Search
  • Bjarke Møller

Formår Danmark at træde ud af Amerikas skygge?


Danmark er en småstat, der stadig lever i Amerikas skygge. Statsminister Mette Frederiksen kalder USA vores tætteste allierede, selvom USA ikke længere kan udfylde rollen som verdens militære, økonomiske og politiske hegemon. Det kaotiske tilbagetog fra Kabul, der endte i et nederlag til talibanerne efter 20 års kostbare anti-terrorkrige, kalder på dyb selvransagelse. Men formår vi i Danmark at træde ud af Amerikas skygge? Det vil vi gøre klogt i.





Statsminister Mette Frederiksen møder den amerikanske udenrigsminister, Antony J. Blinken København, 17. maj 2021. [State Department photo by Ron Przysucha/ Public Domain]


DEN GAMLE AMERIKANSKE FRED, Pax Americana, der gav sikkerhed og stabilitet for de vestlige lande i 20. århundrede, er ved at bryde sammen, og det har vidtrækkende konsekvenser for os i Europa. Pax Americana er ved at forfalde, men vi ved bare endnu ikke, hvad der vil fylde tomrummet ud. Eller som den sikkerhedspolitiske ekspert, Ian Bremmer, har sagt, er den USA-ledede globale orden slut: ”Verden er trådt ind i en geopolitisk recession.”[i]

Liberale nostalgikere længes tilbage til de gamle dage, hvor USA var et ideal for alle frihedselskende. Men det er naivt at tro, at vi kan bevare trygheden, sikkerheden, velstanden og demokratiet ved at klamre os til nostalgiske glansbilleder af det gamle Amerika. For det er en skygge af, hvad det engang var.

Det er glædeligt, at Joe Biden har omfavnet flere internationale institutioner, som Donald Trump bekæmpede og foragtede. Han har meldt USA ind i WHO igen og ført USA tilbage i FN´s klimaaftale. Og forleden kom en banebrydende aftale i OECD om en global minimumsskat på 15 pct. for de største transnationale selskaber. Den ville aldrig være kommet i stand, hvis ikke Biden havde vist lederskab. EU skal søge samarbejde med USA, hvor det er muligt, men vi skal heller ikke være naive og tro, at de amerikanske interesser altid flugter med de europæiske.


USA har længe været et dybt splittet land, polariseret, rystet og kriseramt, så det bliver svært at hele sårene. Og Biden har et meget spinkelt flertal bag sig, og det gør, at hans reformforslag kan sande til. USA er mere gældsat end nogensinde før, og der er grænser for, hvad Biden-administrationen kan udrette. Efter krigene i Afghanistan og Irak, der kostede over 6000 mia. dollars, og mange års eksorbitant overforbrug og skattenedsættelser, er forbundsregeringens gæld ift. bruttonationalproduktet nu 126 pct. USA lider af det, historikeren Paul Kennedy engang kaldte for ”imperial overanstrengelse”.

USA´s og EU´s tektoniske plader har længe været ved at glide fra hinanden, økonomisk, militært, politisk og værdimæssigt. Det tager tid, for Europas og Amerikas historier har i århundreder været flettet sammen, og selvfølgelig kan vi stadig lære noget af hinanden. Men det er en myte, at vi er ens eller har nøjagtig samme interesser. Europa og USA kan ikke reduceres til et idealistisk fællesbegreb kaldet Vesten. Det bildte vi os ind under Den Kolde Krig, hvor vi blev rystet sammen på grund af den fælles trussel fra Sovjetkommunismen.


Den tid er slut. NATO har befundet sig i en dyb identitetskrise siden Den Kolde Krigs afslutning. Emmanuel Macron har endda talt om NATO´s hjernedød. Det er stadig en vigtig forsvarsalliance, men vi må erkende grænserne for, hvad USA er villig til at stille op til i Europa, og hvad NATO kan bruges til.

Vi har brug for et nyt strategisk kompas, der passer til de nye komplekse udfordringer fra de muterende megakriser. Det 21. århundredes komplekse sikkerhedspolitiske udfordringer handler også om terror, cyberterrorisme, hackere mod demokratiet, klimaforandringer, ressourcekampe og migrationsbølger. Og NATO er ikke det rigtige svar på de udfordringer. EU kan bedre på egen hånd udvikle en bredspektret strategi, der strækker sig fra økonomiske og civile indsatser til udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og et stærkere forsvarsmæssigt samarbejde.


