En ny omikron-smittebølge har i den seneste tid sat flere EU-lande i alarmberedskab, energipriserne er tordnet i vejret, 100.000 russiske soldater har været opmarcheret ved grænsen til Ukraine, mens USA og Kina danser på kanten af en ny kold krig. Og ved den polsk-hviderussiske grænse har tusindvis af migranter desperat forsøgt at komme ind i Europa, mens over 20.000 polske soldater og grænsevogtere har lavet hårde ”push backs” i strid med konventionerne. Vi er vidner til en række muterende kriser, og de europæiske ledere virker handlingslammede, stumme eller i dyb vildrede. Kriserne kan nemt løbe løbsk, men hvor er det politiske lederskab i EU, der har format til at finde et robust modsvar? Hvem kan løfte opgaven?
EU-topmødet den 16. december mellem de 27 stats- og regeringscheferne - hvor Tysklands nye socialdemokratiske kansler Olaf Scholz fik sin ilddåb - afslørede et fravær af ledelsesmæssig handlekraft.
Topmødet endte uden klare svar på de store udfordringer. Man var enten enige om at ikke være enige, eller også valgte man at udskyde problemet til senere behandling. Det er mange år siden, at EU-landene har holdt et topmøde med så få klare beslutninger. Den eneste klare udmelding fra topmødet var, at EU-landene advarede Rusland og præsident Putin om, at en militær invasion i Ukraine vil få massive konsekvenser og alvorlige omkostninger - herunder med nye EU-sanktioner. Det var dog mildest talt ret uklart, hvad EU-lederne konkret havde i tankerne. Man kan f.eks. stoppe NordStream-2 gasprojektet eller udelukke Rusland fra Swift-betalingssystemet, hvis man virkelig vil påføre Rusland stor økonomisk skade, men ingen ved det.
Måske finder vi aldrig ud af det, for præsident Putin har her forleden beordret tusindvis af soldater til at trække sig tilbage fra Ukraines grænser og at returnere til kaserne. Det geopolitiske militærteater, hvor Putin genspiller et gammelt nostalgisk stykke om moder Ruslands forsvundne storhedstid, ser ud til at være aflyst. Men optrinnet har på dramatisk vis iscenesat, hvor grænserne for EU´s magt går.
Den Europæiske Union er en økonomisk stormagt og kan udsende skarpe diplomatiske erklæringer - når man kan blive enige om det - men man har endnu ikke et fælles militært forsvar eller en udrykningsstyrke, der kan sættes ind i krisesituationer for at lægge vægt bag ordene. Nogle mener, at det er en velsignelse, andre mener, at det er en forbandelse, at EU stadig er helt afhængig af NATO og dermed af USA´s militære og politiske overherredømme.
En ny vision for Europa
Den franske præsident, Emmanuel Macron, der i de kommende seks måneder overtager det roterende EU-formandskab, har dog sat sig for at ændre tingenes tilstand. I stedet for den kollektive afmægtighed har han sat et mål om at skabe ”et Europa, der er magtfuldt i verden, der er fuldt ud suveræn, frit kan træffe sine beslutninger og er herre over sin egen skæbne.” I en tale for nogle uger siden løftede Macron sløret for de politiske prioriteringer for det franske EU-formandskab. Det er en treenighed af genopretning, magt og tilhørsforhold. Alt samles i et projekt om at styrke EU´s strategiske autonomi og suverænitet i verden.
På det punkt er han ikke alene. ”Vi ønsker at styrke Europa og arbejde sammen for europæisk suverænitet,” sagde Macron i en fælles erklæring med den tyske kansler, Olaf Scholz, da sidstnævnte her i december var i Paris på sit første officielle statsbesøg.
Det stærke historiske partnerskab mellem Tyskland og Frankrig er solidt forankret. De to lande i hjertet af EU lægger op til en række store reformer af unionen, som handler om at styrke Europas strategiske autonomi og handlekraft. For Macron handler det også om bedre at kunne forsvare Europas værdier og identitet i verden.
