Search
  • Bjarke Møller

Klimaet på en knivsæg – kan Venstres plan gøre Danmark grønnere?


Af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling


Klima er vores generations største udfordring, sagde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen forleden i partilederrunden. Men leverer Venstres nye klimaudspil? Der er flere positive takter, men man har også skåret en del huller i osten. Først og fremmest er det positivt, at man vil investere 60 mia. kr. i klima og natur frem til 2030, så vi kan nå klimalovens mål.

Det er mere end, der indtil nu er sat af i finanslovene. Det er endda 15 mia. kr. mere end, hvad Enhedslisten fremlagde i deres klimaudspil i august. Det er ikke så ringe. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er der brug for langt større ambitioner og flere investeringer for at nå i mål med klimaomstillingen. Mere om det senere.




Danmark har indtil nu kun reduceret 40 pct. af sine CO2-emissioner siden 1990, og de forbrugsbaserede globale udledninger (inkl. vores CO2-fodaftryk fra de varer vi forbruger i Danmark, men som er fremstillet i udlandet) er kun sænket med 20 pct. Det kunne være fint med et forbrugsbaseret CO2-mål ved siden af klimalovens mål om at fjerne 70 pct. af de nationale CO2-udledninger, så vi kunne få et dobbelt bogholderi og ikke snyder på vægten ved at outsource vores klimaproblem. Men lad det foreløbig ligge.


Ved årets indgang manglede politikerne at finde 10,1 mio. tons for at nå klimalovens målsætning. Siden er der indgået en stribe grønne forlig under den socialdemokratiske regering, men mange af indsatserne indfases først i slutningen af tyverne, og man satser på at opsamle omkring 4 mio. tons CO2 med Carbon Capture teknologier, der stadig ikke er færdigudviklede. Men der mangler stadig noget. Der skal stadig fjernes over 5 mio. tons CO2.


Kriselektie: Nøl ikke!


Det koster dyrt, når man handler for sent. Det har vi også set under energikrisen. Danmarks kulimport er f.eks. øget med 6,8 gange i forhold til sidste år, fordi kraftværkerne har kæmpet for at erstatte den russiske gas, så CO2-udledningerne stiger sikkert i 2022. Så når regnskabet gøres op for hele året, kan det være, at vi er slået flere felter tilbage. I stedet for at spare endnu mere på energien og at sætte turbo på omstillingen, er der risiko for, at man ender med et nyt fossilt lock-in, der bringer os længere væk fra Paris-målene. Også derfor er det så vigtigt at få knækket den hockeystav, som mange politikere stadig klamrer sig lidt for meget til.


I de grønne forlig er der over 40 genbesøg fra 2023-25, og her burde politikerne tage tyrene ved hornene og handle nu. Der er ikke tid til at nøle. Energisikkerhedskrisen er et wake-up call. Kommer man for sent med energibesparelser og vedvarende energi, koster det meget dyrt. I EU som helhed har regeringerne nu brugt over 500 mia. euro i år på at lave nødplaner, holde energipriserne ned, kompensere de dårligst stillede, hjælpe virksomhederne etc.


Gentag ikke denne fejl i fremtiden med at underinvestere i den grønne omstilling og frigørelsen fra fossilerne. Derfor skal vi have handling nu! Spørger man vælgerne, er deres største bekymring ved folketingsvalget sundhed, og det er ikke så mærkeligt i lyset af den lange coronapandemi. Men klima, miljø og energi er deres andenstørste bekymring. Og det bør politikerne tage alvorligt.


Landbruget er Venstres stadig akilleshæl


Den socialdemokratiske regering mener, at de sidste CO2-reduktioner kan findes på landbrugsområdet, der kun har skåret 18 pct. af deres CO2 siden 1990. Statsminister Mette Frederiksen vil som de radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne have en CO2-afgift indført i landbruget. Det er positivt. Men her slår Venstre helt op i banen. Der er reelt ingen konkrete krav til landbruget i Venstres udspil, og det er en stor undladelsessynd. Samtidig skal man danne regering med Konservative, hvis formand Søren Pape i partilederrunden sagde, at han vil have meget mere kødproduktion. Det samme vil Pernille Vermund i Nye Borgerlige og DF i den blå blok.


