MIDT I DEN største sikkerhedspolitiske krise for Europa siden afslutningen på den kolde krig, skal EU i de næste par måneder fastlægge sit nye strategiske kompas og en sikkerhedsdoktrin, så EU bedre kan forsvare sin suverænitet og strategiske autonomi i en urolig verden. Den første store syretest finder sted allerede nu.
Rusland har stadig opmarcheret over 100.000 soldater langs Ukraines grænse, og er det forspillet til en forestående invasion af Ukraine? Både EU og USA har truet med meget hårde økonomiske sanktioner, hvis Putin invaderer. USA og flere andre NATO-lande har sendt ekstra militært udstyr til Ukraine, men EU-lande som Tyskland og Sverige har sagt nej til at bidrage til en yderligere militarisering af konflikten. Det er vigtigt at holde hovedet koldt og at arbejde på flere forskellige niveauer - politisk, diplomatisk, økonomisk og militært - for at danse uden om de fælder, som Putin søger at lokke os ind i.
Creative Commons foto: Kremlin.ru
OFFICIELT HÆVDER Rusland, at de ikke har intentioner om at invadere nabolandet, men ingen kan vide sig sikker, og det er vigtigt, at EU og USA koordinerer udmeldingerne. Det har knebet lidt undervejs. Det var f.eks. et rigtig skidt signal, at USA´s præsident Biden forleden kom til at sige, at en mindre russisk indrykning i Ukraine måske ikke vil møde et modsvar - eller i alt fald føre til uenighed i NATO-kredsen om, hvad man vil gøre. Det Hvide Hus har senere søgt at rydde op i misforståelsen, og Biden har sagt, at der vil komme ”hårde og koordinerede økonomiske modsvar” og Rusland vil betale en dyr pris, hvis man invaderer. Det er dog højest usandsynligt, at USA eller EU-landene ønsker at blive viklet ind i en direkte militær konflikt i Ukraine, hvis det skulle komme dertil. Biden har afvist at sætte amerikanske soldater ind på landjorden, men NATO har sendt flere soldater og udstyr til de østlige medlemslande for at gardere sig.
Lige nu handler det frem for alt om, hvordan de vestlige lande kan støtte ukrainerne. For det første kan man sende militært udstyr til Ukraine, så de bedre kan forsvare sig selv. For det andet skal vi lægge maksimalt diplomatisk og økonomisk pres på Rusland for at afværge krigen. Her er et af de centrale spørgsmål, om EU kan enes indadtil og kan spille en central rolle. Eller ender EU med at blive udstillet som en magtesløs tilskuer, mens Rusland og USA forhandler om Europas fremtidige sikkerhedsarkitektur?
VI ER ALLIEREDE med USA i NATO, men det er også vigtigt, at EU får en selvstændig stemme og bliver taget alvorligt som en geopolitisk aktør i stedet for at overlade hele ansvaret til amerikanerne og så bare håbe på, at Biden vil redde os i sidste ende. I sin tale til Europa-Parlamentet den 19. januar var den franske præsident Macron meget klar i sit budskab: Der må være en tæt koordination mellem USA og EU, men det er også vigtigt, at EU har sin egen dialog med Rusland.
Det kan f.eks. ske i det såkaldte Normandiet-format, hvor Ukraine også har en plads ved bordet sammen med Rusland, Frankrig og Tyskland. I Europa-Kommissionen ønsker EU´s høje udenrigspolitiske repræsentant, Josep Borrell, også at få en plads ved det bord, for risikoen er, at det bliver stormagterne, der træffer de afgørende beslutninger, mens alle EU´s småstater og det europæiske fællesskab mister en stemme. Nu på fredag (den 28. januar) har Macron en telefonsamtale med Putin, hvor han vil gøre et nyt forsøg på at skabe en seriøs dialog. Det er usikkert, hvad det kan føre med sig.
MACRON HAR IKKE lagt skjul på, at han ønsker at bruge det franske EU-formandskab, som indledtes ved årets begyndelse, til at sætte en ny kurs for EU i både udenrigs- og forsvarspolitikken. Hvordan han håndterer Ukraine-krisen kan få vidtrækkende betydning.