På en måde er der visse paralleller til 1980´erne og begyndelsen af 1990´erne, hvor et triumvirat af den tyske kansler Helmut Kohl, den franske præsident Francois Mitterand og Europa-Kommissionens formand, Jacques Delors, forenede kræfterne om at sætte fart på den europæiske integrationsproces. Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, der blev valgt efter pres fra Macron, er også en varm fortaler for at styrke Europas strategiske autonomi. Som tilbage i firserne vil dette triumvirat have solid opbakning fra regeringerne i Italien og Spanien, så de store lande i hjertet af EU kan sætte ekstra fart i reformprocessen.
Vi befinder os som dengang med et lille window of opportunity, hvor reformmulighederne er større end i flere år. At Macron, Scholz og Von der Leyen partipolitisk tilhører den liberale, socialistiske og den kristendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, øger chancen for et reformgennembrud. Tyskland indtog som riget i midten en mere fodslæbende rolle under Angela Merkels 16 år som kansler, men den nye trafiklysregering i Tyskland er mindst lige så reformivrig i EU, som Emmanuel Macron er det.
Det tyske regeringsgrundlag rummer en stærk grøn, digital og social vision for et europæisk Tyskland. SPD, de Grønne og de liberale i FDP ønsker en socialøkologisk markedsøkonomi, og de vil med massive investeringer lave en stor transformation, der gør Tyskland carbonneutral senest i 2045 og digitaliserer det tyske samfund. Det kan ikke undgå at smitte af på resten af Europa. I det tyske regeringsgrundlag nævnes ordene Tyskland/tyskere 217 gange, men samtidig skriver de EU/Europa/europæiske 210 gange.
Scholz-regeringen ønsker en traktatreform af EU, og deres erklærede vision er at opbygge en føderal europæisk stat, hvor man bl.a. kan opstille transnationale lister til Europa-Parlamentet. De ønsker også flere kvalificerede flertalsbeslutninger i udenrigspolitikken - bl.a. så enkeltlande som Ungarn ikke kan blokere kritiske beslutninger. Den aktuelle strid med Polen og Ungarn om retsstaten har også vist, at EU mangler magtpolitiske instrumenter til at tøjle medlemslande, der ikke respekterer de fundamentale værdier og retsprincipper i unionen, så måske trænger traktaten til forbedringer? Mange EU-landes regeringer - herunder den danske - vil være hårde modstandere af et mere føderalt EU, og Macron vil heller ikke gå så langt som de tyske partnere, men det betyder ikke, at der ikke vil komme reformer. Det vil der.
Den franske udfordring
Den nye tysk-franske akse anført af Macron og Scholz har - med engageret støtte fra Ursula von der Leyen - udtrykt politisk vilje til at lave en stribe ambitiøse reformer af EU. Tiden er ved at være moden, og de mange ydre kriser sætter fællesskabet under et hårdt reformpres. Præcis som tilbage i firserne. Den igangværende konference om Europas fremtid, hvor borgere fra alle lande er inviteret til at give ideer til reformer af fællesskabet, kan meget vel ende med, at det franske EU-formandskab i juni 2022 vil lægge op til mere grundlæggende reformer af EU.
Der er flere ting, der kan ændre spillet. Et afgørende spørgsmål er, om Macron ved det kommende franske præsidentvalg i maj kan vinde over højrenationalisterne, Marine Le Pen og Éric Zemmour, og den konservative, Valérie Pécresse? Macron er en mester i selviscenesættelsens teater, og han vil bruge sit EU-formandskab som ekstra ammunition i den franske præsidentvalg - hvis han som forventet genopstiller som præsident. For ham at se er en stærk fransk nation og magt tæt forbundet til ideen om et stærkt Europa, som kan forsvare den fælles suverænitet i globaliseringens tidsalder og tale med egen stemme i forhold til både USA og Kina. Kan han projicere Frankrigs magt op i større skala, forestiller han sig, at det også vil styrke hans odds for at bevare magten i hjemnationen.
