Search
  • Bjarke Møller

Nej, Europa har ikke brug for en ny Merkel-klon




Mange vil savne den tyske forbundskansler, Angela Merkel, når hun efter søndagens forbundsdagsvalg træder tilbage efter 16 år ved magten. Hun har været kåret som verdens mægtigste kvindelige leder og i en lang årrække optrådt som Europas ukronede politiske dronning. Som forvalteren i midten, der kunne få EU-landenes ledere til at mødes i kompromisser selv i svære kriser. Hun har været inkarnationen af stabilitet. På imponerende vis har hun siden den 27. november 2005 og til i dag udelukkende haft positive ratings i Tyskland for sin regeringsførelse. Det er enestående i et Europa, hvor det politiske landskab i kølvandet på den lange hale af globale megakriser - fra terrorattentatet den 11/9 2001 til coronapandemien - har været ekstremt turbulent.

Merkel var nok blevet genvalgt, hvis hun havde valgt at fortsætte. I den forstand træder hun ind i det fornemme selskab af tilbagetogets helte - en betegnelse, som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger engang opfandt for de store europæiske ledere, der som Mikhail Gorbatjov i Sovjetunionen til den socialliberale spanske ministerpræsident Adolfo Suarez, forstod at træde tilbage, at give afkald på magten og at rømme uholdbare positioner som ”demontagens specialarbejdere”.

I stedet for de ”bittesmå statsmænd”, der konstant puster sig op som Orbán, Trump, Putin og Erdogan, der klamrer sig til magten, forstår Merkel, at tiden er til at abdicere. Og måske endda - som hun har indrømmet i et interview - at tage en lille lur.

Den protestantiske præstedatter fra Østtyskland, der tog en doktorgrad som kvantefysiker, snød alle mændene i kampen om magten efter genforeningskansleren, Helmut Kohl. Siden har hun været den tålmodige forvalter, der har regeret med stor ydmyghed og endda levet mådeholdent i en helt ordinær lejlighed i Berlin. Magten er ikke steget hende til hovedet, hvilket vi ofte ser både mandlige og kvindelige regeringschefer forfalde til. Det kalder på respekt. Stillet overfor de mange mig-først og nationen-først bosser, der beruser sig i magten, indtil de sidst bliver helt autoritære og kontrolsøgende, symboliserer Angela Merkel gamle dyder, som mange for længst har mistet troen på.


Wir schaffen das


Det er blevet sagt under valgkampen, at den socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, fornemste kvalitet er, at han ligner og opfører sig som Merkel. Han ”Merkler” den til magten. Som en look-a-like, der alfaderligt og med et blidt og roligt blik kan udfylde tomrummet efter landsmoderen. Uden de store visioner, men under hovedparolen ”Scholz pact das an.” Metabudskabet er, at Tysklands fremtid er i trygge hænder, for Scholz lover, at han ”tackler det”. Det minder til forveksling om et andet slogan, som Merkel blev berømt for, også udenfor de tyske grænser.

Under Europas store flygtningekrise i 2015 var Merkel både elsket og hadet for ordene om, at ”Wir schaffen das”. Vi klarer det. Det er der stadig en del, der foragter hende for, og de forlanger mere og mere pigtråd til at forsvare den hvide mands Europa mod folkemasserne fra øst og syd. Men Merkel fik faktisk ret. I Tyskland kom over halvdelen af flygtningene i arbejde, og de bidrager. Og det kan blive et plus i et land, der i de kommende årtier vil mangle arbejdskraft i stor skala. Alle tyske partier - bortset fra det højreekstreme protestparti, AfD - står fast på de internationale konventioner og siger ja til at tage imod en betydelig andel FN-kvoteflygtninge hvert år. I år ventes Tyskland at tage op imod 100.000 kvoteflygtninge og målt pr. indbygger svarer det til, at Danmark i givet fald skulle tage lidt over 6800 kvoteflygtninge. Pt. er det danske loft 500, men i praksis er det færre. Relativt tager tyskerne mere end tretten gange så stort ansvar for verdens flygtningeproblemer som vi danskere, og de overgår også Sverige og Norge, der sidste år tog imod over ti gange så mange kvoteflygtninge som Danmark.


