Hvis ikke vi giver EU markant flere penge og politiske muskler, risikerer Europa at blive spist op indefra af frygtens politik og autokratiske ledere.
Af Bjarke Møller
(Dette er et uddrag fra kapitel 20 i bogen, Håbets politik. Bragt i Dagbladet Politiken den 10. april 2021)
"Den Europæiske Union står ved en historisk skillevej. I 2020´erne kan vi ikke længere
vælge business as usual. Vi skal finde en ny strategisk retning på et tidspunkt, hvor
Europa er udfordret af flere muterende megakriser, og der er alvorlig risiko for øget kaos,
politisk og økonomisk turbulens. Den gamle sociale kontrakt er udfordret på grund af
stigende uligheder mellem medlemslandene og i de enkelte nationer. Efter coronakrisen
befinder vi os i den værste økonomiske krise i 100 år, og vores samfund har aldrig været
så gældsatte før. Men vi kan ikke spare os ud af denne krise og de andre forbundne kriser,
der gensidigt forstærker hinanden. I de kommende år kræves massive investeringer i en
grøn omstilling af økonomien, så Europa for alvor kan gøre noget ved klimaforandringerne,
der er den største og farligste af de muterende megakriser. Vender EU27-regeringerne og
unionen tilbage til sparevejen, og søger de at gennemtvinge den fra toppen med
teknokratiske og elitære diktater, som under finanskrisen, vil det stensikkert føre til nye
folkelige oprør. (..)
Illiberale demokrater og andre autoritære magthavere vil stå i kø for at levere enkle svar
på de komplekse kriser, som har skabt dybe bekymringer i befolkningen, og som flertallet
længe har ønsket, at EU skal gøre noget ved. Men i stedet for et styrket EU-samarbejde
risikerer vi en renationalisering og fragmentering af EU indefra. De autoritære og illiberale
kræfter vil besætte de demokratiske institutioner i nationalstaterne for at forvandle dem til
deres egne magtinstrumenter, og de vil søge at mobilisere vælgerne på frygtens politik
med stort F: Frygt for indvandrere, frygt for terrorisme, frygt for tab af national identitet,
frygt for tab af social og økonomisk status, frygt for tab af kontrol og frygt for
globaliseringen.
I frygtens politik vil ikke mindst de autoritære politikere, der lover borgerne at genskabe
tryghed, sikkerhed og den gamle orden, stortrives. Risikoen er, at denne frygt også fører
os tilbage til den nationale stats bunkermentalitet og protektionisme, hvor andre nationer
og udefrakommende folk opfattes og italesættes som trusler mod den nationale identitet
og kultur. Patriotismen vil blomstre i tale og gerning. Og den kan meget nemt slå om i en
floromvunden retorik, hvor der stilles stadig mere detaljerede krav til, hvordan rigtig
patriotiske borgere bør opføre sig i hjerte, sjæl og kulturel adfærd. Det er sket før, og det
kan ske igen. (..)
Ingen af de nationale varianter af frygtens politik giver et holdbart og effektivt svar på de
grænseoverskridende udfordringer, som demokratiet står overfor på grund af klimaforandringerne, globaliseringen, finansmarkederne, massemigration og nye
geopolitiske trusler. Vi kan ikke løse dem ved at svække EU og satse på et mellemstatsligt
samarbejde med suveræne nationalstater. Det vil blot føre til øget politisk magtesløshed i
de enkelte lande, da nationalstaten ikke længere er det rette niveau til at tøjle de globale
markedskræfter eller at løse grænseoverskridende kriser. ”EU kan være en løsning på
denne udfordring. I stedet for at blive betragtet som en trussel mod nation-staternes
interesser, kan den skabe betingelserne for deres overlevelse i en globaliseret verden,”
mener demokratiforskeren, Chantal Mouffe. Vi har brug for en ny politisk vision for Europa,
der skaber håb og en ny tro på fremtiden.(..)
En fundamental forudsætning for at genskabe den folkelige tillid og stimulere håbet er en
ny demokratipagt, der knytter de europæiske borgere tættere til hinanden, så EU ikke bare
opfattes som et topstyret eliteprojekt, der er sat i verden for styre relationerne mellem
staterne, men også bygger på et stærkt demokratisk engagement fra neden. Den anden
forudsætning er en ny grøn pagt, der ikke bygger på fossil afbrænding og fortsat
destruktion af miljøet og klimaet, men sikrer grøn omstilling i stor skala til gavn for klimaet
og biodiversiteten, som det fremtidige levegrundlag og den menneskelige suverænitet er
så afhængig af. EU´s Green Deal skal mangedobles, så vi i Europa kan omstille helt til en
nulemissionsøkonomi i de næste par årtier.
Den tredje forudsætning er en ny socialpagt, der giver europæerne social tryghed,
opkræver skatter til en solidarisk EU-udvidelse af de nationale velfærdsmodeller og sikrer
borgerne gode og solide arbejdspladser. I stedet for de gamle stramme økonomiske
sparedoktriner og mere finansialisering skal vi lave langsigtede, bæredygtige og offensive
investeringer i den fremtid, som vi ønsker, vores børn og børnebørn skal leve i. Vi skal
investere meget mere i forskning, uddannelse og bæredygtig infrastruktur, så Europa kan
bevare sin konkurrencedygtighed og genvinde sin teknologiske autonomi.
