Search
  • Bjarke Møller

Putins pyrrhussejr - og kommende nederlag

Putins krig i Ukraine har ikke styrket Rusland. Den har forvandlet præsident Putin til en paria og isoleret Rusland på den globale arena. Krigen har samtidig styrket sammenholdet i EU og et mere geopolitisk EU er trådt i karakter på verdensarenaen.



DET SENDTE kraftige rystelser gennem hele Europa, da Ruslands præsident Putin torsdag den 24. februar sendte sine tanks ind over Ukraines grænser. Den dag begyndte et nyt Europa at tage form. Dagen var et afgørende vendepunkt i det moderne Europas historie. Mange frygtede, at den russiske hær med sin våbenmæssige overmagt ville være i stand til at erobre nabolandet og indtage Kyiv i en blitzkrig.

Allerede på forhånd havde USA´s præsident Joe Biden, NATO og EU-landene tilkendegivet, at de ikke ville sende tropper ind i Ukraine for at forsvare den demokratiske stats ret til uafhængighed. Var det et svaghedstegn, at man ville lade 44 millioner ukrainere kæmpe for sig selv? Ingen i Vesten var villige til at kæmpe for det ukrainske demokrati, lød dommen fra flere meningsdannere. Men mådehold var et klogere træk, for en åben krig mellem Rusland og NATO kan i værste fald eskalere til en altødelæggende atomkrig.



Foto: Ministry of Defence of Ukraine, Photo military journalist Taras Gren

DET GJALDT om at holde hovedet koldt. På begge sider af Atlanterhavet udsendte regeringslederne i de demokratiske lande stribevis af advarsler til Putin om ikke at krydse den røde linje. I dagene op til invasionen udsendte de vestlige lande gentagne trusler om at indføre hårde økonomiske sanktioner, og både den franske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler Olaf Scholz kæmpede til det sidste for at finde en diplomatisk og fredelig forsoning. Putin valgte at ignorere dem.

Han følte sig på magtens tinde, hvor han ikke længere tolererede modsigelser. Han ville have revanche for det store tab, som han følte, at det russiske folk har lidt efter Sovjetimperiets sammenbrud i 1991. Den postsovjetiske nostalgi og længslen tilbage til det tabte imperium var tydelig. Han ville sætte sig i respekt overfor et NATO, som han følte rykkede tættere på Ruslands grænser. Han opfandt en forestillet trussel om, at Ukraine - der i dag er en demokratisk, frihedselskende og fredelig europæisk nation - er overtaget af nynazister og ekstreme nationalister. Det var nyttesløst at minde ham om, at Ukraines præsident Zelenskij selv er jøde. Og den ekstreme nationalisme og autoritære politik er blevet Putins egen praksis. Han kritiserede sit eget spejlbillede. Men hans paranoia er steget under de sidste to års coronapandemi, han virker mere isoleret og han ser fjender overalt. Er dette en ny variant af Shakespeares Macbeth, eller overgår virkeligheden tragedien i barokkens teater?


Putin og Hobbes


PUTIN ER langt hinsides det punkt, hvor han lytter til nogen. Og som en del af sit egocentrerede teater har han ydmyget sin efterretningschef på åben skærm, så alle kan se, hvem der har den absolutte magt. Han har truet med at bruge atomvåben for at sætte trumf på. Så ingen misforstår hans vilje til magt. Stor magt. Den hobbesianske verden, hvor alle opfører sig som ulve mod ulve, er Putins foretrukne arena. Han føler ubehag ved den mere kantianske europæiske orden, hvor freden skabes via international ret, demokratiske love og frie borgeres samvirke og samhandel. Han har i årevis forsøgt at destabilisere det europæiske samarbejde med hackerhære, besættelse af Krimhalvøen, orkestrerede migrantstrømme og taktiske alliancer med illiberale politikere som Viktor Orbán, Marine Le Pen, Matteo Salvini og andre på den ekstreme højrefløj, som er nyttige redskaber i kampen for at sabotere EU indefra.


