15. august 2021
Kabul er i disse timer ved at falde til de fremstormende talebanske krigere. Vi er vidner til et tragisk drama, hvor de fundamentalistiske islamisters genvinder magten. Det er er samtidig et kæmpe nederlag for USA og de allierede, der for to årtier siden indledte krigen mod taleban-regimet og al-Qaeda netværket. Krigen begyndte med en drøm om at bekæmpe terrorismen og fundamentalismen. USA´s præsident Bush ville frigøre og forvandle landet, men sådan gik det ikke. Det er ikke lykkedes for USA og de allierede at fjerne ondskaben, at udbrede demokrati, frihed og opbygge fungerende retsstater.
Nu spoles filmen tilbage i lyntempo, og afghanske piger og kvinder kigger igen ind i en mørkere fremtid med store tilbageskridt og undertrykkelse. Fortidens dæmoner stiger igen op af ruinerne i det krigsplagede land. De vestlige besættelsesmagter er på flugt, og de kæmper for at nå ud af landet i tide og redde livet. Så det ikke ender i et nyt Saigon.
Siden USA´s præsident Joe Biden i foråret besluttede sig for at trække alle amerikanske soldater hjem - og fuldføre den beslutning, som Donald Trump allerede havde truffet i en fredsaftale direkte med talebanerne - har det blot været et spørgsmål om tid, før Afghanistan igen var regeret af de ekstremt fundamentalistiske talebanere. Selv om der er al mulig grund til at frygte for Afghanistans fremtid, og vi kan begræde de store pinsler, som piger, kvinder og demokrater nu må gennemgå, må vi gøre den brutale erkendelse, at selv efter tyve års besættelse og enorme omkostninger for de vestlige magter har det ikke været muligt at gennemføre et regimeskifte i dette fattige og smukke bjergland.
Photo by Mohammad Rahmani on Unsplash
Tapre soldater fra Danmark og andre vestlige lande har kæmpet hårde kampe for at virkeliggøre den drøm, som de vestlige ledere satte sig for at virkeliggøre for tyve år siden, og vi må stadig takke disse menige soldater for at have kæmpet for nogle idealer om demokrati og frihed, der lå ud over dem selv. Men de er blevet svigtet af de vestlige ledere, der sendte dem ud på en umulig mission, som der var meget lille sandsynlighed for at fuldføre. Det er den bitre sandhed, som vi stilles overfor i disse dage og timer. Vi kan også fyldes med skamfølelse over, at Danmark ikke i nødens stund
viste den moralske rygrad til at redde alle de tolke - også privatansatte - der under krigen har hjulpet de danske tropper. Det er en skandale, som kalder på dyb selvransagelse i den danske regering og resten af Folketinget. Men i disse timer har vi brug for at se det større billede. Og det er virkelig hårdt. De mange ofre og de mange meningsløse tab af menneskeliv har desværre ikke båret frugt. Derfor vil jeg ikke beklage, at tropperne trækkes hjem. For selv om det er et nederlag, er tilbagetoget en velkommen anledning til at se virkeligheden i øjnene.
I stedet for at fylde tomrummet med idealistisk hovmod eller nostalgisk længsel tilbage til heroiske krigseventyr, der endte i triumf, trænger vi til et realitetstjek her i 2021. For krigen har haft enorme menneskelige, sikkerhedspolitiske og økonomiske omkostninger, som ikke mere kan fordrives med patosfyldte taler.
Det virker nærmest patetisk, når gamle koldkrigere i de seneste dage har sagt, at vi burde være blevet i landet og kæmpet for at fuldføre den mission, som præsident Bush søsatte i oktober 2001. Nogle af dem argumenterer også for, at det er i vores egeninteresse, fordi der kan komme millioner af afghanere til Europa på flugt fra talebanerne. Ja, det sidste er en risiko, men Vestens krige mod terroren har allerede sendt millioner på flugt, så er det et godt argument? Den barske realitet er, at Afghanistan - i alt fald siden Sovjetunionens militære intervention i 1979 - har befundet sig i en lang krig, hvor det er svært at finde lyset for enden af de mørke bjerghuler. For tyve år siden troede de vestlige magter i krigen mod taleban-regimet og al-Qaeda terrornetværket, at de kunne finde et quick fix, men det endte i kviksand. Der var mange tilløb til forandring og flere håbefulde spirer, men intet var bygget på solide søjler af civilisation, og det hele forvitrede, da den amerikanske hegemon ikke længere ville betale de enorme omkostninger, som den lange og næsten uendelige krig har kostet. Tiden er kommet til at forstå og reflektere dybere over, hvad der gik galt.