I de kommende år skal vi i Europa vokse ud af USA´s skygge og tage et større ansvar for vores sikkerhed. Vi skal forsvare os selv uden at være afhængige af amerikansk assistance. Det kræver bl.a. opbygning af en stærk forsvarsalliance i hjertet af EU, der kan fungere som et supplement til NATO. Det er både realistisk og muligt. I unionstraktaten har vi afgivet et fælles løfte i artikel 42.7 om at komme hinanden til undsætning ved militære angreb på et medlemslands territorium.

I dag befinder EU27 sig globalt i top tre over militære udgifter, hvis man lægger alle forsvarsbudgetterne sammen. USA bruger over tre gange så meget. Kina og Rusland har oprustet kraftigt i de senere år, og med 261 mia. dollars bruger Kina cirka en femtedel mere end EU27, mens Ruslands militærudgifter er under en tredjedel af EU27-landenes.[ii]


Målt på aktive soldater og paramilitære tropper kan ingen måle sig med Kinas 2,7 mio. mænd og kvinder. Og Rusland og USA har hver cirka 1,4 mio. soldater. Men EU27 landene har til sammen 1,7 mio., omend en del af dem ikke er kampdygtige.[iii] EU er ikke bare blød magt. I over et årti har EU-landene i snit udsendt 107.000 soldater pr. år til militære land- og søoperationer udenfor unionens territorium.[iv] Kun USA overgår EU på det felt. EU-landene har lavet over 35 fredsskabende militære og civile operationer fra Balkan til en række afrikanske lande fra Somalia til Congo, og EU-landene har taget teten i en række FN-operationer. Selv det tyske Bundeswehr er med i 11 internationale missioner, og den tyske forsvarsminister har efterlyst, at EU´s forsvarssamarbejde styrkes, så koalitioner af de villige i EU kan sætte fælles kampgrupper ind i fredsskabende operationer. EU vil næppe få medlemslandenes opbakning til en overnational hær, men gennem et tættere samarbejde og en fælles forsvarskommando, kan vi få meget mere forsvar for pengene i Europa.


Vi skal i gang med en flerdobbelt frigørelsesproces, som handler om meget mere end forsvarsvilje og -bevillinger. Dybest set skal vi blive bevidste om, hvem vi er, hvad vi vil med det europæiske fællesskab, og hvordan vi kan opnå mere sikkerhed ved at samle kræfterne i EU. Det gælder også om at styrke EU, så unionen demokratisk, økonomisk, industrielt og teknologisk kan forsvare den europæiske samfundsmodel i den globale kappestrid.

USA´s wild west-kapitalisme og den europæiske velfærdskapitalisme er meget forskellige. Staten spiller en større rolle i den europæiske model, vi regulerer og omfordeler mere aktivt. Vi har generelt højere standarder for miljø-, sundhed-, sikkerhed og forbrugerbeskyttelse. EU råder over verdens største indre marked og kan bruge det som en løftestang i kampen for en stærkere international retsorden.

Geografien gør en forskel. Europa er landfast med Asien og ligger tæt på Mellemøsten og Afrika. USA har i de senere år flyttet blikket væk fra Europa. Blikket er for USA nu stift rettet mod Kina og fremtidens dominans i Stillehavet. Kina er en opstigende supermagt, der økonomisk, militært og teknologisk kan blive en af de nye udfordrere til USA. Det er ikke i Europas interesse at blive fanget i en ny kold krig, hvor Kina denne gang gøres til det fælles fjendebillede. Det handler ikke om at placere sig mellem USA og Kina, som en neutral og afbalancerende magt, men at gøre EU til en stærk global aktør, der kan forsvare sine egne interesser og værdier, og som arbejder diplomatisk og økonomisk for at skabe en global retsorden.


De autokratiske regimer i vores nærområde - fra Rusland, til Tyrkiet, Mellemøsten og Nordafrika - kan lave destabiliserende handlinger, der kalder på håndfaste og klare modsvar som bl.a. økonomiske sanktioner. Globalt skal EU altså kunne navigere i en verden med flere konkurrerende magtpoler, og i det spil vil Kina både være en hård økonomisk konkurrent, en vigtig partner i klimakampen og en systemisk rival. Og vi skal som danskere og europæere ikke bare underordne os den amerikanske tænkning eller spille rollen som USA´s lydige skødehund.


