Sådan iscenesatte Rune Lykkeberg forleden sin samtale med historikeren Adam Tooze. Og det er et drama. Faktisk en tragedie. Det er om ikke Shakespeares spøgelse, så dog en ny version af Spenglers gamle mareridt om Aftenlandets Undergang, der marcherer gennem spalterne. Det er ikke længere bare de nationalkonservative chefideologer, der maler fremtiden sort. Nu er det også venstreintellektuelle som Lykkeberg og Tooze. Vi er alle fordømte, fornemmer man. Pointen løftes sågar op til at være selve »sandheden om det 21. århundrede«. Tak for kaffe. Er vi dømt til at leve under det nye kinesiske imperiums dominans, og kan vi ikke længere bestemme noget af den fremtid, vi skal leve i?
Tooze har skrevet en fremragende bog om den store nedlukning under Covid-19. Den er fyldt med skarpe pointer om både Kinas magt og vores fælles fremtid. Status quo er ikke længere en mulighed, lyder det. Tooze medgiver i bogen, at han kun tilbyder en midlertidig forståelse. For virkeligheden er mere kompleks. Og der er sandelig brug for at revidere fortællingen. For vi behøver ikke at ende som statister i Kinas statsstyrede overvågningskapitalisme. Tooze og Lykkeberg får talt sig ind i en enten-eller-logik, hvor det var os i Vesten, der bestemte alt i fortiden, mens det er dem, kineserne, der kommer til at bestemme alt i fremtiden.
En sort-hvid verden
Hvis det ender som hovedprognosen for venstrefløjen, kan det gå grueligt galt. For kulturkonservative, liberale chefideologer og gamle koldkrigere er også ved at få talt os ind i en sort-hvid verden, hvor et forenet Vesten skal stå op imod den absolutte og aggressive ondskab og totalitarisme, som Xi Jinpings Kina – ifølge dem – står for. De gør klar til en ny kold krig. Ingen sprækker af håb endsige nøgterne vurderinger af grænserne for Kinas magt, åbnes der for.
Forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – der intet har lært af nederlagene fra Afghanistan- og Irak-krigene – vil gå med i en amerikansk ledet militær kamp mod Kina, hvis kineserne en dag invaderer Taiwan. Men risikoen for et sammenbrud i det amerikanske demokrati vil blive øget i en årelang militær konflikt med Kina. USA’s magt er skrøbelig, for den hviler på en historisk stor gæld, ekstrem polarisering og sociale spændinger efter 20 års imperial overanstrengelse. Det er naivt at forestille sig, at det gamle hegemoniske Amerika kan vende tilbage og agere som i 1950’erne og 60’erne. Det har Tooze erkendt.
Det postkolonialistiske selvopgør er nødvendigt, men det bør ikke ende i defaitisme i synet på vores politiske mulighedsrum i fremtiden. Der er brug for et tredje standpunkt, der hverken ender i venstre-defaitismen eller koldkrigsnostalgi fra højre. Og en vild flugt tilbage til nationalstaten, der angstfyldt bygger høje mure op i forhold til omverden, vil være endnu mere perspektivløst. Den kan intet virkeligt udrette imod hverken de grænseoverskridende udfordringer med klima-, ressource- og biodiversitetskriserne eller med migration, skatteflugt og digitale giganter.
EU som grøn supermagt
Vi skal finde realistiske modsvar til de muterende globale megakriser. Globaliseringen skaber både stærke gensidige afhængigheder og nye sårbarheder i de lange værdikæder, hvor ingen magt – selv ikke de største – kan bestemme det hele. Kina kan trods sine silkevejsprojekter og statsstøttede teknologiske acceleration ikke overtage styringen med globaliseringen, for den vil også forandre dem. Det centrale spørgsmål er ikke, hvordan vi ender i Kinas skygge, men hvordan vi kan finde intelligente strategier til at imødegå megakriserne og opbygge mere robuste samfund, hvor demokrati, frihed og menneskerettigheder ikke undermineres af autoritære kræfter. Både udefra og indefra.
