale temperaturer i 2023 nåede helt op på 1,48 grader Celsius over det førindustrielle niveau.
Forstå økonomien
Der venter os store ekstra omkostninger i de kommende år, hvis ikke vi hurtigt får reduceret udledningen af drivhusgasser drastisk. Ellers har vi udsigt til flere naturkatastrofer og ekstreme vejrlig. Og temperaturstigninger på over 2 grader celsius kan koste os mellem 5-10 pct. af vores årlige velstand, vurderer nogle økonomer.
I Europa mister over 300.000 mennesker årligt livet for tidligt på grund af den luftforurening, som afbrændingen af fossil energi og fast træbiomasse skaber. Flere millioner tabte arbejdsår, og dermed produktivitetstab, er en regning, vi betaler årligt. Den er blevet internaliseret og normaliseret. Præcis som den årlige destruktion af op imod 10 pct. af det danske bruttonationalprodukt, der skyldes de fossile produktions forurening, tab af biodiversitet og skader på naturen. Så længe vi klamrer os til fossilerne og forbrændingssamfundet, har vi en ekstremt destruktiv økonomi.
Spild
Der er også et enormt spild i det fossile system. Mellem 15-16 pct. af den energi, der er i de fossile brændsler, ser vi aldrig skyggen af, for den går til udvinding, minedrift, transport og raffinering, inden olien, gassen og kullet når frem til forbrugerne. Men bagefter spildes endnu mere af energien i forbrændingsmotorerne.
I en konventionel benzinbil når kun omkring 12-30 procent af den energi, der er lagret i benzin, frem til hjulene, hvor det i en elbil er mellem 75-80 procent af energien. På samme måde er varmepumper tre-fem gange mere energieffektive end huse opvarmet med olie- og gasfyr eller fra kraftværker, der fyrer med fast træbiomasse. Forbrændingssamfundet er ekstremt ineffektivt og præget af store energitab i alle led.
Den grønne omstilling væk fra fossile brændsler kan frigøre os fra disse enorme energitab, og vil skabe et langt mere omkostningseffektivt samfund.
Elektrificering haster
Elektrificering er en genvej til at spare energi i alle brancher. Potentialet er meget stort, og nogle forskningsstudier vurderer, at transformationen fra et fossilt energisystem til et elektrificeret energisystem kan skære op imod 40 pct. af det endelige energiforbrug. For vedvarende sol- og vindenergi kan bruges direkte til at drive elmotorer, og det er langt mere effektivt. Ja, der er nogle energitab ved transmission med kabler over lange afstande, men det er for intet at regne ift. de store tab, der findes i det fossile system, hvor olie og gas skal hives op af undergrunden hvert år og transporteres over lange afstande, raffineres og for siden at spilde det meste af energien i ineffektive forbrændingsmotorer.
Der er en etableringsomkostning til at opstille sol- og vindenergi, men derefter kan de levere billig ekstrem billig energi i 25-35 år, som kan anvendes meget mere effektivt i en elektrificeret transport, industri og varmeforsyning. Suppleret med jordvarme, bølgeenergi og måske lidt grøn brint kan vi skabe meget billigere energisystem.
Grøn omstilling er også god økonomi
Beregninger foretaget af Stanford University har vist, at det vil koste omkring 5200 mia. euro at bygge et 100 pct. vedvarende energisystem i EU, men den kræver 57-60 pct. mindre energi end det fossile system. De samlede private omkostninger vil frem til 2050 blive 61 pct. lavere, hvis man omstiller til et vedvarende energisystem, end hvis man vælger business as usual med fossile brændsler.
Nogle vil måske brokke sig over, at det lige nu er dyrere at købe en elbil end en benzinbil, men driftsomkostningerne til reparationer og energiforbrug er langt lavere, hvorfor totalomkostningerne efter 4-5 år faktisk billigere, hvis man anskaffer sig en elbil til 300.000 kr. end at købe en benzinbil til 200.000 kr. Det er det samme med varmepumper, der er dyre ved anskaffelse, men tjener sig hjem i løbet af 5-10 år, fordi de er langt mere energieffektive. I en luft-til-luft varmepumper kan du få 5-6 kWh varme for 1 kWh strøm, og er strømmen grøn, er det en win-win også for klimaet.
Mange af de gamle fossilbiler, olie- og gasfyr og biomassekraftværker skal alligevel udskiftes i de kommende år, og det vil være økonomisk fornuft, hvis regeringerne ganske enkelt forbyder salg af nye fossilbiler og olie- og gasfyr (eller brandbeskatter dem). For på livslange omkostninger er de elektriske alternativer drevet af grøn strøm meget mere effektive, og samtidig kan vi undgå sundhedsskadelig luftforurening og gøre noget godt for klimaet og biodiversiteten.
Høst fordelene
I et vedvarende energisystem kan vi frigøre os fra afhængigheden af årlig import fra autoritære olieregimer, som vi ikke bryder os om, og vi kan få adgang til mange år med billig energi, hvilket også vil styrke Danmarks konkurrenceevne. I den økonomiske politik bør der gives incitamenter til at accelerere den grønne omstilling. De fossile forbrugere, brændsler og forbrændingsmotorer bør betale hovedregningen for at bygge et stærkt og moderne energinet, som kan transportere fremtidens grønne elektroner.
Samtidig skal vi høste alle fordelene ved at gå all-in på de modulære og skalerbare grønne teknologier, der kan masseproduceres og falder i pris. I alene i de sidste ti år er prisen for solceller og batterier faldet med 80 pct., for offshore vind er det 73 pct. og for landvind er det 57 pct. Det er en udbredt myte, at den grønne omstilling bliver dyr. Men den bygger på falske fortællinger fra fortiden.
Kronik bragt i Dagbladet Børsen, 2. marts 2024



Comments