Det vil være hovedløst, hvis man som den forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blindt følger USA ind i en ny krig mod fx Kina i et muligt slag om Taiwans demokrati. EU skal aktivt modarbejde en ny kold krig eller militær stormagtskonfrontation. For vi står overfor en langt større trussel: Det er kampen imod de menneskeskabte klimaforandringer. Uden fælles handling kan store naturkatastrofer og ekstreme vejrlig i de kommende årtier koste millioner af mennesker livet og sende op imod 216 mio. på flugt frem mod 2050. Det er også i vores økonomiske egeninteresse at handle i tide. Stiger de globale temperaturer med 2,7 grader celsius til op over 4 grader, som FN´s klimapanel, IPCC, vurderer er sandsynligt, kan det koste mellem 5-10 pct. af vores bruttonationalprodukt, skønner den britiske økonom, Nicholas Stern.


EU må hæve ambitionerne i klimapolitikken, og her er et samarbejde med både USA og Kina vitalt. Det vil være fatalt, hvis en ny kold krig - eller en varm krig for at forsvare Taiwan - ender med at få politikerne til at udskyde klimareformerne. Det har de allerede gjort alt for længe. Af terrorchokket i 2001, finanskrisen i 2008, migrationskrisen i 2015 og senest coronapandemien i 2020 blev vore samfund rystet, og disse megakriser betød, at politikerne udskød klimaomstillingen. Man kan nemt blive suget ned i en spiral fyldt med muterende kriser, der udløser større fremtidspessimisme og frygt. Men der er brug for et brud med frygtens politik. I stedet for tabermentalitet, har vi brug for mere Yes we can-mentalitet. En politik, der stimulerer håbet og finder reformløsninger på de fælles udfordringer.

Kan vi i Europa overvinde vores indre splittelser og forene kræfterne, kan EU gøre en kæmpe forskel. Op igennem historien har vi i Europa vist, at vi kan overvinde selv svære kriser. Efter Anden Verdenskrig var kontinentet fattigt, udbombet og midt i et antropologisk chok fra Holocaust. Der var 17 mio. flygtninge efter krigen, men vi rejste os igen, vi overvandt nationalismens krige, vi samledes i det europæiske fællesskab, og vi fik skabt nyt håb i det hårde arbejde med at sikre fred, øget velfærd, velstand, frihed og demokrati. De 27 EU-lande var alle tabere i Anden Verdenskrig, men vi genfandt troen på vore egne kræfter og foldede vingerne ud for at opbygge et bedre samfund. Det blev et europæisk skæbnefællesskab, hvor den indre styrke opstod i en gensidig erkendelse af vores sårbarhed og afhængighed.


I dag er EU det eneste seriøse bud på en demokratisk aktør, der kan udfylde det store tomrum, USA efterlader på den globale arena. Men det kræver, at unionen reformeres og får flere muskler til at tackle grænseoverskridende megakriser. I min bog, Håbets politik, har jeg beskrevet en række reformforslag til, hvordan vi i Europa kan overvinde kriserne og gøre EU til en grøn supermagt.


Vi skal fx femdoble investeringerne i EU’s Green Deal til 5.000 milliarder euro frem mod 2030, så vi allerede fra 2035 kan få et energinet, der er 100 pct. selvforsynende, elektrificere vejtransporten og investere i nye europæiske teknologiplatforme, der kan sætte turbo på udviklingen af nye bæredygtige løsninger. 5.000 milliarder euro lyder af mange penge, men det er ikke mere, end hvad staterne og EU tilsammen brugte under coronakrisen. Vi så masser af lederskab og handlekraft under pandemien, så hvorfor ikke også gøre det samme i forhold til klimakrisen?


Ideelt burde EU forvandles til en lille netværksstat med egne indtægter på omkring 3-4 pct. af BNP. Det kunne gøre fællesskabet langt mere robust. Og når vi igen rammes af en megakrise, vil EU i givet fald kunne optage fælles lån til at investere sig ud af krisen i stedet for at spare sig til endnu større problemer. 3-4 pct. af BNP gør ikke EU til en superstat som den amerikanske forbundsstat, men det er det minimale, der skal til, hvis vi skal forsvare vores europæiske samfundsmodel i den globale kappestrid med USA og Kina.


Bjarke Møller (f. 1966) er journalist og forfatter til bogen, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt”, 2021.


Kommentaren blev første gang bragt i Ræson Søndag, 17. oktober 2021


Kilder: [i] Ian Bremmer, The End of the American International Order: What Comes Next? Tale på GZERO topmøde i Tokyo, 18. november 2019. [ii] SIPRI, Militærudgifter i 2019 opgjort pr. land. 2020. [iii] SIPRI-tal 2017. Hentet fra Verdensbankens database, august 2020. Tal inkluderer bade aktive soldater og paramilitære tropper, der kan indsættes i kamp. [iv] Andrew Moravcsik, Europe is still a Superpower. Foreign Policy, 13. april 2017.



11 views0 comments