Han ønsker en fælles europæisk forsvarsstyrke, så EU-landene ikke deponerer hele sin militære suverænitet under USA´s vinger. Den skal være komplementær til NATO-alliancen og om nødvendig forsvare de europæiske interesser, beskytte de ydre grænser og tage vare på den fælles sikkerhed.
Det franske EU-formandskab vil gerne sætte ekstra fart i debatten om et fremtidigt europæisk forsvar. Menuen er her fælles militærøvelser, en stående udrykningsstyrke under fælles kommando og styrkelse af den europæiske våbenindustri via den fælles forsvarsfond og koordinerede indkøb. Der kommer næppe et stort spring frem i løbet af foråret, men Macron ønsker at støbe kuglerne til en stærkere forsvarsunion, der kan matche de nye sikkerhedspolitiske realiteter i det geopolitiske landskab. De nordvesteuropæiske lande, Polen og de baltiske lande, der traditionelt har været meget loyale overfor USA og NATO vil gøre meget for at moderere de franske ambitioner. Flere investeringer i den europæiske forsvarsfond - det vil sige den økonomiske-teknologiske kamp for øget europæisk autonomi - kan blive det, der samler medlemslandene.
Kampen om grænserne
Macron lægger også op til en reform af Schengen-aftalen og en migrationspagt, der både skal beskytte retten til at søge asyl og sikre langt skrappere kontrol ved Europas ydre grænser. Det er endnu uklart, hvordan han vil bygge bro mellem de udlændingepolitiske hardlinere og de mere humanistiske kræfter i EU-kredsen. Det er langt fra sikkert, at man kan opnå enighed om dette reformkompleks. Frankrig kan sikkert godt samle flertal om at udbygge Frontex, så man hurtigere kan udsende grænsevogtere fra alle lande til at hjælpe medlemslande med at beskytte deres grænser i nødsituationer.
Men det bliver sværere at reformere Dublin-reglerne om, hvem der har pligt til at behandle og tage imod asylansøgere ved de ydre grænser. Eller at sikre en mere solidarisk fordeling af byrderne og at ”harmonisere” asylpolitikken. Her vil en koalition af udlændingepolitiske hardlinere, som Ungarn, Polen, Tjekkiet Østrig og Danmark givet stritte imod, mens Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal og Grækenland har bakket op bag de gentagne forslag fra Europa-Kommissionen til en ny migrationspagt. Risikoen for at forhandlingsslaget igen ender i et dødvande er stor.
For Macron hænger tingene sammen. Det handler ikke bare om at garantere europæernes sikkerhed og at imødegå den stigende migration. Han vil også gerne forsvare de europæiske værdier, herunder de internationale konventioner og flygtningeregler, der blev født i Europa efter Anden Verdenskrigs rædsler. Det sidste er ikke alle regeringschefer lige optaget af, og nogle vil som Ungarns Viktor Orbán helst udfordre konventionerne og skrive dem om.
Det bliver svært at finde et europæisk kompromis, men de fleste EU-lande udtrykte solidaritet med Polen og vendte det blinde øje til, da Polen kom under hård kritik fra humanitære organisationer for at lave konventionsstridige push backs imod migranter, der blev skubbet over grænsen fra Belarus. Så måske har de værdipolitiske grænser rykket sig? Måske vil vi få noget af svaret i løbet af foråret.