Men uden markante og bindende CO2-reduktioner i landbruget kan vi ende med, at landbruget står for 40-50 pct. af Danmarks samlede CO2-udledninger i 2030. Men erhvervet skaber under 3 pct. af landets bruttonationalprodukt. Det er svært at snakke sig uden om den udfordring. Hvis ikke man griber ind overfor landbruget – f.eks. med krav om mere plantebaseret produktion, færre husdyr på arealerne, vådlægning af lavbundsjorde, mindre sojaimport fra udlandet og mindre kvælstof – skal andre betale regningen. Industrien og forbrugerne skal så betale endnu mere for at fjerne CO2. Ellers får man højere klimaregninger fra ekstremt vejrlig i fremtiden. Det er hverken fair, ansvarligt eller økonomisk fornuftigt.


Et virkelig positivt element i Venstres klimaplan er forslaget om at investere 4 mia. kr. i at rejse 300.000 hektar skov frem til 2030. Det kan med tiden fjerne ca. 4 mio. ton CO2 om året. Det haster med at plante meget mere skov. Det er den sikreste ”teknologi” til CO2-fangst, der findes. Både SF, EL og RV har også slået til lyd for massiv satsning på skovrejsning. SF vil helt op på 200.000 hektar ekstra skov i 2025, mens de radikale i deres plan om 110% grønt Danmark talte om 250.000 ha ekstra skov i 2040. På dette punkt sætter Venstre højere og hurtigere mål end de radikale.

Med 300.000 hektar rykker Venstre tæt på de Frie Grønne, der i deres klimaplan satte et mål, der lå 10.000 hektar højere. Tankevækkende. Hvem skulle have troet, at Venstre og Frie Grønne næsten går hånd i hånd? Og hvor Enhedslisten i deres naturplan fra 2019 lagde op til at investere 2,2 mia. kr. i at få mere skov i Danmark, lægger Venstre nu ekstra penge oven i hatten. Det er bestemt værd at kvittere for. Her er det vigtigt, at det ikke bare bliver flere grantræer, men også en masse urørt og varieret skov, der får biodiversiteten til at blomstre.


Elektrificer mobiliteten hurtigt


Ud over landbruget er den anden store undladelsessynd i Venstres klimaplan, at man ikke reelt tager fat på CO2-reduktioner i transporten. Jo, det er positivt, at man vil investere 1 mia. kroner på at stille flere el-ladestandere op, så danskere, der køber elbiler, kan være sikre på at få ladet deres biler op, uanset hvor de kører i landet. Men herudover er der ingen strukturelle forslag til at reducere transportens CO2-udledninger. Desværre er det en undladelsessynd, som Venstre ikke er alene om.

Hvad med at sige stop for nye motorveje eller lave en hurtigere udfasning af fossilbiler? Det sidste mener vi i Rådet for Grøn Omstilling bør ske hurtigst mulig. Læg gerne et stop for nysalg af fossilbiler fra 2025, så vi ikke ender med at have over 2 mio. fossilbiler i dette land i 2030, hvilket vil være dybt skadeligt for klimaet og luftforureningen. Opgaven er at accelerere overgangen til elektrificeret mobilitet i Danmark, både i den offentlige og private transport.

Hvis ikke Venstre og de andre magtbærende partier snart vågner op til dåd og dropper de halvfrosne business as usual scenarier, ender vi med, at transporten står for over 30 pct. af Danmarks samlede CO2-udledninger i 2030. Det er dumt i en æra, hvor klimaforandringerne accelererer. Vi skal en anden vej. En hurtig udfasning af fossilbiler bør være en hovedprioritet for de klimaansvarlige partier i den næste regeringsperiode. Det er tankevækkende, at Venstre har fremlagt en klimaplan, hvor man ikke har markante og bindende forslag til reduktioner for landbruget og transporten, der i 2030 måske står bag 70-80 pct. af Danmarks samlede udledninger. Det er ikke godt nok.


Investering i en grønnere fremtid


Det kræver større samfundsmæssige investeringer at bringe Danmark sikkert ud af energisikkerhedskrisen og klimakrisen. Her er det stærkt opmuntrende, at Venstre foreslår, at investeringerne frem til 2030 skal løftes op til 60 mia. kr. Det er faktisk flere penge, end andre store partier har lagt op til.

Folk synes sikkert, at 60 mia. kr. til 2030 lyder af meget. Og det er meget i forhold til, hvad der indtil nu er leveret fra regeringen og partierne bag de grønne forlig. I sommers lavede regeringen et bredt forlig med højre og venstre side af Folketingssalen om at reservere 53,5 mia. kr. i grøn fond til 2040. Det var en vigtig start, men nu hæver Venstre ambitionerne. Det vil jeg gerne kvittere for. Men lad os kigge nærmere på tallene. 60 mia. kr. frem til 2030 betyder, at man vil bruge under 4 promille af den velstand, der skabes i Danmark i resten af dette årti.

