Den 22. januar 2022 var det 50 år siden, at statsminister Jens Otto Krag underskrev traktaten for Danmarks indtræden i EF, men hvad vil vi med medlemskabet? I stedet for et fortsætte en fodslæbende EU-politik bør Danmark begynde at vise lederskab i fællesskabet.
Jens Otto Krag underskriver traktat den 22. januar 1972 forud for folkeafstemning om dansk EF-medlemskab. Foto: European Commission - Audiovisual Service
DANMARK SKAL være i hjertet af Europa, og EU skal udvikles til en klimaunion. Den klare melding fra statsminister Mette Frederiksen i nytårstalen er fulgt op af udenrigsminister Jeppe Kofod, der siger, at vi skal være i kernen af Europa. Er det en leg med ord, eller er der substans i det? Det finder vi ud af, når regeringen - som Kofod ønsker - får lavet en Europapolitisk aftale i år.
Her er mine bud: Vi bør frigøre os fra de ordoliberale sparelande, som regeringen allierede sig med ift. EU´s syvårige budget og det fælles lån til Next Generation EU-fonden. Heldigvis lægger Kofod op til en opblødning. Det er klogt, for Holland har fået ny regering, der vil det samme. Vi står overfor et strategisk valg. Rent alliancemæssigt bør Danmark sigte efter at rykke ind i kernen af EU. Vi skal søge indflydelse i mellemrummet mellem Tyskland og Frankrig frem for at danse rundt med de fedtede fire eller at flirte med centraleuropæiske EU-skeptikere.
Danmark bør støtte, at NGE-fonden gøres permanent, og at EU får egne skattekilder, så EU kan låne i fællesskab, hvis vi igen rammes af globale megakriser. I min bog, Håbets politik, anbefaler jeg, at EU sikres egne skattekilder på omkring 3-4 pct. af BNP, og at EU bemyndiges til at optage egne lån indenfor aftalte rammer. Hvorfor? Så kunne EU investere meget mere i kritisk infrastruktur og nye teknologi- og industriklynger i Europa, der kan gøre EU mere suverænt og robust, så vi ikke er så sårbare overfor Kina eller Silicon Valleys digitale imperier. Kombinér det med en ny offensiv europæisk erhvervspolitik, Made in Europe 2030.
EU HAR BRUG FOR flere økonomiske muskler og et større budget, hvis visionen om en klimaunion skal gøres til virkelighed. Ideelt set burde EU investere op imod 5000 mia. euro i de næste ti år i en ambitiøs green deal. Man kan bygge et europæisk energinet med op til 100 pct. vedvarende energi i 2035. Det er realistisk, rettidig økonomisk omhu og teknologisk muligt. Og det vil frigøre os fra autoritære olie-gasregimer, hvis værdier vi ikke bryder os om. Eksperter fra Stanford Universitet vurderer, at prisen er ca. 5200 mia. euro for dette vedvarende energinet. EU kan ikke hindre, at enkelte lande også vil have atomkraft, men EU bør hellere satse på sol, vind, jordvarme og vandkraft.
Vi skal i Europa sikre hurtig udrulning af elladestationer, fremrykke forbud mod fossilbiler og sigte efter, at alle kører i elbiler fra 2035. Stil langt skrappere EU-krav til energibesparelser, byg alle nye byggerier i nul- eller plusenergiklassen og brug 50-70 pct. af landbrugsbudgettet til grøn omstilling. En superambitiøs klimapolitik i EU kan blive et eldorado for grønne danske eksportvirksomheder. EU´s CO2 reduktionsmål bør løftes fra 55 pct. frem mod 2030 til mindst 65-70 pct. for at nå 1,5 graders målet fra FN´s Parisaftale.
Danmark bør gå foran og sige ja til at finde ekstra penge i EU og flerdoble EU´s green deal. Statsministeren bør forlade den nationale husholdningslogik og tænke ud af boksen.
HVIS IKKE SNAKKEN om klimaunionen skal ende som varm luft, må budgettet udvides. Derfor bør vi arbejde for en EU-skattereform med fælles selskabsskat, CO2 grænseafgift, finansiel omsætningsafgift, opgør med alle skattely mv, så der er penge nok til klimaunionen. Danmark burde også sige ja til EU´s sociale klimafond og ikke indtage skeptikerrollen. EU skal forvandles til en grøn supermagt. Det er langt vigtigere end opgøret med EU-forbeholdene.
Det er i dansk interesse at droppe rets-, forsvars- og ØMU-forbeholdene, men vi kan godt halte videre med finanspagten, den retlige særaftale, et figenblad i forsvarsfonden og EI2 interventionsstyrken. Så længe vi har forbeholdene, har vi ikke fuld indflydelse i kernen af EU, men så må vi oppe os ekstra meget i debatten om EU´s fremtid.
DANMARK OPTRÆDER desværre alt for ofte som en fodslæbende småstat. Vi burde vise lederskab med konstruktive reformforslag, når Frankrig og Tyskland lægger op til traktatreformer af EU. Efter 50 års ægteskab er det på høje tid, at vi danskere forstår, at EU er vores vigtigste strategiske partner i verden. Kun i et stærkt og reformeret EU kan vi forsvare vores demokrati, suverænitet og sikkerhed i en turbulent global økonomi og et geopolitisk landskab med muterende megakriser.
Indlægget blev bragt første gang i Altinget den 20. januar 2022