Opgør med gamle økonomiske dogmer
På et punkt vil den fransk-tyske akse helt sikkert sætte turbo på reformprocessen i EU, og det er i den økonomiske politik. EU´s økonomiske vækstmodel skal nytænkes. Det bliver hovedemnet på et EU-topmøde i marts. Emmanuel Macron vil udfordre de gamle tabuer og dogmer i EU´s vækst- og stabilitetspagt - herunder kravet om maksimalt 3 pct. budgetunderskud og 60 pct. gæld ift. BNP. Frankrig ønsker, at EU i ekstraordinære økonomiske kriser er mere fleksibel, så medlemslandene ikke piskes til at skære ned i de offentlige udgifter, men får større råderum til at investere sig ud af kriserne. Macron har sikret sig støtte fra bl.a. Italiens ministerpræsident, Mario Draghi, og Spaniens socialistiske regeringschef, Pedro Sanchez.
Under Covid-19 krisen har EU suspenderet de skrappe disciplinkrav, og de store økonomiske hjælpepakker har sendt den offentlige gæld langt op over Maastricht-grænserne, men det brændende politiske spørgsmål er, hvor hurtigt medlemslandene igen skal underordne sig de fælles disciplinkrav, eller om man kan enes om nye spilleregler. I den sammenhæng er det en fordel, at Olaf Scholz var en af hovedarkitekterne bag den store EU-lånepakke på 750 mia. euro til Next Generation fonden. Og han har overtalt sin liberale finansminister, Christian Lindner, til at holde døren åben til en fleksibel fortolkning af ØMU-reglerne i stedet for at forfalde til den golde ordoliberalisme, som Tyskland forfulgte under finanskrisen.
At de Grønne under ledelse af Robert Habeck og Annalena Baerbock er meget stærke tilhængere af proeuropæiske reformer og gerne vil styrke EU for at sætte turbo på den grønne og sociale omstilling i EU, øger de politiske odds for nytænkning i den økonomiske politik. Et af de områder, hvor den tyske regering nok vil acceptere en fleksibel fortolkning af ØMU-reglerne, er grønne investeringer. Man kan f.eks. lave en tillægsaftale i EU-kredsen, hvor medlemslandene får lov til at optage ekstra lån og udstede grønne statsobligationer, hvis blot pengene investeres i klimaet. En anden af de store knaster under det franske formandskab bliver at nå til enighed om, hvilke nye skatter, som EU kan opkræve for at få egne ressourcer til at betale af på de store fælles lån i Next Generation fonden.
Før jul fremlagde Kommissionen en række forslag til, hvordan disse egne ressourcer kan skrues sammen, men der venter hårde forhandlinger i foråret. Macron skal søge at skrue et kompromis sammen om en CO2 grænseafgift. Ideen med den er at gøre noget ved den såkaldte carbon-lækage, så EU-landene kan gennemføre klimaomstillingen, samtidig med at de europæiske industrier beskyttes mod unfair konkurrence fra lande med lavere klimakrav. Det er lettere sagt end gjort, og risikoen er skjult protektionisme. En anden udfordring er, at det skal tænkes sammen med den kommende reform af EU´s kvotehandelsbørs for CO2 kvoter. Kvoteprisen på CO2 er steget kraftigt i det forløbne år til op imod 80 euro pr. tons CO2, og det øger konkurrenceevnepresset på de virksomheder, som er forpligtet til at købe CO2-kvoter. Det er blevet uholdbart og konkurrenceforvridende at flere erhverv, som bl.a. de maritime erhverv, luftfarten, landbruget og byggeriet slipper meget billigere end andre erhverv.
Sårbarheder blotlagt
Debatten om en nytænkning af den økonomiske politik hænger tæt sammen med Macrons hjertens barn om at sikre Europas åbne strategiske autonomi og suverænitet. Hvad skal der investeres i, skal staten/EU spille en stærkere rolle i erhvervspolitikken, og er der strategiske erhverv/teknologier, som kræver ekstra hjælp og beskyttelse? Frankrig presser hårdt på for at føre en mere strategisk industripolitik, mens de mere liberalt orienterede lande - som bl.a. Danmark - er enten skeptiske eller direkte modvillige. Men coronakrisen har afsløret, hvor sårbare alle EU-lande er, og alle medlemslandene har erkendt, at man er nødt til at finde nogle løsninger, der kan gøre fællesskabet mere robust i forhold til fremtidige kriser. Da pandemien ramte os i 2020, opdagede EU-landene, at man ikke længere har egne virksomheder, der fremstiller en række af de vitale hjælpemidler, ansigtsmasker mv. Selv panodilerne importerer vi udefra.