TIDLIGT OM morgenen, den 24. februar 2022, holdt Putin en tale til det russiske folk, hvor han forsøgte at begrunde, hvorfor han havde besluttet at sende sin hær ind i Ukraine. Talen vil givet blive studeret af fremtidige historikere. Nogle vil betragte det som et øjeblik fyldt med megalomani og imperialistisk fanatisme. Andre vil lægge mærke til Putins kamp for at legitimere sin krig. Han appellerede til russernes patriotiske følelser og henviste også til den store patriotiske krig mod nazi-Tyskland.

I hans egen optik er det en fremgangsmåde, som de vestlige magter har anvendt tidligere: Bombardementerne af Serbien og Milosevic under Balkankrigen, fjernelsen af Gadaffis styre i Libyen, intervention i Syrien og krigen i Irak. Vestens folkeretsstridige krig i Irak blev med Putins ord iværksat på ryggen af et ”system af løgne” om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Og det har han på en måde ret i. Som Putin ser det, kan han med lige så god ret invadere sit naboland, som han føler truer Rusland. Den ene forbrydelse legitimerer åbenbart den næste. “Hvor er retfærdighed og sandhed her?” spurgte Putin i sin tale og svarede selv: ”Det er bare totale løgne og hykleri.” Ekkoet af Macbeth er tydeligt. Eller er det Hobbes, der spøger i Putins bevidsthed? For Thomas Hobbes er det at lyve en vigtig del af politik. Man skal også bedrage sine modstandere for at vinde magt på deres bekostning. For Hobbes er det etisk set lige frem nødvendigt. Det diktum har Putin taget til sig.


HAN KALDER USA for et ”imperium af løgne”, men er det ikke mere et spejlbillede af ham selv? For hvem kan skelne fakta fra løgne i et Rusland, hvor Putins propagandamaskine og hackerhære for længst har skabt en ny virkelighed, som det nu ser ud til, at også Putin selv er blevet offer for? For de historier, vi fortæller hinanden og bombarderer hinanden med over lang tid, ender med at ændre vores perception af virkeligheden. Putin føler, at de vestlige magter længe har forfulgt en klar strategi med ”inddæmning” af Rusland. Med krigen i Ukraine forsøger han slå igen. På den hårde måde. Også for at demaskere det, han forestiller sig, er et svagt og splittet Vesten, der slikker sårene efter 20 års fejlslagne krige i Irak og Afghanistan, og hvor de transatlantiske relationer endnu ikke er helt genopbygget efter fire Trump-år fra 2017-2021.


Putins hovmod


PUTIN HAR forberedt dette øjeblik længe. Ruslands valutareserver til en værdi af 630 mia. dollars bugner, det russiske militær er blevet moderniseret med nye generationer af våben, Putin har testet, hvordan man laver invasioner fra Georgien til Krim-halvøen og derefter få herredømmet. De vestlige sanktioner, der er indført efter 2014-invasionen på Krim, har slet ikke afskrækket ham. Mange EU-lande og ikke mindst Tyskland er dybt afhængig af russisk olie og gas. Over 40 pct. af EU-landenes gas og 25 pct. af olien importeres fra Rusland. Måske har Putin set den energimæssige og økonomiske interdependens som Ruslands store forsikringspolice? Den burde i teorien få EU-landene til ikke at vælge den bløde magt og bløde sanktioner frem for hårde sanktioner. Det har nok været en del af Putins risikovurdering.


EUROPÆERNES store afhængighed af autoritære fossile magter og mangel på en fælles forsvarskapacitet er i dag EU´s største akilleshæle.

Så Putin kunne med en vis ro i sindet se sit snit til at invadere Ukraine og manifestere Rusland som en stormagt, der har militær og økonomisk styrke til at hævde sin interessesfære trods voldsomme protester fra Vesten. Det er et signal til hele verden om, at Rusland ønsker at slå sig op i den tungeste sværvægtsklasse. Make Russia Great Again kunne man kalde det. Ikke underligt, at Donald Trump straks skrev, at Putin er et ”geni”, der har lavet et ”brillant” træk. Så hvem i Vesten føler sig tryg ved tanken om, at Trump måske kan genvinde præsidentvalget i USA i 2024? Havde Trump i dag været præsident i stedet for Joe Biden, havde Putin uden tvivl haft langt bedre muligheder for at lykkes med sit forehavende.