Stærkt moralsk kompas


Trods det er den tyske valgkamp på intet tidspunkt endt som en kopi af den danske udlændingedebat, hvor magtkampene sker med stadig hårdere krav på kant med både flygtningekonventioner og international ret. AfD har fået det danske socialdemokrati som sit forbillede, men de er isoleret og marginaliseret i den tyske samfundsdebat. For Tyskland er anderledes, og uanset hvor meget danske meningsdannere forsøger at læse omverden med danske briller og foregøgle, at de andre sandelig ser op til os, er det en provinsiel fortælling, der ikke har blik for de forskelle, der gør en forskel.

Det moderne tyske demokrati er født i ruinerne fra anden verdenskrig, og tyskerne, som de er flest, har et stærkt moralsk kompas, der er formet i et historisk selvopgør med nazismen, holocaust og de etniske udrensninger. Tyskland har i efterkrigstiden været en ihærdig forsvarer af FN, de internationale konventioner og et stærkt europæisk samarbejde, så nationalstaterne aldrig igen går i krig med hinanden. At den tyske udlændingedebat er anderledes, hænger tæt sammen med flere generationers moralske og politiske lederskab, og i de senere år frem for alt Angela Merkels personlige lederskab.

Under 2015-krisen var Tyskland sammen med Sverige det mest generøse land, og Merkel trådte i karakter som en modig leder, der turde forsvare humanismen og de internationale asylrettigheder. Året efter fik hun smedet den vigtige samarbejdsaftale mellem EU og Tyrkiet, der var ret effektiv til at inddæmme migrationskrisen.

Det var også Merkel, der trådte i karakter som den frie verdens leder på FN´s Marrakesh-topmøde i 2018, hvor FN vedtog en mellemstatslig aftale om beskyttelse af migranters menneskerettigheder. Selv om aftalen var ikke-bindende, stemte Trumps USA imod sammen med Israel og de tre EU-lande, Ungarn, Polen og Tjekkiet, mens ekstremister, højrenationalister og anti-globalister verden over søgte at mobilisere de sociale mediers ekkokamre til et oprør mod aftalen. En del af de sidstnævnte vil sikkert juble, når Merkel er væk. Spørgsmålet er så, hvem der nu skal forsvare humanismen, anstændigheden og det internationale retssamfund, når Merkel er væk?


Menneskerettigheder er ikke til salg


Europa-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, er et muligt bud, for som hun sagde i sin State of the Union tale her for nylig, er ”menneskerettigheder ikke til salg”. Hun tog afstand fra at ”instrumentalisere mennesker”, der er på flugt, sådan som bl.a. Lukasjenkos autoritære regime har gjort i Hviderusland.

Samtidig slog hun til lyd for, at vi i Europa skal indgå en ny migrations- og asylpagt, hvor EU-landene - trods store uenigheder - finder et fælles kompromis om at hjemsende dem, der ikke har ret til at blive, og at vi samtidig byder velkommen til dem, der kommer på legal vis og som kan bidrage til vores samfund og økonomi. Det er lettere at sige både-og end at enes om en ny fælles EU-pagt. Her kunne Von der Leyen godt få brug for det moralske og politiske lederskab, som hendes partifælle, Angela Merkel, igennem mange år har praktiseret, når EU stod overfor store kriser, og man søgte at genopdage cirklens kvadratur og lave kompromisser, selv hvor landene var rygende uenige.

Nogle drømmer om mere og mere pigtråd og højere mure ved de ydre grænser, mens andre vil byde velkommen til de nødstedte flygtninge, der banker på Europas døre. Om ikke andet at sige ja til flere kvoteflygtninge fra FN af humanitære årsager eller at sige ja til flere kvalificerede arbejdsmigranter for at udfylde den arbejdskraftmangel, der kan tælles i millioner i de kommende år i EU. Motiverne er mange. For nogle politikere er det fornemste motiv dog at sikre genvalg ved næste valg, og det trumfer alle andre hensyn. Von der Leyen skal ikke genvælges, men hun skal tage bestik af de politiske strømme og muligheder i medlemslandene, så hun søger at formulere et kompromis, der bygger bro over de forskellige positioner.


Tyskland trænger til fornyelse


Merkel er ikke på genvalg, og CDU´s kanslerkandidat, Armin Laschet, ser slet ikke ud til at udfylde det tomrum, som hendes abdikation skaber. Hans grinende og slaskede optræden under sommerens store oversvømmelser har forårsaget uoprettelig skade.