Indtil foråret 2020 havde man ikke set det som et problem, men snarere som en naturlig konsekvens af globaliseringen at importere varerne så billigt og effektiv fra hele verden. Det øgede Europas afhængighed af Kina mangefold. Men i krisen så vi, at just-in-time forsyningskæderne pludselig kan bryde sammen, og de europæiske lande manglede kritiske hjælpemidler. Selv om politikere taler meget om at beskytte den nationale suverænitet eller - som Macron - om at forme en fælles europæisk suverænitet, er den barske virkelighed, at europæerne er dybt afhængige af forsyninger fra ikke mindst Kina. Det er ikke bare i forhold til lægemidler, men også kritiske råstoffer, at den kollektive sårbarhed er tydelig.
Kina har i dag næsten monopol på råstofferne til de magneter, der indgår i vindmølleturbiner, halvdelen af alt silicium til solceller kommer fra kinesiske miner, og trefjerdedele af råstofferne til elbilers batterier stammer fra miner i Kina, Afrika og Latinamerika.
Europa-Kommissionen har lavet flere grundige analyser af, hvor de kritiske sårbarheder ligger, og hvordan man gennem fælles investeringer, øget forskning og samarbejde kan styrke alle landes robusthed. Vores råstofafhængighed kan blive endnu mere udtalt i de næste tre årtier, hvor efterspørgslen efter de centrale råstoffer til vindmøller, solceller, batterier, elbiler, robotter og droner i Europa vil tredobles eller mere. Det kræver teknologisk innovation, udvikling af nye materialeteknologier, mere genanvendelse af råstofferne, og øgede investeringer i minedrift og resten af værdikæden, hvis Europa ønsker at adressere den udfordring. Den kan også få afgørende betydning for, om EU-landene kan fuldføre den grønne omstilling af økonomien. I dag er Europa ikke selvforsynende, men tværtimod dybt afhængig, og uden offensive investeringer i det, vi skal leve af i fremtiden, kan det blive svært at sikre en vis strategisk autonomi.
Det samme gælder det digitale område, hvor europæerne i dag er underlagt amerikanske tech-giganter fra Silicon Valley, som trænger ind i stadig flere brancher, fordi data er blevet en kritisk konkurrencefaktor i snart sagt alle erhverv. Europa-Kommissionen fik før jul opbakning fra Parlamentet til at lave en langt skrappere digital regulering af tech-giganterne. Forslagene til en ny Digital Markets Act og Digital Services Act ventes at falde helt på plads under det franske EU-formandskab, når Rådet, Parlamentet og Kommissionen skal nå til enighed om et endeligt kompromis i forårets trilog-forhandlinger.
Dybest set handler det ikke kun at definere fremtidens digitale spilleregler, men også om - som Macron har formuleret det - ”at forvandle Europa til en digital magt”. Og det er lige præcis det, der er hovedmålet for det franske EU-formandskab. At forvandle Europa og at styrke EU´s magt. Det er samtidig en dagsorden, der vil sætte et mere fodslæbende land som Danmark under et hårdere forandringspres. Når Emmanuel Macron viser lederskab og sætter alle sejl til for Europa, er status quo ikke længere en realistisk option. Alle tvinges til at vælge side.
Bjarke Møller er journalist og forfatter til bogen, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europas kriserne og bliver en grøn supermagt”. Future21 Press, 2021.
Dette indlæg har tidligere været bragt i POV international den 30. december 2021