”Sikkerheden for vores kontinent kræver en strategisk styrkelse af vores Europa (Macron omtaler EU som Europa, red.) som en fredsmagt, en balancerende magt, specielt i dialogen med Rusland,” sagde Macron til Europa-Parlamentet. Han slog samtidig til lyd for, at EU - stillet overfor risikoen for en tilbagevenden til historiens tragedier med krige på vores kontinent - må ”bevæbne sig selv” for at kunne sikre sin selvstændighed og frihed i en verden præget af vold. Også så Europa ikke ender med at blive underlagt andre magters beslutninger. Macron ønsker derfor et stærkt europæisk forsvarssamarbejde med en fælles militærkommando i EU, som kan spille en komplementær rolle i parløb med NATO.
DER ER I DE sidste år sket rigtig meget i EU´s PESCO-samarbejde, hvor 25 medlemslande (minus forbeholdslandet Danmark og den neutrale miniput, Malta) er i gang med hele 60 projekter for udvikling af nyt militært udstyr. PESCO styrker koordinationen mellem medlemslandene på forsvarsområdet, og det er et forspil til det, der på sigt kan blive et mere selvstændigt europæisk forsvar. Hvis Trump - eller en anden ekstremist – har held til med at vinde præsidentvalget i 2024 og atter vil sætte Amerika først, så vil EU´s kernelande, anført af Frankrig og Tyskland, gerne være klar til at stå på egne ben. Man vil ikke kunne stole 100 pct. på Washingtons velvilje og forsvarsvilje i et sådant scenarie, og samtidig handler det om at gøre EU i stand til at tackle nye sikkerhedskriser i en turbulent verden. De sidste afgørende skridt kan ske indenfor Lissabon unionstraktaten, som et udvidet EU-samarbejde i en koalition af villige, eller det kan, som både Frankrig og Tyskland lægger op til, ske som led i en traktatreform af EU.
DER ER DESVÆRRE en risiko for, at Putin vil forsøge at spolere alle bestræbelser på at sikre yderligere integration i EU. Han ønsker et svagt og splittet EU og ikke en stærk union, der har en selvstændig strategisk kapacitet i det geopolitiske magtspil. Putins seneste styrkeprøve langs Ukraines grænse er det seneste vidnesbyrd om det. Det ligner på en måde et post-sovjetisk teater, hvor Putin kæmper for at få Rusland anerkendt som en stormagt, der er i øjenhøjde med USA. Det sidste er af stor symbolsk betydning for Putin, der har brug for at afstive sin autoritet og greb om magten inden præsidentvalget i 2024.
Den militære teaterøvelse mod forestillede fremmede magter og NATO´s imaginære trusler skal også bruges til at dække over Putins mange fejlgreb under coronakrisen, der har kostet over en million russere livet. Så det handler i høj grad også om indenrigspolitik. Det gamle Sovjetunionen vender ikke tilbage, selv om visse koldkrigsnostalgikere i Vesten i deres gamle stiafhængighed tænker i de baner. Mest taler for, at Rusland ikke ønsker et langvarigt militært eventyr i Ukraine, der kan udvikle sig til en langt større sump end de fejlslagne invasionskrige i Afghanistan. Måske vil der komme mindre stikpunktsaktioner, men det er vigtigt at se det større mønster.
KENDSGERNINGEN ER, at Ruslands økonomi er mindre end Italiens, Ruslands militære magt er væsentlig mindre end, hvad EU-landene samlet set kan mønstre, og i forhold til NATO/USA er Rusland en miniput. Der er grænse for, hvad Rusland kan klare. Men Putin bruger optrapningen i Ukraine som et instrument i sin langvarige geopolitiske stormagtsstrategi, der også skal destabilisere og svække EU.
