DANMARK smøler med den grønne skattereform. Partierne bag køreplanen for en grøn skattereform har sendt alle forslag om en høj ensartet CO2-afgift over syltekrukken hos et nyt ekspertudvalg. Det er bekvem hockeystavspolitik fra S-regeringen, der skyder CO2 pucken væk til sidste halvdel af 2020´erne. Vigtigt at forligspartier sætter max pres på de fodslæbende socialdemokrater, der åbenbart er så bange for carbon lækage og konkurrenceevne tab, at de ikke bruge det mest effektive middel til at få virksomheder og forbrugere til at ændre adfærd: En høj ensartet CO2-afgift. Læs dagens klimanødråb fra FN´s miljøorganisation, UNEP: Kloden er på vej mod tre graders opvarmning! HVERT ÅR skal vi reducere CO2-udledninger med 7,6 %. Hvis vi ikke har gjort noget i 2025, skal vi skære 15,4 %. Her er et link til rapporten: https://www.unenvironment.org/emissions-gap-report-2020
Det er virkelig tankevækkende og urovækkende læsning. Det gør det desto mere overraskende at læse den nye politiske aftale på Christiansborg om en grøn skattereform, der blot lægger op til at arbejde for en høj ensartet CO2-afgift fra 2030, med en langsom indfasning fra 2025. Eller måske først i 2030 under hensyntagen til lækagefrygt.
ELASTIK I METERMÅL
Aftalen om en grøn skattereform er fyldt med elastik i metermål, og selv om partierne bag aftalen råber, at vi er grønne fra nu af og til julen i 2021, så er denne aftale dybt skuffende. Nu må vi krydse fingre for, at det nye ekspertudvalg vil hæve barren markant og give politikerne lidt mere klimarealisme.
Ærgerligt, at vi skal hen efter det næste folketingsvalg for at få en afklaring. En anden bekymrende ting er, at den nye politiske aftale ikke engang løfter energiafgifterne for industrien og landbruget så hurtigt og så meget, som S-regeringen spillede ud med i november. (I et i forvejen ret skuffende S-udspil til en grøn skattereform, med lang hockeystav og ingen forpligtelser.) De små energiafgifter flytter ikke nok, og man kunne i det mindste have sat dem markant op allerede fra 2022-23. Når man ovenikøbet giver erhvervslivet ekstra kompensationer ift regeringens novemberudspil (løft fra 4,5 til 6 mia. kr), så burde erhvervslivet have noget råderum til at blive mere offensive. I stedet for at lade Aalborg Portland, andre energitunge industrivirksomheder og landbruget trække de fælles ambitioner ned. Det er ikke at vise samfundssind ift. de næste generationer.
IKKE MERE GRØNT SPIN
Regeringen har opfundet nye begreber som "grønne biler", som lyder smukke, men stadigvæk inkludere de ret miljøforurenende hybridbiler. Og i aftalen om en grøn skattereform giver man stadig erhvervslivet fradrag for køb af nye fossile biler. I det mindste burde man kun give afdrag til elbiler. Men der spinnes løs. Desværre er der flere politikere der siger, at de er grønne, men politikere tør omsætte ideerne til ambitiøse reformforslag. Så længe det er tilfældet, bliver den udfordring, som UNEP lister op for os, bare endnu større. Sverige har allerede en CO2-afgift på ca. 800 kr. pr. ton. Det burde Danmark også indføre og så kan man fra 2025 skrue den op til 1000 kr. pr. ton og siden op på 1500 kr. pr. ton i 2030. Særlig udsatte borgere kan så få en social grøn check, og ekstremt udsatte virksomheder kan få en lidt længere løbetid, hvis de lover at øge investereringer i forskning og udvikling af low-carbon og carbonneutrale teknologier. Det er muligt og realistisk. Det der bare mangler er politisk vilje.
I min nye Europabog, Håbets politk, der udgives i det nye år, går jeg derfor til stålet. Danmark er desværre blevet for fodslæbende på klimaområdet, fordi mange beslutningstagere hænger fast i en gammel national konkurrenceevne ideologi, hvor man frygter, at virksomheder flytter ud, hvis Danmark går for langt. Socialdemokratiets handleangst har desværre grebet om sig her i efteråret efter, at Dansk Metal, Dansk Industri og flere andre lobbyorganisationer har rullet et nyt sæt af argumenter op imod en høj ensartet CO2-afgift. Det er endt i fodslæb og coronakrise-nødløsninger, hvor vi i Danmark burde være grønne frontløbere. Den eneste vej ud af dette dilemma er at sætte fuld skrue på klimakampen i EU, løfte ambitionsniveauet for CO2-reduktioner i hele EU og kombinere det med en ny CO2-importafgift til det indre marked, så den evige lækage undskyldning for ikke at handle, kan overvindes i stærk og ambitiøs fælles indsats i EU. Min vision er at gøre EU til en grøn supermagt. Det haster. Vi har ikke meget tid at spilde.