IKKE DESTO mindre synes hans mål nu at være at få indsat en Ruslandsvenlig vasalregering i Kyiv og få kontrol med det ressourcerige land, der har masser af råstoffer i undergrunden og er et stort landbrugsland. Lykkes operationen, vil Rusland reelt stå langt stærkere i forhold til fremtidens geopolitiske kampe om råvarer. Samtidig vil han hindre, at Ukraine en dag bliver medlem af NATO og EU. Det skal være en del af den russiske interessesfære, og nabolandet Belarus har allerede vist, hvad det betyder. Ikke alene gav diktatoren Lukasjenko Putin lov til at opmarchere titusinder af russiske soldater og kampvognsstyrke i Belarus. Nu har Lukasjenko også fået ændret forfatningen i Belarus, så det igen bliver muligt at opstille atomvåben i landet. Han opererer uden tvivl på Putins instrukser.


PUTIN ER imperiebyggeren, der vil have flere lydstater. Man bør ikke ignorere, at der er rationelle motiver bag Putins invasion i Ukraine. Det vil være uklogt at reducere magtmennesket Putin til en galning, der venter på en psykiatrisk diagnose. For så undervurderer vi vores modstander i kampen for at forsvare demokratiet i Ukraine.

På trods alle advarsler fra Vesten løb Putin en kalkuleret risiko og sendte de russiske soldater ind over grænsen fra både Belarus i nord, fra Rusland i øst og fra Krim-halvøen mod syd. Det kan dog vise sig at være hans største strategiske fejlvurdering nogensinde. Han vil sprede maksimal frygt, og som enhver anden despot tror Putin, at han kan true folk til at makke ret ved at sætte dem en skræk i livet. Han har bildt sig ind, at det ukrainske broderfolk frivilligt ville bøje sig, så han bad i sin tale den ukrainske hær om at nedlægge våbnene. Sådan er det dog slet ikke gået.


Modstand på slagmarken


KRIGEN i Ukraine kan meget vel ende som en Pyrrhus-sejr. De første sejre på slagmarken kan snart forvandle sig til større nederlag. Ikke kun militært, men frem for alt økonomisk, diplomatisk og geopolitisk. Putin har troet, at ukrainerne hurtigt vil bøje nakken for den russiske overmagt. Men de første få dages krig har vist, at han har taget grueligt fejl.

Siden i torsdags har de militært set underlegne ukrainere holdt stand i Kyiv, og russerne har mødt meget mere modstand, end de havde forudset. Det russiske militær har erobret Donbas-regionen, taget kontrol med Donetsk og Luhansk, de har bombet byer som Mariupol, og de er rykket ind i Ukraines næststørste by, Kharkiv. Den russiske knibtangsmanøvre har foreløbig handlet om at erobre den del af Ukraine, der ligger øst for Dnepr-floden, men måske har Putin appetit på meget med. Ingen ved, hvor langt han vil gå. Her søndag annoncerede han samtidig, at han har forhøjet Ruslands atomberedskab. Det er en advarsel til hele verden om ikke at blande sig. Det er samtidig et forsøg på at true ukrainerne til at opgive kampen. Det gør de ikke. Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij er ikke flygtet ud af landet, men kæmper tappert videre side om side med andre ukrainere. Hvilken kontrast. Resten af verden behandler nu Putin som en paria, mens Zelenskijs heroiske kamp har ikoniseret hans heltestatus.


KRIGE HAR ofte deres egen infernalske logik. Mareridtsscenariet er, at det hele eskalerer. Den trængte og paranoide Putin, der gemmer sig bag Kremls mure, kan vende sin sårede stolthed til nye vilde træk på slagmarken. Ii desperation over den modgang, de møder i byerne, kan russerne taget meget hårdere militært isenkram i brug.

Det vil være et mareridt, hvis den russiske hær f.eks. indleder massebombardementer i storbyer som Kyiv, Kharkiv og andre steder. Vi har tidligere set i Aleppo i Syrien, hvad russiske bombefly og missiler er i stand til, da de i 2016 sammen med Assads hær var med til at forvandle en af verdens ældste byer til en ruinhob. Hvis de gør det, kan Putin godt vinke farvel til drømmen om at få en lydig vasalstat, der er let at fjernstyre fra Kreml. Det ukrainske folk har en kolossal kampvilje, viser de første dages kampe, og den vil givet blive endnu større, hvis Putin laver massebombardementer og gør sig skyldig i folkemord.