Det behøver vi ikke at græde over. Tværtimod kan det blive godt for Europa, hvis riget i midten, Tyskland, får en regering ledet af socialdemokraten Olaf Scholz i koalition med De Grønne anført af Annalena Baerbock. De er begge meget pro-europæiske, og jo stærkere mandat, de får, jo større rolle kan de spille i EU´s reformdebatter. Bliver en rød-grøn regering afhængig af ekstra mandater fra enten de liberale i FDP eller Die Linke vil det begrænse deres muligheder for at tage et proaktivt lederskab også i EU og i debatten om fremtidens Europa. De liberale hænger fast i det sorte nul i finanspolitikken og vil helst stramme ind for sydeuropæere og andre regeringer med spenderebukserne på. Og Die Linkes NATO-modstand og deres EU-skepsis kan også udgøre stopklodser.

Ikke desto mindre trænger Tyskland til fornyelse. For Europas skyld må man faktisk håbe, at Scholz ikke viser sig at være en Merkel-klon. Eller som Jana Puglierin og Piotr Buras, fra European Council of Foreign Relations, skrev forleden i en større analyse: Mange af de mest presserende udfordringer, som Europa står overfor, er umulige at løse med Merkel-metoden.

”At gøre noget ved pandemien, klimaforandringer og den voksende geopolitiske konkurrence kræver ikke bare kosmetiske ændringer, men politisk opbakning bag mere radikale løsninger,” fastslog de. Sagt med andre ord: Merkels pragmatiske forvaltning skal afløses af en mere visionær og handlekraftig europæisk politik. Status quo og business as usual er ikke længere nok i en verden, hvor klimaforandringerne accelererer, den geopolitiske kappestrid mellem Kina og USA intensiveres, hvor autoritære magter i Europas nærområder søger at destabilisere, og hvor digitaliseringen og den globale konkurrence om strategiske teknologier truer med at efterlade Europa som et taberkontinent, der er dybt afhængig af andres magters råstoffer, teknologier og forskning.

Europa-Kommissionen og den franske præsident, Emmanuel Macron, har hver på deres måder lanceret forslag til, hvordan Europa i fremtiden bevarer sin strategiske autonomi. Kan EU med en mere proaktiv og strategisk innovationspolitik udvikle den næste generation af kritiske teknologier, og kan EU gennem en styrket forsvarspolitik også få en geopolitisk autonomi, selv når USA trækker sig tilbage til at forsvare sine egne nationale interesser?


Merkels store svaghed


I de år, hvor Donald Trump sad som præsident i USA, blev Angela Merkel betragtet som den frie verdens moralske og politiske leder, og hun udfyldte en vigtig rolle som garant for stabilitet, international ret og ordentlighed. Men samtidig var Merkel modstræbende overfor at tage en konfrontation med Ungarn og Polen og sætte tommelskruerne på Viktor Orbán og Jaroslaw Kaczynski, når de indførte nye autoritære tiltag, der er på kant med unionens værdier og den liberale retsstat. Den glidende undergravning af det liberale demokrati i disse lande kunne måske være undgået, hvis Merkel havde lagt et større pres på de to lande, der begge er meget afhængige af samhandel med Tyskland og direkte tyske investeringer. Men hun sad den ud. Lidt for længe.

I de kommende år er stabilitet og status quo principper ikke længere nok. EU skal også aktivt forsvare sine værdier og vise lederskab i forhold til de store udfordringer, som fællesskabet står overfor. Den generation af politikere, der fortsat klamrer sig til status quo eller længes tilbage til fortiden, risikerer at blive kørt over. Det har både Emmanuel Macron og Ursula von der Leyen indset. Både Tyskland og Europa trænger til reformer.

Noget af det, som nogle har betragtet som Merkels formidable evne til - som vi har set i EU´s mange kriseforhandlinger siden den store finanskrise i 2008 - at ”sidde den ud”, at vente tålmodigt og at søge forlig i små konsensusskridt frem, har samtidig været hendes store svaghed.

Tyskland er f.eks. et af Europas mere tilbagestående lande i digitaliseringen - målt på fibernet, mobildækning og digitalisering af den offentlige sektor - og landets infrastruktur er nedslidt efter mange års ekstrem sparsommelighed. Den ordoliberale dogmatik, der har cirkuleret omkring princippet om et sort nul i finanspolitikken uden gældsætning, har haft den konsekvens, at Tyskland i årevis har sparet løs og underinvesteret i kritisk infrastruktur.