Det er stadig for lidt. Den barske realitet, som forhåbentlig snart dæmrer for politikerne, er, at vi skal investere meget mere i den grønne omstilling for at frigøre os fra de fossile brændsler og at reducere CO2-emissionerne, så vi både kan løse energisikkerhedskrisen og give et offensivt svar på klimakrisen. En analyse, som Rambøll lavede i 2021 for Wind Denmark viste f.eks., at der skal investeres op imod 80 mia. kroner i at forstærke vores nedslidte elnet frem mod 2040. I dag er der kun ledig kapacitet i omkring en tredjedel af alle danske elstationer, og transmissionsnettet er slet ikke gearet til de mange nye vindmølleparker og solcelleanlæg, som vi får brug for i de kommende år.

Også derfor er 60 mia. kr. ret meget i underkanten af, hvad man burde sætte af. Alene investeringer i opgradering af elnettet plus mere vedvarende energi kan ikke dækkes af de 7 mia. kr., som Venstre har sat af ud af de tres milliarder. Og slet ikke, da partiets ramme på 7 mia. også skal gå til mere biogas, som i forvejen får masser af statsstøtte. Venstres lover alt for meget med for få milliarder, så man kunne med fordel have lavet en skarpere prioritering. Venstre bør alligevel roses for at levere flere penge end andre partier, indtil nu har disket op med. Og der er flere gode ideer i de konkrete forslag. Så lad os se lidt nærmere på dem.


Spar på energien


I sin grønne klimaplan vil Venstre sætte 15 mia. kr. af til mere forskning og udvikling, så vi kan få udviklet nye grønne teknologier. Fint, for uden innovation er det svært at nå i mål. Hele 7 mia. af disse penge vil Venstre afsætte til virksomhederne, som skal have et grønt forsknings- og udviklingsfradrag. Men skal de have det, bør samfundet også sikre sig, at de bruges til noget klogt. Og må man lede forgæves efter svar i klimaplanen.

Et andet positivt forslag er, at Venstre vil bruge 8,5 mia. kr., så boligejere kan sætte mere fart i energirenoveringer. Fint, for energirenoveringerne skal op i anden skala i både private og offentlige bygninger. Det ville være skønt, hvis der kan mobiliseres en grøn folkebevægelse for energibesparelser og energirenoveringer. Borgerne kan med høste økonomiske fordele af at kaste sig ud i det. Installeres nye termostater og intelligent energistyring vil pengene tjene sig hjem i løbet af 3-4 år. Så kære danskere: Isolér jeres huse, sæt nye isolerende vinduer i huset og overvej, om I skal have solceller eller jordvarme. Bedre støtteordninger er dog alfa omega for at speede processen op, og det er godt, at Venstre vil levere på den del.

Her kan man gå flere forskellige veje. Man kan udvide bygningspuljen og gøre ansøgningsprocessen smidigere. Man kan lægge flere penge i puljen de første år, så flere borgere skynder sig med at få lavet energirenoveringer. Og man kan genindføre håndværkerfradraget, som Venstre foreslår - og som Socialdemokratiet er positiv overfor. Men her er et godt råd: Uanset hvilken model, der vælges, må man ikke spilde de offentlige kroner på flere samtalekøkkener og æstetiske istandsættelser. Brug dem klogt på reelle og målrettede energisparetiltag.

Venstre vil også øge midlerne til afkoblingsordningen, så danskere med naturgasfyr kan få fjernvarme og varmepumper installeret. Det er fint, at Venstre vil have naturgassen ud af husene i 2027. Venstre har tidligere lavet et fælles udspil med SF om det. Vi burde frigøre os helt fra gassen i al vores energiforsyning senest i 2030 - og ikke først i 2035, som sommerens grønne forlig lagde op til.


Biogas læk i større skala?