Kan vi i Europa overvinde vores indre splittelser og forene kræfterne, kan vi gøre en kæmpe forskel. EU kan blive en grøn supermagt og frontløber, der presser andre stormagter – også Kina – til at blive meget mere ambitiøse i forhold til vor tids største fælles sikkerhedstrussel: De menneskeskabte klimaforandringer. I min bog, Håbets politik har jeg beskrevet en række reformforslag til, hvordan ideerne kan føres ud i livet. Vi skal femdoble investeringerne i EU’s Green Deal til 5.000 milliarder euro frem mod 2030, så vi allerede fra 2035 kan få et energinet, der er 100 procent selvforsynende, elektrificere vejtransporten og investere i nye europæiske teknologiplatforme, der kan sætte turbo på udviklingen af nye bæredygtige løsninger. 5.000 milliarder euro er ikke mere end, hvad staterne og EU tilsammen brugte under coronakrisen. Så lad os mobilisere det samme til at løse klimakrisen. Vi må frigøre os fra de nationale hockeystave. Det kan vi gøre i et reformeret EU, der får større handlekraft. Via en fælleseuropæisk skattereform med fælles selskabsskat på 25 procent, opgør med alle skattely, en spekulationsafgift, en CO2-grænseafgift og en lille formueskat for at fremme social omfordeling kan EU forvandles til en lille netværksstat med egne indtægter på omkring 3-4 procent af BNP. Det er ikke en superstat som den amerikanske forbundsstat, men det minimale, der skal til, hvis vi skal forsvare vores europæiske samfundsmodel med en høj grad af velfærd i den globale kappestrid med USA og Kina. Lyt ikke til de bekymrede, der frygter for Aftenslandets undergang.
Stå på egne ben
I EU råder vi over verdens største indre marked. Vi kan – trods stigende kinesisk selvbevidsthed – sætte et markant fodaftryk på de globale standarder. Vi kan lægge pres på transnationale selskaber og andre magter i EU’s mange handelsaftaler. Vi kan føre en proaktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, smede stærke partnerskaber og gradvist udbygge den internationale retsorden. Vi får brug for både USA og Kina, hvis vi skal løse klimakrisen. Vi må søge realistiske svar og udvikle strategier, der styrker Europas åbne autonomi, så vi ikke løbes over ende af Silicon Valleys digitale overvågningsgiganter eller af Kina.
USA er både en konkurrent og vigtig partner. Kina er også en konkurrent og partner, men samtidig er det en systemisk rival. Vi skal navigere uden om de værste skær i alle tre magtspil, der hver især er forskellige i natur. Men vi skal ikke ud fra en historisk skamfølelse eller som passive tilskuere i en ny liberaldemokratisk ideologikrig om geopolitisk magt lade os lokke ind i en ny kold eller varm krig mod Kina. Europas demokratier må stå sammen i EU, så vi kan varetage vores egne interesser, navigere geopolitisk og forsvare vores værdier i stærke globale alliancer om løsninger på de grænseoverskridende kriser.
Vi skal ikke være følgagtige over for USA og lægge vores skæbne i amerikanernes hænder, sådan som statsminister Mette Frederiksen har slået til lyd for. USA er besat af supermagtskampen mod Kina i Stillehavet, hvilket har ledt flere præsidenter til at vende Europa ryggen. EU skal stå på egne ben og samle kræfterne i et fælles forsvar, så vi kan tage vare på vores egen sikkerhed, også når USA og NATO ikke kan eller vil. EU er ikke perfekt, og unionen har mange indre spændinger. Men Danmark bør vågne op til den nye turbulente virkelighed og målrette arbejdet for at give EU flere muskler. Det bliver afgørende, hvis vi ønsker at skabe et grønt, socialt og demokratisk europæisk alternativ til den kinesiske statskapitalisme og USA’s frimarkedskapitalisme. I den proces kan vi udnytte, at globaliseringen skaber gensidige afhængigheder mellem nationerne. Det kan EU gøre til et trumfkort, hvis vi formår at spille det rigtigt.
Bjarke Møller er journalist og forfatter til ’Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt’
Kronikken blev bragt første gang i Dagbladet Information, 8. oktober 2021.