Europa-Kommissionen foreslog forleden at give Ukraine endnu en økonomisk hjælpepakke på 1,2 mia. euro, men først skal forslaget vedtages af Rådet og Parlamentet. Siden 2014 har ukrainerne fået over 17 mia. euro i støtte og lån fra EU. Det er langt mere end, hvad USA har givet i økonomisk og militær støtte til Ukraine. Samhandlen mellem Ukraine og EU er vokset kraftigt som led i handels- og associeringsaftalen, og det er også en vigtig årsag til, at den ukrainske befolkning længselsfuldt kigger mod vest og har et håb om en dag at blive medlem af EU. Det sidste ønsker Putin at forhindre, da han har en klar ambition om at trække Ukraine mod øst og etablere en postkolonialistisk russisk interessesfære, som EU og USA ikke må blande sig i. Derfor er det desto vigtigere at både EU-landene og USA står fast på Ukraines ret til suverænt at forsvare sin egen fremtid. Men kan vi bakke det op med andet end ord?
EU ER I DAG EN ØKONOMISK supermagt, men manglen på militære muskler og et fælles forsvarssamarbejde i EU-regi gør, at det er svært for unionen at manøvrere på troværdig vis i det nye geopolitiske magtspil. Der er hele tiden en mistanke om, at EU-landene ikke internt kan nå til enighed, og at man i sidste ende blot er underlagt Washington. EU´s store akilleshæl er ikke bare, at man mangler et militært ben. Det er også, at de afgørende beslutninger i udenrigspolitikken stadig træffes ved konsensus. Hvad vil EU f.eks. gøre, hvis Putin kommanderer sin soldater til at invadere Ukraine? Kan fællesskabet så stadig holde sammen og nå til enighed i udenrigspolitikken og indføre hårde økonomiske sanktioner, som man advarede om på EU-topmødet i december?
På papiret taler alt for, at EU-landene - lige som det var tilfældet efter Ruslands invasion af Krim-halvøen i 2014 - hurtigt vil nå til enighed om hårde økonomiske sanktioner. Men vi kan faktisk ikke tage det for givet. Og kan man blive enige om, hvilke konkrete sanktioner der skal tages i anvendelse, og kan man f.eks. blive enige om at lukke det internationale betalingssystem SWIFT af for Rusland, hvilket er i den helt tunge klasse af økonomiske sanktioner? Og vil tyskerne gå med til at stoppe Nordstream2 gaslinjen? Det sidste har den tyske kansler, Olaf Scholz, åbnet døren på klem til, og den grønne udenrigsminister, Annalena Baerbock, er også klar til hårde sanktioner imod Rusland.
Men kan man opnå enighed rundt om hele bordet i Bruxelles? Så længe EU ikke kan føre den store og hårde udenrigspolitik med kvalificerede flertalsbeslutninger, er der desværre meget stor risiko for, at andre stormagter som Rusland eller Kina kan så splid og manipulere medlemslande til at optræde som trojanske heste. Det ved Putin, og han udnytter det til fulde. Den 1. februar mødes Putin med Ungarns illiberale regeringschef, Viktor Orbán, og her vil han givetvis med forskellige midler forsøge at overtale Orbán til at kaste grus i EU´s beslutningsproces.
I FLERE ÅR HAR Putin ført en aktiv destabiliseringsstrategi imod EU, og han har spillet på mange forskelige tangenter - lige fra orkestrerede hackerangreb og militære operationer til migration og energipolitik.
Da Rusland invaderede Krim-halvøen og støttede oprørerne i Donbas-regionen i 2014, indførte EU straks økonomiske sanktioner mod Rusland, men siden da har Putin gjort alt for at destabilisere EU. Under den europæiske migrationskrise i 2015 gik Rusland ind i krigen i Syrien, og de russiske bombardementer var med til at sende endnu flere flygtninge afsted til Europas kyster. Han går ikke af vejen for at bruge migranter som bønder i sit stormagtsspil. I efteråret blev tusindvis af migranter sendt ind over grænsen fra Belarus, men EU fik dog afværget krisen ved at få luftfartsselskaberne og afsenderlandene til tage migranterne tilbage. Imens byggede Polen et pigtrådshegn og sendte soldater for at bevogte grænsen, men uden EU´s diplomatiske benarbejde var krisen ikke blevet afværget.