Venstre lytter meget til landbruget, så det kan måske ikke overraske, at partiet også vil øge statsstøtten til meget mere biogas. Man siger, at hele vores nuværende gasforbrug skal erstattes af biogas. I dag kommer 13 pct. af Danmarks samlede energiforbrug fra naturgas, men kan man erstatte alt det med biogas? Det forekommer absolut ikke realistisk. Man vil snart støde imod håndfaste biologiske grænser. Danmark har slet ikke nok husdyrgødning og andet organisk affald til at levere 86 petajoule, som naturgassen i dag dækker. Energistyrelsen har i en analyse vurderet, at det langsigtede tekniske potentiale for biogasproduktion i Danmark baseret på nationale ressourcer er mellem 40 og 50 PJ, afhængigt af, hvilke ressourcer anvendes. Indenfor de rammer kan vi måske lidt mere end at fordoble mængden af biogas frem mod 2030. Men man kan ikke mere end firedoble produktionen, som Venstre vist forestiller sig.

Dermed er det ikke sandsynligt, at biogassen kan dække vores nuværende forbrug af naturgas. Desuden er det spørgsmålet, om det vil være klogt. Man har stadig ikke løst problemet med lækage af metangas fra de danske biogasanlæg. Desuden er det en dyr energikilde. Siden 2010 har landets biogasanlæg modtaget over otte mia. kr. i statsstøtte, og trods det har de stadig ikke fået styr på metanlækagen. Venstres forslag om at dække hele Danmarks naturgasbehov med ekstra biogas vil være ekstremt kostbart rent økonomisk, og kan hurtigt sluge de 7 mia. kr., som partiet har sat af til mere biogas, flere solceller, vindenergi og et bedre energinet. Og uden en betydelig import af bioressourcer fra udlandet, kan man aldrig komme op i den skala, som Venstre foreslår. Det er den forkerte vej at gå.


Skalér op med sol og vind


Det vil være langt bedre at satse meget mere på sol og vind, der i dag er de billigste energikilder på markedsvilkår og målt på hele deres livscyklus. Problemet er bare, at Danmark – trods sin intense nation-branding som grøn frontløber - stadig kun får cirka 10 pct. af sin samlede energiforsyning fra sol og vind. Det er langt fra nok at firedoble den grønne strøm på land og femdoble den på havet, som man aftalte i de grønne forlig før sommerferien. Vi får brug for meget mere, hvis vi reelt skal gøre os uafhængige af Putins fossiler. Desuden ser det ud til, at de nye Power-to-X anlæg, der skal bruge vedvarende energi til at fremstille brint og nye e-fuels, vil sluge næsten al den ekstra havvind, som politikerne med deres grønne forlig vil levere i 2030-32.

Der er brug for at skalere meget hurtigere op med sol- og vindenergi i Danmark. Både til lands og til havs. Det er en god ide at sætte ekstra fart på opstilling af solceller på store industritage og langs motorveje, som Venstre taler om. Man kunne også anlægge flere store anlæg på lavbundsjorde, der vådlægges, så man kan få en ekstra klimaeffekt, men det har Venstre slet ikke med i ligningen. Det kan undre.


Venstre vil sætte 7 mia. kr. af til mere vedvarende energi, men lad os håbe, at pengene ikke ret mange af pengene spises op af ekstra støtte til biogasanlæg. Venstre vil som flere andre partier også gerne sætte ekstra fart i processen med at opstille mere havvind. Det er der i høj grad brug for. Det kan dog undre, at Venstre i deres energiplan ikke kommer med reelle og konkrete forslag til, hvor mange ekstra GW der skal opstilles indenfor de næste syv år og frem til 2035. Blot at skrive, at der er et potentiale på op til 40 GW havvind, er ikke godt nok. Vi kan ikke forsyne Danmarks fremtidige energibehov med potentialer. Der er brug for reel handling. På land kunne man godt sætte et ambitiøst mål om 20 GW solceller i 2025 og gå efter 30 GW solenergi (44 TWh) frem mod 2030. Ligeledes kunne man hæve vores mængde af landvind fra 4,7 GW i dag til måske 20 GW på land og kystnære områder. Det kunne give mellem 50-62 TWh, og så kunne solen og vinden sikre 100 pct. grøn strøm i Danmarks elforsyning i 2030.


Oveni er det også realistisk muligt at levere mindst 30 GW havvind i 2030, hvis Folketingets partier indenfor det næste halve år sætter Nordsøens enorme vindområder fri, laver åbne udbud til markedsdrevne konsortier og stiller klare krav til biodiversitet, havmiljø og gydepladser til fiskene. Læs her bl.a. Mandag Morgens grønbog om et bæredygtigt energisystem, som jeg er hovedforfatter på.