Vi har set civile ukrainere blive udstyret med Kalashnikov geværer, og hvis den ukrainske hær lider store nederlag på slagmarken, kan det ende i guerillakrig i byerne. Ukrainerne var nogle af de mest hårdføre krigere i Anden Verdenskrig, og Putins soldater kan slet ikke mønstre den samme kampmoral i en krig, der er meningsløs og savner en højere legitimitet.


I DE SENESTE dage har stribevis af EU-lande besluttet at sende våben til Ukraine. Selv Europa-Kommissionen har skrevet historie og fundet penge i budgettet til at købe våben ind til Ukraine. Søndag besluttede EU´s udenrigsministre 450 mio. euro. Den danske regering har besluttet at sende 2600 panserværnsvåben, og selv det ellers så neutrale Sverige vil sende 5000 antitankvåben. Og det ellers så pacifistiske Tyskland, der siden Anden Verdenskrig har gjort militær moderation til en dyd, og som har ført en mere forsonlig Ost-politik i forhold til Moskva, er nu vendt rundt. Den tyske regering sender 1000 antitank våben og 500 Stinger-missiler til Ukraine. Hvad er resultatet? Putin har med sin aggressive fremfærd fået EU og EU-landene til at rykke tættere sammen og vise en hidtil uset solidaritet med et truet naboland. Det kan samtidig indvarsle fremkomsten af et mere geopolitisk EU, der også får en stærkere militær dimension. Eksporten af våben til Ukraine vil uden tvivl blive set som en del af dette nybrud.


Den nye europæiske solidaritet


OVER EN halv million ukrainere er flygtet ud af landet, siden krigen er startet, vurderer FN´s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi. Europa er på vej mod den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Trækker krigen ud, kan måske op imod 4,5 millioner af ukrainere følge efter og søge tilflugt i EU. Alle EU-lande - og selv Danmark der har ført en meget stram udlændingepolitik - har sagt ja til at tage imod dem, der flygter fra krigen i Ukraine. Det kan muligvis også foranledige en nytænkning i udlændingepolitikken, som måske over tid ender med at blive mere europæiseret.

De sociale medier i de vestlige lande strømmer over med solidaritetserklæringer til det trængte og truede ukrainske folk. Midt i krigens kaos er de med et slag definitivt gjort til europæere.


SIDEN PUTINS invasion af Krim-halvøen har EU landene lavet sanktioner imod Rusland, EU har udbygget sit samarbejdet med Ukraine via en associeringsaftale, og EU har siden 2014 givet over 17 mia. euro i støtte og bistand til Ukraine. Mange har forestillet sig, at det kan tage mange, mange år, før Ukraine kan blive optaget som medlem i EU. Men måske vil erfaringerne med krigen fremskynde den dag og accelerere processen? Det er højest tænkeligt. Krigen har skabt en stærk emotionel forbindelse mellem ukrainerne og os i EU-landene, som ikke kan overvurderes. Eller som Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, sagde søndag: ”Over tid, hører de til os. De er en af os, og vi ønsker dem inde”, som en del af EU. Ordene ”over tid” er vigtige, for de betyder, at Ukraine stadig skal leve op til optagelseskravene for at blive medlem af EU. Det er nok tvivlsomt, at alle EU-lande er klar til at tage et så stort skridt, inden krigen er slut, og der er skabt et minimum af fred. For i EU´s unionstraktat har alle medlemslande i artikel 42,7 lovet at forsvare hinanden ved angreb udefra. Ikke desto mindre er Ursula von der Leyens udmelding opsigtsvækkende. Kan Ukraine bevare sin selvstændighed, er landet rykket et stort skridt nærmere et EU-medlemskab.


HVIS PUTIN troede, at han kunne trække Ukraine tættere til Rusland, og han kunne splitte det ukrainske folk eller europæerne, har han taget grueligt fejl. Ukrainernes kamp for frihed og demokrati er også blevet Europas kamp. Det er ikke længere bare juridiske og politiske værdier, der holdes skåltaler om. Deres værdi og betydning afgøres nu i en eksistentiel kamp på liv og død. Og Ukraine er blevet en frontlinjestat i kampen for disse værdier.