DESTABILISERINGEN strækker sig også til Balkan. I december mødtes Putin endnu en gang med Bosniens serbiske leder, Dodik, og angiveligt var målet at sælge gas til dem. Den russiske gas skal sendes via den TurkStream gaslinje, som Putin og Erdogan har åbnet. Økonomi og geopolitik er som altid flettet sammen, og alliancen mellem Rusland og et Tyrkiet, er en udfordring til EU. Erdogan har stormagtsambitioner i Mellemøsten og Euroasien, men begrænses af sin svage økonomi. Putin er en større trussel, og laver nålestiksaktioner imod EU over en bred front. Hans gentagne møder med Dodik bør bekymre. Putin forsøger at destabilisere Balkan. Dodik har flere gange truet med at løsrive republikken Srpska fra Bosnien, og nogle frygter, at det ligefrem kan udløse en ny krig på Balkan. Ingen bør føle sig sikre på, hvad Putin pønser på i sin kamp for at genskabe en storrussisk indflydelsessfære i det østlige Europa og at svække EU´s økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske råderum. Han spiller på alle strenge.
ONSDAG I DENNE uge holdt Putin et videomøde med 25 ledende italienske erhvervsfolk, der har store økonomiske interesser i Rusland, men hans muligheder for at få Italien til at bryde den fælles EU-linje er mindre end dengang, hvor højrenationalisten Salvini førte det store ord i den italienske regering.
Men den siddende regeringschef, Mario Draghi, er en langt hårdere nød at knække, så Putin kan ikke længere slå en kile ind mellem Italien og Frankrig. Han kan heller ikke gøre sig forhåbninger om at presse de baltiske lande eller Polen til at bøje nakken, for de har absolut intet ønske om at igen at blive ofre for russiske stormagtsambitioner. På samme måde tyder det på, at den nye tyske koalitionsregering mellem SPD, de Grønne og FDP har lagt en noget hårdere og mere uforsonlig linje overfor Rusland og andre autoritære magter end Angela Merkel, men Tyskland ser stadig sig selv som en stabiliserende og fredsskabende magt i midten af Europa. Den nye tyske regering er rykket tættere på Macrons visioner for et mere suverænt og forenet Europa, også i forsvars- og sikkerhedspolitikken, og de vil strække sig langt for at finde et solidt kompromis i hjertet af EU.
EU´S BLØDESTE BUG ligger i den sydøstlige del af Europa. Cypern har indgået en aftale, hvor de lader russiske krigsskibe bruge deres havne. Grækenland har underskrevet store gasaftaler med Rusland, der føres ind i landet via den transadriatiske gaslinje og Turkstream linjen. Selv under vinterens energikrise har Putin gjort et stort nummer ud af at Rusland holder hanerne åbne til Grækenland. På samme måde sendte Rusland fly til Grækenland, der hjalp med at slukke sommerens mange brande, så grækerne fik ikke kun hjælp fra EU-landenes brandslukningsfly, men også fra Moskva.
Det svageste led i EU-beslutningskæden er og bliver dog Orbáns Ungarn. Orbán ligger i en hård politisk konflikt med resten af EU på grund af hans gentagne krænkelser af unionens retsstatsprincipper, og han vil muligvis se sit snit til at knytte endnu tættere bånd til Moskva. Under coronakrisen importerede Ungarn i stor stil vacciner fra både Rusland og fra Kina, og Orbán har samarbejdet tæt med Rusland for at udbygge atomkraften i Ungarn.
SOM EN UNION med 27 medlemslande, der ikke altid har samme interesser, har det til tider været svært at finde fodslag i udenrigspolitikken og træffe hurtige beslutninger i internationale kriser. Problemet er forstærket i takt med, at ikke mindst Rusland og Kina i de senere år har forsøgt trække de øst- og centraleuropæiske lande mod øst. I en verden, hvor den internationale retsorden er truet, og de autoritære magter søger at destabilisere den gamle orden, er der også mindre forudsigelighed end tidligere.
Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, har slået til lyd for, at EU bør indføre kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigspolitikken - i det mindste når det gælder vedtagelse om indførsel af sanktioner eller menneskerettigheder. Og Josep Borrell ønsker også, at det skal gælde fælles fredsbevarende missioner.