Set i bakspejlet har krigene været en katastrofe. Afghanistan er USA´s største militære fiasko siden Vietnamkrigen, som den sikkerhedspolitiske ekspert, Andrew Bacevich, har sagt.
Og Europas fredsbevægelser fik ret i deres mange advarsler om, at krigene i Afghanistan og Irak ville skabe endnu større sikkerhedsproblemer og udløse endnu mere terrorisme. De europæiske politikere burde have lyttet til fredsbevægelserne. Dengang - og det vedstår jeg mig gerne - var vi mange, der følte en trang til at være solidariske med USA efter det forfærdelige terrorattentat den 11. september 2001. Og mange støttede krigen i Afghanistan. For at få fanget Osama bin Laden og optrevlet Al-Qaeda terrornetværket. Jeg var også en af dem, der støttede krigen, da Bush-administrationen kastede sig ud i den. Siden fulgte Irak-krigen, som den 15. februar 2003 fik over seks millioner af europæere til at gå på gaden for at protestere. Det var led i en fælles global manifestation, der samlede over dobbelt så mange. På det tidspunkt burde Danmark være stået af. Og vi burde have søgt europæisk samling og bakket Tyskland og Frankrig op. Irak-invasionen gik hurtig og let, men USA´s fatale ødelæggelse af statsapparatet efter mordet på Saddam Hussein efterlod et kaos, der kastede en lang hale af negative konsekvenser efter sig.
Så her er nogle af de barske konsekvenser, som krigene havde: De øgede vores usikkerhed, de førte til flere krige, herunder krigen i Syrien, de førte til øget terrorisme i de europæiske storbyer, de sendte millioner af flygtninge på flugt, de var en medvirkende årsag til den store europæiske migrationskrise i 2015 og de var med til at udløse den globale finanskrise i 2008, hvad mange har en tilbøjelighed til at overse. Fordi man ofte overser, hvordan kriser muterer og udvikler sig til nye kriser. Det folder jeg meget mere ud i min Europabog, Håbets politik, men her er nogle centrale pointer om terrorkrigene og deres høje pris:
Op imod en halv million mennesker har mistet livet i de to antiterrorkrige, som USA, villige europæiske lande og andre allierede har ført efter den 11. september. Dog kun få tusinde soldater, hvilket er karakteristisk for vor tids krige, at de rammer civilbefolkningen hårdest.
Krigene skabte ikke mere fred. De avlede endnu mere vold. Al-Qaeda netværket og mange af dets ledende folk blev dræbt eller taget til fange, men siden fulgte nye terrormutationer med ISIL og Islamisk Stat, der har stået bag en række attentater i europæiske storbyer. Ved årtusindskiftet var der årligt et par tusinde terrorattentater globalt, men i 2014 - hvor de toppede - blev der udført ikke mindre end 17000 terrorattentater i hele verden med over 45000 dræbte. I EU har vi takket være et stærkt politi- og efterretningssamarbejde efterhånden fået ret godt styr på terrortruslen i Europa, og der er i de senere år kun udført meget få succesfulde terrorattentater - langt under højden i 1960erne og 1970erne, hvor hjemmefødte terrorister gjorde kontinentet usikkert, og langt under de første år af nullerne, hvor Al-Qaeda netværket udførte flere fatale terroranslag i europæiske storbyer. (Endnu et sideprodukt af krigene.)
Med krigene har vi også været med til at fremprovokere langt større flygtningestrømme, end der ellers ville have været. Hvornår fatter de udlændingepolitiske hardlinere i DF, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet, at vi har et medansvar, og det ikke bare er ”de andres skyld”? Vi har et medansvar og bør ikke flygte skamløst fra ansvaret. Over 2,6 mio. afghanere og 360.000 irakere er ifølge UNHCR flygtet til andre lande, men heraf opholder cirka halvdelen af de afghanske flygtninge sig i nabolandet Pakistan, og atter 900.000 er endt i Iran. Op imod en kvart million afghanere og over 200.000 irakere er flygtet til Europa, mens kun under 1600 afghanske flygtninge og knap 6000 irakere har fået asyl i USA. Når amerikanerne kræver, at vi i Europa skal betale mindst 2 pct. af BNP til militær for at være solidariske i NATO, kunne vi godt bede amerikanerne om at betale en langt større del af den humanitære fredsdividende. For dér bærer vi i Europa en langt større byrde end amerikanerne. Tre fjerdedel af de omkring 850.000, der under den europæiske flygtningekrise i 2015 nåede til Grækenlands kyster var flygtninge, og de fleste var fra Syrien og Afghanistan. Det afslørede samtidig en anden realitet, som mange af de udlændingepolitiske hardlinere har nægtet at se i øjnene.