Putins invasionskrig har på effektiv måde knyttet europæerne tættere sammen, og de lidelser, som han påfører ukrainerne har forvandlet deres status ift. et kommende EU-medlemskab. Rent emotionelt hører ukrainerne nu til i hjertet af vores Europa. Denne krig har ændret alle de gamle ligninger. Krigen har også styrket den europæiske offentlighed og i EU-landene har der de seneste dage været holdt store fredsdemonstrationer. Europæerne står side om side med ukrainerne i råbet om fred, frihed og demokrati. Imod Putins autoritære regime, der forsøger at ødelægge den europæiske sikkerhedsorden og tvinge os tilbage til det 19. århundredes stormagtskoncert. Det ønsker europæerne ikke.


Putin har undervurderet EU


PUTIN HAR i flere år forsøgt at destabilisere og splitte Den Europæiske Union, men hans krig har styrket EU-samarbejdet. Under krigen er EU-landene rykket tættere sammen end nogensinde før. Som i andre store megakriser i de senere år har også denne ført til, at EU-landene har opfundet nye politikker og taget historiske beslutninger, der er skelsættende. Denne gang er et mere geopolitisk EU ved at tage form. Putin har været en fremkaldervæske, der har fået de 27 stats- og regeringschefer i EU til at erkende, hvorfor det er vigtigt, at man står sammen - alle for en - når et ydre geopolitisk chok som dette rammer fællesskabet. Allerede onsdag den 23. februar - dagen efter at Putin og den russiske Duma i strid med international ret havde anerkendt de to løsrivelsesrepublikker, Donetsk og Luhansk - vedtog EU-landene en hård økonomisk sanktionspakke.


EFTER torsdagens invasion holdt EU ´s stats- og regeringschefer et hasteindkaldt topmøde, hvor de vedtog en endnu hårdere sanktionspakke, der ramte finanssektoren, stribevis af rige russiske oligarker og de store russiske banker. Dagen efter fastfrøs EU også alle værdier i EU-landene, der ejes af Vladimir Putin, hans udenrigsminister Sergei Lavrov, Ruslands nationale sikkerhedsråd og de Duma-medlemmer, der stemte for anerkendelsen af Donetsk og Luhansk. Disse pakker var tæt koordineret med både Biden-administrationen i USA og Boris Johnsons regering i Storbritannien. De vestlige magter stod skulder ved skulder.

Alligevel var der EU-kritikere og meningsdannere, der fredag den 25. februar udtrykte stor skuffelse over, at EU - tilsyneladende - ikke var blevet enige om at udløse det økonomiske supervåben og stoppe russiske bankers adgang til SWIFT-betalingssystemet. Der blev spekuleret i, at bl.a. Tyskland, Italien og Ungarn havde modsat sig. Og forargelsen var stor, og flere medier skrev ledere om et EU, der havde svigtet og viste sig alt for svagt. Fulgte præsident Putin med fra Kreml, kunne han sikkert fornøje sig over disse tegn på splittelse i EU. Men historien holdt ikke.


LØRDAG stod det klart, at alle EU-lande støtter forslaget om at stoppe de russiske bankers adgang til SWIFT. Det er et økonomisk supervåben, der - hvis man skal stole på erfaringerne fra dengang Iran blev udelukket fra SWIFT-systemet - måske kan koste russerne op imod halvdelen af deres energieksport. Selv Putins nære politiske rejsefælle, Viktor Orbán, som Putin har kurtiseret i flere år, og som han holdt møde med den 1. februar, har stemt for alle de hårde økonomiske sanktioner.

Men ikke nok med det. Her i weekenden besluttede et enigt EU også, at Den Europæiske Centralbank indefryser den russiske centralbanks adgang til sine valutareserver. Det samme gør Federal Reserve i USA. Dette indgreb er endnu mere lammende for den russiske økonomi, da rublen ikke længere kan fungere som en konvertibel valuta. Rusland vil få meget svært ved at købe internationale varer, måske bortset fra i Kina, da man stadig holder nogle valutareserver i reminbi.


