Search
  • Bjarke Møller

Det historiske valg: Kan og vil vi forsvare Europa?


De tektoniske plader rykker sig i disse uger på det europæiske kontinent. Og midt i rystelserne rykker europæerne meget tættere sammen. EU har fået et nyt strategisk kompas, der sætter en ny retning for fællesskabet. Hvad bliver konsekvenserne, og gør det en forskel, når danskerne skal tage stilling til forsvarsforbeholdet den 1. juni?


Europa smedes i kriser, skrev Jean Monnet i sine erindringer. Det har vi fået et tydeligt vidnesbyrd om i den sidste måneds tid. Siden Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 24. februar indledte sin invasionskrig i Ukraine er over 3,5 millioner ukrainere sendt på flugt i det, der i rekordtempo har udviklet sig til den største flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig. Et frit, demokratisk og suverænt land smadres på brutal vis af den russiske militærmaskine med massebombardementer og missilangreb. EU-landene og NATO har ikke militært ønsket eller turdet at gribe ind af frygt for, at krigen hurtigt eskalerer til en atomkrig - sådan som Putin har truet med. Men man vedtaget historisk hårde økonomiske sanktioner mod Rusland, som har fastfrosset deres valutareserver, sendt russiske banker ud af SWIFT-betalingssystemet og konfiskeret store værdier fra oligarkerne.



Her torsdag og fredag holder EU topmøde i Bruxelles, hvor der også er indkaldt til et ekstraordinært topmøde i NATO. Ruslands krig i Ukraine har fået medlemslandene til at rykke endnu tættere sammen. Både i EU og i den tætte alliance med USA og Storbritannien i NATO, hvor man dag for dag har kalibreret de fælles modsvar på Putins aggression.

Hvis Putin havde kalkuleret med, at han kunne splitte EU og NATO, har han taget grueligt fejl. Han har for flere år siden pralet med, at han på to uger kunne erobre Kiyv, men hans tanks er kørt fast mange steder, nogle steder er de blevet omringet, de russiske forsyningslinjer fungerer dårligt og det, der først så ud til at kunne blive en hurtig russisk fremmarch, er endt i en blanding af taktiske nederlag, store russiske tab og brutale strafaktioner mod civile ukrainere.


Offentligheden har set rædselsfulde billeder fra udbombede byer som bl.a. Mariupol, hvor over 100.000 borgere holdes indespærret uden adgang til mad, rent drikkevand og medicin.

De heroisk kæmpende ukrainere søger at forsvare sig i ruinerne mod den russiske militærmaskine, mens den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, sender den ene appel til Vesten om at sende våben, gribe ind i krigen, lave en no-fly zone og vise solidaritet. Der føres såkaldte fredsforhandlinger mellem den russiske og den ukrainske regering, men det ligner mest en potemkinkulisse, for Putin har - trods gentagne telefonopkald fra vestlige ledere - overhovedet ikke vist vilje til fredsløsninger.


Frygtens tyranni


Putins imperiale magtambitioner er trods de mange russiske tab på slagmarken stadig intakte. I værste fald kan han finde på at skalere krigen op med brug af både taktiske atomvåben og kemiske våben. Blot for at vise, at han kan. Frygtens tyranni er hans foretrukne sprog. Frygtens chokbølger og gedulgte hackerhære sendes afsted for at udbygge hans magt i den storrussiske interessesfære og for at destabilisere resten af Europa.

Putin iscenesætter massemøder, hvor de menige russere skal hylde den store fører, den nye zar, som under sit mystiske Z vil udbrede RUS-fascismen til sine nabolande.

I Rusland har Putin sat turbo på sovjetificeringen af det russiske samfund, han slår hårdt ned på systemkritikere og har lukket ned for en fri offentlig debat. Putin iscenesætter massemøder, hvor de menige russere skal hylde den store fører, den nye zar, som under sit mystiske Z vil udbrede RUS-fascismen til sine nabolande. En ny storrussisk og imperial interessesfære, som kan destabilisere hele Europa fra øst. Og få revanche for alle de imaginære ydmygelser, som Putin har konstrueret for at legitimere en angrebskrig, der ikke kan legitimeres. Men løgnene hober sig op, den russiske økonomi lider under de hårde økonomiske sanktioner, modige russiske fredsdemonstranter er trådt i karakter som vor tids dissidenter og for hver eneste dag, der går, bliver det sværere og sværere for Putin at fuldføre sin mission. Imens påføres den ukrainske befolkning enorme lidelser, menneskerettigheder krænkes dagligt, og FN kan registrere og indsamle dokumentation for, hvordan Putins hær gør sig skyldig i folkemord.