Stabilitetskultur


Merkel roses ofte af mange for at have reddet euroen under eurogældskrisen, fordi hun holdt fast i ØMU´ens skrappe finanspolitiske disciplinkrav, og sammen med Kommissionen, Mario Draghi i Den Europæiske Centralbank og IMF tvang hun Grækenland og andre sydeuropæiske lande til en skrap sparekur. Men det sendte millioner ud i arbejdsløshed og dyb fattigdom. I stedet for at investere sig ud af krisen - herunder i Tyskland - og i stedet for at føre en ekspansiv finanspolitik som Obama i USA, valgte hun at gennemtvinge besparelser. Hun gjorde her den ordoliberale tyske stabilitetskultur til Europas ledende princip frem for solidaritet med de svage i Sydeuropa. Undervejs fik hun forsvaret nationale tyske interesser og reddet de store tyske forretningsbanker.

Men for Europa blev den hårde Merkel-kur imod finanskrisen et vendepunkt, der åbnede for en bølge af folkelig vrede, populisme og ekstremisme, som trak en lang hale af politiske tilbageslag efter sig, og Europa tabte igen vigtige skridt i forhold til USA, der kom meget hurtigere ud af krisen.

Til Merkels ære taler, at hun faktisk har formået at tage ved lære af de fejl, som blev begået under finanskrisen. Takket være hendes og Macrons tætte parløb fik EU under coronapandemien lavet en stor Next Generation lånepakke for 750 mia. euro, hvor man med fælles lån investerer i genopretningen af de kriseplagede økonomier. Det skete ikke med de fedte fems gode vilje, men Merkel, Macron og Kommissionen stod fast sammen med flertallet. Kommissionen fik også lov at suspendere ØMU´ens stramme krav til gæld og budgetunderskud, og Centralbanken købte statsobligationer op i så stor sti, at den tyske forfatningsdomstol begyndte at røre på sig.

Men Merkel var dygtig til at danse udenom, og hun forstod som en af de første europæiske statsledere, at pandemien krævede et helt særligt lederskab, der rakte ud over de snævre nationale interesser og netop kaldte på mere solidaritet. Det tjener hende til ære. Kommissionen fik nye beføjelser til at koordinere EU-landenes indkøb af bl.a. mundbind og vacciner, og efter startvanskeligheder kom EU så meget i omdrejninger, at man fik købt over 3 mia. vaccinedoser, og i august var over 70 pct. af europæerne færdigvaccinerede, så selv USA og Storbritannien ikke kunne følge med. Merkel fortjener ros for denne indsats.


Slingrende klimapolitik


Ingen ledere undgår at begå fejl, og Merkel har også begået sine. Nogle af dem har hun lært af. Andre når hun ikke at rette op på. Hun har f.eks. et stort ansvar for, at Tyskland har ført en slingrende kurs i klimapolitikken. Og det har også givet et negativ spillover til resten af EU, hvor det har været svært at lægge ekstra pres på fodslæbende nationer - herunder i Øst- og Centraleuropa, der har modsat sig for høje klimakrav, et farvel til kulkraftværkerne eller en omstilling af landbrugsstøtten.

Merkel mistede nemlig selv modet til at føre sin Energiewende helt igennem, og hun lyttede i for høj grad til lobbyinteresser. Efter den japanske Fukushima-ulykke traf hun en modig beslutning om at droppe atomkraften, men hun investerede ikke nok i en hurtig udbygning af vind- og solkraft, så Tyskland er i dag dybt afhængig af kulkraft. Faktisk kommer trefjerdedel af den tyske energiforsyning stadig fra fossile brændsler, så det er en af Europas største CO2-udledere målt pr. indbygger.

CDU/CSU har i mange år været fodslæbende i klimapolitikken, man har også gjort meget for at please de tunge industrier som stål-, kemi- og bilindustrien, mens man har haft svært ved at nå regeringens klimamålsætninger. I foråret kom en opsigtsvækkende dom fra den tyske forfatningsdomstol, der sagde, at regeringens klimapolitik er forfatningsstridig, fordi man ikke fordeler byrderne retfærdigt mellem de forskellige generationer og ikke har opstillet specifikke mål, der sikrer det.