HÆV EU´s KLIMAMÅL
På EU-topmødet den 10.-11. december 2020, er der mange kritiske og svære sager på dagsordenen. Brexit-aftale eller ej? For mig at se er klimaspørgsmålet det allervigtigste, og her skal stats- og regeringscheferne diskutere om EU´s fælles reduktionsmål skal løftes til 55 pct. som Kommissionen har lagt op til, eller med måske 60 pct., som et flertal i Europa-Parlamentet ønsker. Personligt mener jeg, at man burde gå endnu videre. Hvis vi skal lytte til klimavidenskaben, så skal EU faktisk reducere sine CO2-udledninger med mellem 65-70 pct. for at gøre sin del af arbejdet for at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader Celsius over det førindustrielle niveau. Der venter et vildt spændende EU-topmøde. Min fornemmelse er, at man nok maksimalt kan enes om 55 pct. Desværre. Men det betyder, at det er desto vigtigere, at klimabevægelserne i Europa mobiliserer endnu mere for at lægge ekstra pres på politikerne. Det er i Europas egeninteresse - ikke kun af hensyn til miljøet, borgernes sundhed, men også økonomisk at føre en ambitiøs klimapolitik. Hvis de globale temperaturstigninger er på vej mod 3 grader Celsius, som UNEP advarer om, vil det skære 3-4 pct. af den årlige velstand på grund af ekstra miljøskader, viser økonomiske beregninger. Det er bedre at investere sig ud af klimakrisen i stedet for at gøre den endnu større ved at lægge alt for uambitiøse politiske planer.
VIS MERE MOD
Der er meget, der kan komme på tværs. Aftenens møde mellem Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, og den britiske premierminister, Boris Johnson, vil forhåbentlig kunne bane vej for et kompromis om Brexit og den fremtidige samarbejdsaftale, men Johnson drømmer om en australsk løsning, og det er svarer nærmest til en hård Brexit. Hvis Johnson bøjer af, så ender sagen måske på EU-topmødet, hvor man i forvejen har en overfyldt dagsorden. Tættere samarbejde i kampen mod Covid-19, sikkerhed og terrorbekæmpelse er nogle af emnerne. Ungarns og Polens trussel mod at blokere for et syvårige EU-budget og den vigtige coronavirusfond, Next Generation på 750 mia. euro, skaber også store spændinger. Polen har i dag antydet, at de er ved at bøje af. Lad os se om Orban forstår alvoren. De skal respektere retsstaten og EU-traktatens fundamentale værdier for at få penge fra EU-kassen. Hvis de holder fast i deres veto, så må EU25 sætte hårdt mod hårdt. Vejen frem kan være, at de 25 medlemslande laver et udvidet samarbejde for Next Generation fonden udenom de genstridige polakker og ungarere, og at man oveni vedtager et midlertidigt budget for 2021, som vil indeholde begrænsninger for udbetaling af budgetpenge til lande, der ikke respektere retsstatsprincippet. Det fine er, at EU kan vedtage midlertidige budgetter med et kvalificeret flertal, og så kan Orbanisterne ende med en lang næse. Hvis ikke EU står fast, vil unionen blive udstillet som en papirtiger.
Så mit budskab til EU-topmødet er dette: Stå fast i forsvaret af demokrati og retsstat. Og vis langt større mod i klimapolitikken! Og lad briterne sejle til Australien, hvis det er Boris Johnsons inderste ønske. Jeg er sikker på, at de nok skal vende tilbage, når de opdager, hvor koldt det er derude på verdenshavene. Et flertal af britere ønsker i dag at forblive som medlemmer af EU, og opbakningen er allerstørst blandt de unge briter. Om nogle år vil de vende tilbage til EU, hvis vi i mellemtiden kan føre en fornuftig og fremsynet europæisk politik, der adresserer vælgernes allerstørste bekymringer. Et passende sted at starte er med at gøre noget effektivt ved klimakrisen!