Der er gode muligheder for at skalere mere op på havet. Faktisk ser det ud til, at de mange bud indenfor åben dør ordningen kan sikre over 20 GW oveni i de ca. 13 GW havvind i 2030, som politikerne stiler efter. Det kan undre, at Venstre ikke er mere specifikke og præcise på det punkt. Klima- og energiminister, Dan Jørgensen, har derfor gode muligheder for at overtrumfe Venstre, hvis Socialdemokratiet vil fastholde det lederskab, som statsminister Mette Frederiksen har vist ved at bygge europæiske vindkoalitioner på Nordsø- og Østersøtopmøderne.


Find pengene


Indtil nu har hele debatten om Venstres klimaplan handlet om partiets forslag om at sælge Ørsteds havvindmølledivision. Det er der skarpe holdninger til. Nogle mener f.eks., at Danmarks energisikkerhed sættes på spil, fordi vi får brug for mere havvind i fremtiden. Andre advarer mod, at statens arvesølv sælges ud på et tidspunkt, hvor Ørsteds aktier i ikke ligger så højt som før. De er endda faldet med 40 pct. i kurs de sidste par år, så timingen er ikke god. Det gamle udsalg til Goldman Sachs – der siden høstede en pæn gevinst på investeringen – ligger vel og spøger? Fra Socialdemokratiet til SF og Enhedslisten kom der en hurtig afvisning af Venstres forslag om helt at privatisere Ørsteds vindmølleforretning. Også Løkkes parti, Moderaterne, og de Konservatives formand, Søren Pape afviste forslaget, så der er ikke flertal bag ideen.


Men hvad så? For der er stadig brug for at investere mere i den grønne omstilling. Hvilke partier griber bolden og fremlægger et gennemarbejdet og realistisk forslag til, hvordan der kan skaffes langt flere penge til den grønne omstilling frem mod 2030. Der er mange argumenter for, at man bør gå endnu højere op, end hvad Venstre forslår. Det er vi nødt til, hvis der skal findes et solidt svar på energisikkerhedskrisen og klimakrisen, hvor vi kan fremskynde den dag, hvor vi kan klare os uden at importere fossile brændsler fra de autoritære regimer.


Hvad nu hvis klimaet er en sikkerhedstrussel?


Hvis de regeringsbærende partier kan enes om at afsætte 2 pct. til forsvaret, kan man så ikke i det mindste enes om halvt så meget til den grønne omstilling? Det kunne give 25 mia. kr. allerede i finansloven for 2023. Naturligvis skal der findes finansiering, og man kan gå mange forskellige veje. I dag sikrer selskabsskatten f.eks. et beløb på 2,8 procent af bruttonationalproduktet, og det er er af mange mulige skattekilder, der kan skrues på. I Rådet for Grøn Omstilling mener vi, at man bør kigge på de grønne afgifter på forurening, energi, transport og ressourcer. I absolutte tal ligger de over 30 mia. kr. lavere end i 2007. De grønne afgifter – inklusive kulbrinteskatten – er ikke steget i 20 år! I stedet for at give ekstra incitamenter til at nedbringe forurening, har vi i årevis sænket dem. I 2021 udgjorde de grønne afgifter kun 2,8 pct. af BNP, hvor de i 2001 lå på 5,3 pct. af BNP. Danmark er i så henseende gået baglæns ind i fremtiden. Den næste regering bør ændre denne kurs. Vi har brug for et nyt systemskifte. Et grønt systemskifte.


Klimakrisen er så alvorlig, at politikerne burde mobilisere noget af det samme lederskab, som de viste under coronapandemien. Alene i 2020 afsatte politikerne ca. 102 mia. kr. til midlertidige hjælpeordninger til erhvervslivet på hjælpepakker. Det vil være rettidig omhu at investere meget mere i at redde klimaet. Hvis de globale temperaturer stiger med 2,8-3,2 grader, som er regeringernes nuværende kurs, kan det koste os måske 5 pct. af vores årlige velstand. Også derfor bør der findes flere penge end 60 mia. kr. til at investere i den grønne omstilling frem til 2030. Så hvem griber bolden?



Disclaimer: I Rådet for Grøn Omstilling vil vi følge klima- og miljødebatten nøje og lave et kritiske eftersyn af partiernes forslag og argumenter. RGO er også med i en klimakoalition af grønne bevægelser, der arbejder for at sætte klimaet højt på den politiske dagsorden. Læs vores hovedkrav her og tag aktivt del i kampagnen.


117 views0 comments