I 2020´erne kan der udvikles et attraktivt demokratisk, grønt, socialt og økonomisk
bæredygtigt europæisk alternativ, der giver borgerne mere sikkerhed i en verden præget
af øget geopolitisk uorden, finansiel spekulation, ureguleret hyperkapitalisme, fossil
destruktion, krige og folkevandringer. I stedet for at længes nostalgisk tilbage til
nationalstaten og forskanse sig i frygtens politik skal vi i Europa sætte alle kræfter ind på
at udvikle en håbets politik, hvor kræfterne samles på tværs af de gamle grænser, så vi
kan gennemføre en ambitiøs og progressiv europæisk reformpolitik, der skaber en bedre
og mere håbefuld fremtid for os alle. EU er ikke del af problemet, men en del af løsningen
på det tab af national suverænitet og politisk kontrol, som mange borgere har oplevet i takt
med globaliseringen. (..)
Klimaomstillingen bør gøres til Europas nye måneprojekt. Det er det store fredsprojekt i
vor tid, der kan give fællesskabet et nyt samlende formål, så vi flyver flok i stedet for at isolere os hver for sig og blive overmandet af frygt for fremtiden. Vi skal have masser af
vækst i innovative grønne løsninger og virksomheder, men med hård hånd og politisk
intervention stoppe væksten i naturødelæggelser og fossil forurening.
Vi skal omstille det meste af transportnettet til el eller brint. Men det kræver, at vi i løbet af
2020´erne får udviklet et europæisk energisystem, der bygger 100 pct. på vedvarende
energi, så vi i 2030´erne kan frigøre os helt fra dyr import af fossile brændstoffer fra
autoritære lande, som ikke deler vores værdier. Eksperter har skønnet, at det vil koste
omkring 5200 mia. euro at opbygge et europæisk energinet med 100 pct. vedvarende
energi, hvor vi kan sælge og udveksle vind, sol og vandenergi på tværs af grænserne. Det
er lidt mere end fem gange så meget som Kommissionens forslag til en Green Deal frem
mod 2030, men den bør mindst femdobles i en ny grøn pagt for Europa. Det er økonomisk
realistisk og muligt.
Hvis staterne i løbet af få måneder kunne mobilisere næsten 5000 mia. euro til
redningspakker under coronaviruskrisen, bør vi også kunne gøre det i løbet af en kort
årrække i forhold til den største eksistentielle trussel, som menneskeheden står overfor,
nemlig klimakrisen. Nogle traditionelt tænkende politikere og økonomer vil måske advare
om, at det er alt for dyrt. Men sandheden er, at det vil være alt for dyrt at lade være. (..)
Den fossile taberstrategi vil koste hundredtusinder menneskeliv hvert eneste år på grund
af fossil luftforurening. Den grønne vinderstrategi vil hvert år redde hundredtusinder
menneskeliv, skabe mange nye grønne job og styrke den fremtidige konkurrencekraft. (..)
EU kan opnå større økonomisk autonomi, hvis nøje afgrænsede dele af skattepolitikken
europæiseres - i første række selskabsskat, CO2-afgifter og en finansiel transaktionsskat.
Det er kun på de grænseoverskridende områder, hvor nationalstaten ikke længere effektivt
kan bevare skatten, at den efter fælles overenskomst bør europæiseres. (..) EU har
realistisk set brug for et langt større budget med egne skatteindtægter, hvis vi skal
femdoble EU´s New Green Deal, løfte forskningsbudgettet, investere i udvikling af
strategiske teknologier og fælles infrastruktur, styrke den ydre europæiske grænsekontrol
og afsætte langt større beløb til social omfordeling og europæiske sikringsordninger i en
ny socialpagt.
De foreslåede initiativer vil formodentlig kræve, at man afsætter op imod 3-4 pct. af det
europæiske bruttonationalprodukt til EU-budgettet. Gør vi det, kan EU tage et kvalitativt
spring frem og omformes til en europæisk netværksstat. De nationale velfærdsstater i
EU27-landene står for 46 pct. af bruttonationalproduktet. At give EU råderet over et beløb,
der er mindre end tiendedel af, hvad nationalstaterne forvalter, burde ikke skræmme
nogen. (..)
Med egne faste indtægter vil EU opnå et vist råderum til at optage fælles lån uden først at
skulle ringe til alle nationale hovedstæder og føre langstrakte topmødeforhandlinger for at
finde et kompromis ved enstemmighed, hvor alle medlemslande skal hæfte. I givet fald
kunne EU selv hæfte med dækning i sine egne skatteindtægter. Dermed vil EU opnå et
langt større politisk og økonomisk handlerum, når nye globale megakriser rammer
fællesskabet. Og de vil stensikkert komme, for den globale kapitalisme har vist sig at være
præget af regelmæssige kriser. Dem slipper vi næppe for."
https://politiken.dk/debat/art8156693/S%C3%A5dan-bliver-Europa-en-gr%C3%B8n-supermagt