Umiddelbart efter dommen besluttede koalitionsregeringen mellem kristendemokraterne og socialdemokraterne, at Tyskland skal begrænse sine CO2-emissioner med 65 pct. frem mod 2030, og at landet skal være CO2-neutralt allerede i 2045. Kursændringen kom for sent til at rette op på Merkel-æraens meget blandede klimaeftermæle. I ord og på internationale møder har hun ofte været proaktiv, men i handling har hun været fodslæbende og langsom. Og hendes godkendelse af Nord Stream2 gasledningen, der forlænger Europas afhængighed af fossile brændsler - og fastholder vores energimæssige sårbarhed ift. Putins Rusland - har kun gjort ondt værre.


Håb til Olaf Scholz


Får Tyskland en rød-grøn regering, er der større sandsynlighed for, at man i EU gradvist kan hæve ambitionsniveauet i den europæiske klimalovgivning, som skal aftales og udmøntes i fællesskabets Green Deal og dets Fit-for-55 program. Det sker måske ikke med det samme, men klima er det emne, som bekymrer de tyske vælgere allermest. En ny tysk regering kan i bedste fald frigøre sig fra Merkel-æraens slingrende og usikre gang i klimapolitikken. Sker det, vil det også smitte positivt af på Europas klimaambitioner. De grønne organisationer er stærkt kritiske overfor EU´s nye mål om en 55 pct. reduktion af CO2-udledningerne frem mod 2030, fordi det ligger tæt på business as usual og vil bringe os tættere på et scenarie, hvor temperaturstigningerne bliver 2,5 grader celsius eller mere.

Ifølge klimavidenskaben skal EU-landene mindst levere 65-70 pct. reduktion frem mod 2030, hvis vi skal stadig skal have en chance for at leve op til Paris-klimaaftalen fra 2015 om at stræbe efter temperaturstigninger på op til 1,5 grader celsius over det førindustrielle niveau eller et godt stykke under 2 grader.

Er man virkelig bekymret for klimaforandringerne, er der grund til at håbe, at Olaf Scholz ikke ender som en Merkel-klon, men at han faktisk tør sætte sig i spidsen for en meget hurtigere grøn omstilling af Tyskland. En rød-grøn regering må formodes at være mere åben overfor at gøre EU’s finanspagt lidt mere fleksibel – måske endda så der tillades flere grønne investeringer. Kan han kombinere det med mere offensive investeringer i kritisk infrastruktur, et markant løft af den tyske mindsteløn og bevare den sociale balance, kan Tyskland i bedste fald spille rollen som et lokomotiv, der løfter Europa hurtigere ud af den økonomiske krise i coronapandemiens kølvand.

Under valgkampen har spidskandidaterne ikke talt ret meget om Europa og EU´s fremtid, og en del iagttagere har udtrykt bekymring for det. Men det er hævet over enhver tvivl, at en rød-grøn regering vil fortsætte Tysklands pro-europæiske politik og holde fast i det tætte partnerskab med Frankrig. Det ligger dybt indlejret i det moderne Tysklands DNA. Olaf Scholz har under valgkampen besøgt Emmanuel Macron i Paris, og den grønne leder Annalena Baerbock har talt varmt for yderligere europæisk integration. De Grønne drømmer endda om, at forandre EU til en ”føderal europæisk republik”.

Kigger man på de to partiers programmer taler alt for, at de vil føre en mere proaktiv politik i nogle af de strategiske spørgsmål, end hvad vi har været vidne til i Merkel-æraen. Efter regeringsskiftet kan Macron sikkert finde bedre klangbund i Berlin for nogle af de visionære ideer om et mere demokratisk, grønt, strategisk og geopolitisk Europa, som han lancerede for fire år siden i sin berømte Sorbonne-tale. Hvis Tyskland får et mudret resultat, der fører til langvarige koalitionsforhandlinger i Berlin og et regeringsgrundlag fyldt med mange skrøbelige kompromisser, kan det dog trække i den anden retning. Det er stadig ganske åbent, hvordan udfaldet bliver.

En ting står dog klar. Meget vil være forandret, når Angela Merkel ikke længere sidder for bordenden i de afgørende forhandlinger. I Berlin såvel som i Bruxelles.


Indlægget blev bragt første gang hos POV International 22. september 2021

6 views0 comments