Uden mange års antiterrorkrige var der aldrig flygtet så mange hertil. Vi har et ansvar for at vise solidaritet og mere generøsitet.
Og hvad med økonomien? Brown University har lavet en minutiøs gennemgang af udgifterne år for år, og der tegner sig et chokerende billede. Medregnes USA´s militære operationer imod terrorister i Pakistan og Syrien i perioden fra 2001 til 2019, plus omkostningerne til baseudvidelser, hjælp til sårede veteraner, terrorrelaterede sikkerhedsoperationer og ekstra låneudgifter til krigene, er USA´s økonomiske regning fra krigene over 6400 mia. dollars. Det vil sige mere end USA´s samlede udgifter til Anden Verdenskrig, der omregnet til 2019-dollars er 4828 mia. dollars. Krigene skabte ikke fred, bortset fra at de skabte glæde og økonomisk fremgang i USA´s militærindustrielle kompleks, der har enorm magt i det amerikanske samfund.
Den oversete sideeffekt af terrorkrigene er, at de også var med til at udløse finanskrisen i 2008, der siden førte til enorme sociale og økonomiske lidelser. Og de førte til endnu mere vrede og populisme i Europa, og det er sår og splittelser, vi stadig kæmper med at overvinde. Det er en pointe, som nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz har været inde på. Kort fortalt: Bush-administrationen førte krig for lånte penge. I stedet for at udskrive ekstra skatter til de rigeste og den velstillede middelklasse, hvilket man gjorde under Anden Verdenskrig, forsøgte forbundsbanken at holde hånden under økonomien. Man sænkede renten aggressivt fra 6 pct. i 2001 til kun 1,2 pct. i 2003. Det pressede boligpriserne i vejret som varmluftsballoner. Samtidig betød øget offentlig efterspørgsel, at der kom flere job i det militær-industrielle kompleks, arbejdsløsheden faldt, og det var også med til at sparke ekstra gang i hjulene. Amerikanerne købte større huse. Men de satte sig også for hårdt. Og det lagde grunden til den store subprimekrise, der også hænger sammen med finansialiseringen af vores økonomi. For at gøre en lang historie kort: Irakkrigen fik bl.a. den sideeffekt, at oliepriserne og ressourcepriserne begyndte at stige kraftigt. Det var den perfekte storm. Siden kom finanskrisen. Dens lange eftervirkninger kom vi til at kæmpe med i Europa i 7-10 år.
Så når hele regnskabet skal gøres op i midt i den store følelse af et kollektivt og dramatisk nederlag, bør vi måske alligevel sige tak til Trump og Biden for endelig at trække de amerikanske tropper tilbage. Det var faktisk på høje tid. Der er stadig meget oprydningsarbejde, som vi har et medansvar for at være med til at løse. Og i det omfang det er muligt, bør der lægges et stort pres på den nye talebanske regering, så den ikke ender med at rulle alle fremskridt tilbage. Det bliver ikke let, og der er ingen grund til at være naiv, for det bliver forbandet svært at flytte de fundamentalistiske islamister. Alligevel bør EU og andre magter gøre forsøget. Hvert lille lys af håb, der tændes i mørket, har sin værdi. For Europa bør det store nederlag i Afghanistan give anledning til en dybere selvransagelse om, hvordan vi varetager vores geopolitiske og sikkerhedspolitiske interesser i fremtiden. Og her må vi spørge os selv, om Europa stadig skal lægge sig i læ af den amerikanske supermagt og USA´s interesser. Eller er tiden kommet, hvor vi bør stå mere på egne ben og udvikle en ny europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, hvor vi kan operere mere selvstændigt og ikke bare følger trop, når Det Hvide Hus ringer?
Note: Denne kommentar bygger på analyser i kapitel 14 og kapitel 19 i min bog, ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt” (2021) En del af analysen har også været bragt i Dagbladet Politiken i april 2021.