De er ikke alene om det ønske. Frankrig og Tyskland har i flere omgange udtrykt ønske om at gå over til kvalificerede flertalsbeslutninger - det skete bl.a. på Meseberg-mødet i juni 2018. Helt konkret vil det kræve, at man opnår et dobbelt flertal, der består af mindst 55 pct. af EU´s medlemslande, og at de skal repræsentere mindst 65 pct. af unionens befolkning. Man behøver ikke at lave en reform af unionstraktaten for at indføre kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigspolitikken. Der findes en ”passerelle” i traktatens artikel 31 (3), som giver Det Europæiske Råd mulighed for ved enstemmighed at overføre udvalgte dele af udenrigspolitikken. I enkelte medlemslande som bl.a. Danmark skal det nationale parlament også tages med på råd for, at det lader sig gøre.
IDEEN OM AT indføre kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigspolitikken kan møde modstand fra måske 10-11 medlemslande, og selv Rådets præsident, Charles Michel, har forsvaret princippet om enstemmighed. Problemet er bare, at status quo svækker unionen. Og risikoen for at autoritære stormagter som bl.a. Rusland og Kina vil bruge det til at underminere og svække EU er stor.
Nogle medlemslande, ikke mindst i det sydøstlige Europa, har manglet den fornødne rygrad. De magter ikke at stå imod det ydre pres, når kineserne kommer rendende med penge, køber havne i EU-lande og bygger silkeveje ind i Europa, eller når russerne skruer op for gassen eller lokker med billige vacciner. Sidste forår blokerede Ungarn to EU-resolutioner. Den ene kritiserede Kina for at slå ned på menneskerets- og demokratiaktivister i Hong Kong og den anden krævede en våbenhvile mellem Israel og Palæstina.
EFTER DET ORBAN-SHOW krævede den daværende tyske udenrigsminister, socialdemokraten Heiko Mass, at vetoretten i EU´s udenrigspolitik bør fjernes, også selv om det kan betyde, at Tyskland nogle gange kan blive stemt ned. Han ville ikke længere acceptere, at EU holdes som gidsel af folk, der som Orbán lægger den europæiske udenrigspolitik i fodlænker med deres nationale vetoer.
I EU´s kernelande håber mange på, at Viktor Orbán vil miste sit parlamentariske flertal og blive stødt fra magten den 3. april, når der er valg til den ungarske nationalforsamling, men hvis han bliver siddende, så er det højest sandsynligt, at han fortsætter med at smide grus i maskineriet. Og Putin vil heppe på ham og gøre alt for at trække Ungarn endnu længere mod øst.
Flere af de mindre EU-lande, som bl.a. Belgien, Holland, Finland og Sverige, er begyndt at støtte ideen om at indføre kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigspolitikken. De har indset, at de ikke mister magt og suverænitet ved at gøre det. De kan faktisk få indflydelse på nogle af de fælles EU-beslutninger, og dermed bidrage til at minimere stormagternes magt over vores fælles fremtid og sikkerhed.
SÅ LÆNGE EU IKKE kan træffe hurtige beslutninger med kvalificeret flertal, så er det svært at forestille sig, at Macron, Scholz og Europa-Kommissionen kan fuldføre drømmen om at gøre EU til en stærkere og mere suveræn magt med styrke til at sætte sig igennem på den globale arena. Sker det ikke, er der stor sandsynlighed for, at Rusland, Kina og andre magter vil erobre mere terræn i det geopolitiske magtspil, hvor USA er trængt og svækket af flere års imperial overanstrengelse.
Frankrig og Tyskland kan stadig forsøge at tale på europæernes vegne, hvis det lykkes dem at nå frem til forhandlingsbordene i Normandiet-formationen eller andre foraer, men der er stor risiko for, at de fortsat vil stå i skyggen af USA og vil blive behandlet som underhunde i det globale magtspil. I det lys kunne det være forfriskende, hvis den danske regering i forhandlingerne om en ny Europapolitisk aftale mellem Folketingets partier turde sætte spørgsmålet til debat. Er det ikke også i dansk kerneinteresse at støtte, at vi indfører kvalificerede flertalsbeslutninger i EU´s udenrigspolitik? Det spørgsmål trænger sig virkelig på. Den aktuelle Ukraine-krise understreger det med al tydelighed.
Indlægget blev første gang bragt i POV international torsdag den 27. januar
Commentaires