FASTFRYSNINGEN af centralbankens valutareserver kan iflg. nogle analytikere potentielt set udløse et bankrun i Rusland, hvor russiske borgere løber stormløb på bankerne for at få udbetalt deres sparepenge på et tidspunkt, hvor russiske centralbank ikke kan få adgang til op imod 2/3 af dens samlede valutareserver. Økonomien kan kollapse. Eller som David Frum fra The Atlantic har skrevet i en fremragende artikel, kan dette våben ”potentielt få hele det russiske banksystem til at gå bankerot og gøre rublen værdiløs”. Mandag faldt rublen med 29 pct., og den russiske centralbank følte sig nødsaget til at hæve renten fra 9,5 til 20 pct., så russerne ikke løber stormløb på deres sparepenge og skaber et bankrun, der kan udløse et finansielt krak. Der har allerede været lange køer ved bankautomaterne i Rusland. De har også måttet lukke aktiemarkedet i Rusland.


DET ER EN form for hybrid krigsførsel. Stormagters magt udøves ikke kun med militær og brutalitet på slagmarken. Krige kan også udkæmpes på andre måder, og de hårde økonomiske sanktioner svarer reelt til en strangulering af den russiske økonomi. Endnu har EU-landene ikke taget det ultimative skridt og indført en energiembargo og lukket helt for importen af olie og gas fra Rusland. Så der flyder stadig en penge tilbage til Putins krigskasse fra os europæere. EU-landene importerer energi fra Rusland for omkring 60 mia. euro om året, og siden krigen brød ud, har russerne i runde tal fået lidt over 650 mio. euro fra EU-landene.

Så længe Europa ikke har fuld energimæssig uafhængighed, er det svært at lukke gas- og oliehanen helt. Med mindre vi ønsker en ny energikrise som den, der i 1973 fik Anker Jørgensen til at indføre bilfrie søndage og tvang danskerne til at skrue gevaldigt ned for varmen. Til forskel fra den gang, hvor de arabiske lande indførte embargoen mod USA og Vesteuropa, skal vi denne gang selv tage skridtet.


DET BRÆNDENDE spørgsmål er, om vi sætter kampen for frihed og demokrati over økonomisk vækst, brændstof til vore biler og ekstra varmegrader? Putin har ikke råd til at tage det skridt, for han er afhængig af energiindtægterne for at fortsætte sin krig. Men han står mere og mere isoleret. Og flere og flere vender ryggen til ham. Europæiske supermarkedskæder, som bl.a. Salling gruppen, er også begyndt at stoppe salget af russiske varer, de fleste EU-lande har nu lukket deres luftrum for russiske fly, russiske borgere kan ikke længere få visum til EU-lande og de russiske oligarker får fastfrosset deres midler i de europæiske banker. De første oligarker er nu begyndt at lægge pres på Putin for at indlede fredsforhandlinger. Hvor længe kan han holde til det indre pres?

Måske er det derfor, at Putin her tidligt mandag gav grønt lys for fredsforhandlinger med repræsentanter for den ukrainske regering. Men hvem tør stole på Putin?


Ny politisk virkelighed


KRIGEN ER et politisk vendepunkt for Europa, og det stod tydeligt søndag, hvor den tyske kansler, Olaf Scholz, holdt en skelsættende tale i den tyske forbundsdag, hvor han tog klart afstand for det, han konsekvent kaldte for ”Putins krig”. ”Med angrebet på Ukraine forsøger Putin ikke alene at udslette et uafhængigt land fra verdenskortet. Han ødelægger også den europæiske sikkerhedsorden, som har været fremherskende i næsten et halvt år århundrede siden Helsinki-aftalerne,” sagde han.

Det er ikke russerne som sådan, der er fjenden, men deres enerådende hersker. ”Putin vil genetablere et russisk imperium. Han vil lave en grundlæggende ny orden i Europa, og han er ikke bange for at bruge magt,” fastslog Scholz. ”Vi må investere mere i vores lands sikkerhed for at beskytte vores frihed og demokrati”. Han bebudede i talen en kraftig oprustning af det tyske forsvar med 100 mia. euro ekstra her i 2022, og fra 2024 vil Tyskland bruge 2 pct. af BNP på sit forsvar. USA har længe presset på for at få alle NATO-lande til at spendere så meget, men i sin tale nævnte Scholz ikke USA med et eneste ord.


SCHOLZ ØNSKER stærke alliancer og et stærkt NATO, men han lagde ikke skjul på, at det i første række er via et langt stærkere EU, at Tyskland fremover skal varetage sine interesser og forsvare sig i fremtiden. Han nævnte bl.a., at “vi her i Europa vil bygge den næste generation af kampfly og tanks sammen med vore europæiske partnere, og i særlig grad Frankrig.” Han vil investere mere i Eurofighter kampfly og Eurodroner. Scholz sagde, at den europæiske suverænitet og handlekraft må styrkes. ”For Tyskland og alle andre medlemslande i EU handler det ikke om at spørge, hvad man kan hive ud af Bruxelles. Man bør i stedet spørge, hvad der er den bedste beslutning for vores union? Europa er vores handlingsramme. Kun når vi begriber det, kan vi besvare vores tids store udfordringer,” lød det fra Scholz.


DEN TYSKE trafiklysregering arbejder tæt sammen med den franske præsident Emmanuel Macron, der for tiden har EU-formandsskabet. Et Tyskland, der investerer massivt i at udbygge sit forsvar, kan samtidig åbne døren til, at der kommer meget mere realisme og rygrad bag drømmen om en europæisk forsvarsunion. Den fransk-tyske akse ønsker at sætte ekstra turbo på det europæiske forsvarssamarbejde i et EU, der i fremtiden bedre kan tage vare på sin egen sikkerhed og forsvare demokratiet i Europa. Krigen i Ukraine vil give ekstra momentum til de kræfter, der ønsker reformer i EU, som styrker unionens geopolitiske handlekraft. Hvis Putin har ønsket at svække EU, har han opnået det stik modsatte. Tyskland er vågnet fra deres dvale og et nyt geopolitisk EU er ved at tage form.

En tredje central melding i Scholz-talen er, at Tyskland nu ønsker at accelerere omstillingen til vedvarende energi, så vi kan i Europa kan frigøre os fra afhængigheden af olie og gas. ”Vedvarende energi er frihedsenergi,” sagde den liberale finansminister Christian Lindtner, der her lånte et gammelt slogan fra De Grønne. Den nye trafiklys-regering har definitivt forladt den mere fodslæbende og forsigtige politiske tilgang, som forgængeren Angela Merkel var kendt for. Og alle tre partier spiller tæt sammen.


SCHOLZ-REGERINGEN tør midt i krisen gøre op med gamle tyske tabuer, og er samtidig præget af ekstrem realisme. Den grønne vicekansler og økonomi- og energiminister, Robert Habeck, har f.eks. åbnet op for en midlertidig forlængelse af atomkraften i Tyskland, hvis det er nødvendigt. Hans ministerium studerer alle muligheder for, hvordan man i vinteren 2022/23 kan klare sig uden russisk energiimport, men Habeck har samtidig gjort klart, at det langsigtede svar ligger i de vedvarende energikilder. Derfor har regeringen lagt op til massive investeringer i vedvarende energi og åbner også op for flere subsidier til de tyske familier. Samtidig har den tyske regering også truffet en vigtig sikkerhedspolitisk beslutning om at stoppe den endelige godkendelse af NordStream2 gaslinjen.


FRIGØRELSEN fra afhængigheden af russisk gas skal accelereres. Man går nu i gang med at bygge to store LNG-gasterminaler, så Tyskland kan importere gas fra andre lande end Rusland. I fremtiden skal de bruges til at importere brint fremstillet på vedvarende energi.

Krigen i Ukraine har været et wake up call til fremtiden. Ikke kun for tyskerne, men for hele Europa. Krigen kan meget vel føre til, at EU-landene nu beslutter sig for at øge investeringerne i den grønne omstilling, så man fremskynder den dag, hvor unionen bliver uafhængig af energiimport fra autoritære magter, hvis værdier vi ikke deler. Eller som Scholz sagde: “Udfordringen er bæredygtigt og permanent at styrke den Europæiske Unions suverænitet. Muligheden består i at bevare den enhed, som vi har demonstreret i de sidste få dage”.


Bjarke Møller er journalist og forfatter til bogen, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt.” Future 21, 2021.








17 views0 comments