Ingen ved endnu, hvordan krigen ender, men der er efterhånden flere og flere militæranalytikere, der vurderer, at Rusland kommer til at vinde denne krig. Det kan måske over tid ende som Putins pyrrhussejr, hvor de første vundne slag på slagmarken efterfølges af stribevis af strategiske nederlag, der fører til hans fald. Eller til hans totale ydmygelse. Men krigen har destabiliseret ikke bare Ukraine, men også sat hele Europa på store prøvelser. Kommuner og lokalsamfund skal tage imod millioner af ukrainske flygtninge, den danske og flere andre EU-lande har måttet justere deres Europapolitik, neutrale lande som Finland og Sverige knytter sig tættere til NATO, diplomatiet arbejder på højtryk, og rystelserne truer også fundamentet under det globale økonomiske system. Og med det kan følge ny social og politisk uro.


Putins destabilisering


Energi- og fødevarepriserne er tordnet i vejret, og med dem presses inflationen hurtigt i vejret, økonomien er i alarmberedskab med store nedskrivninger og i værste fald kan det føre til nye finansielle krak, når de store tab i Rusland og i de globale værdikæder forplanter sig fra handelsvirksomheder og videre ind i de største og mest gearede banker. Har Putin ønsket at destabilisere verden, er han foreløbig lykkedes med sit forehavende.

Krigens negative sideeffekter muterer og spreder sig hurtigt, og fronten ligger ikke bare i de ukrainske byers ruiner

Ukraine er sammen med Rusland Europas store kornkammer, og halvdelen af EU-landenes kornimport kommer fra Ukraine. En fjerdedel af den vegetabilske olie og en femtedel af hveden importeres fra Ukraine. Med krigens ødelæggelser stopper disse forsyninger i år og sikkert også næste år. Fødevarepriserne stiger, regeringerne kommer under pres fra NGO´ere for at reducere kødproduktionen- og forbruget, fordi den er dybt afhængig af import af foder. Og i Nordafrika kan fødevarekrisen føre til sult, folkelig vrede, nye politiske oprør og øget migration, mens verdenssamfundet kommer på overarbejde for at undgå større sultkatastrofer på det afrikanske kontinent. Krigens negative sideeffekter muterer og spreder sig hurtigt, og fronten ligger ikke bare i de ukrainske byers ruiner.


Putin har med sin krig givet EU-landene et nyt wake-up call fremtiden, og alle regeringer har nu indset, at man har sovet i timen og fået alt for stor geostrategisk sårbarhed på grund af vores store afhængighed af russisk energi- og råvareforsyning. EU-landene importerer over 40 pct. af vores gas og kul fra Rusland og 27 pct. af vores olie fra russerne. Den kendsgerning har foreløbig fået flere EU-lande til at modsætte sig forslag om at lave en energiembargo mod Rusland. Nogle lande som bl.a. Bulgarien og Rumænien er så dybt afhængige af russisk energi, at borgere risikerer at dø af kulde, hvis EU-landene indfører en energiembargo.


Europa-Kommissionen har fremlagt en plan for, hvordan fællesskabet inden næste vinter kan blive 2/3 uafhængig af russiske gasforsyninger, og selv Tysklands grønne vicekansler, Robert Habeck, har været på en lynturné til Mellemøsten for at skaffe den tyske industrination ekstra forsyninger af olie og LNG-gas, så man også klare sig igennem næste vinter uden at fortsætte med at finansiere Putins krigsmaskine via energiimport. Han taler om, at Tyskland skal omstille sig med Tesla-hastighed. Det skal hele Europa. Over en bred front. Europa-Kommissionen har netop fremlagt forslag til, at EU-landene bør lave fælles gasindkøb og garantere et EU-gaslager, der sikrer et vist minimum af forsyninger, som medlemslandene kan trække på.


Det historiske vendepunkt


Foråret på vej, og det øger sandsynligheden for, at EU-landene - hvis det bliver nødvendigt - også vil kunne nå til enighed om en olieembargo eller måske en bredere energiembargo overfor Putin, hvis krigen forværres og hårdere sanktionspakker skal tages i brug. Selv om Viktor Orbán på forhånd har sagt nej til at indføre energiembargo, så har erfaringen fra den sidste måned vist, at selv ikke han - der er Putins nærmeste ven i EU-kredsen - tør stemme imod, når de store hjul i historien drejer.


Krigen har forvandlet EU fra en blød diplomatisk og økonomisk magt til en geopolitisk stormagt, der ikke tøver med at indføre overraskende hårde sanktioner og endda at finde nye budgetmidler, så man kan sende våbenhjælp for en mia. euro til Ukraine. Det kan ske igen. Hvis Putin finder på at bruge taktiske atomvåben eller kemiske våben i Ukraine, så taler alt for, at EU vil finde et modsvar der er i en helt anden kategori end de hidtidige. En olie- eller energiembargo og et bredere handelsstop overfor Rusland er en reel mulighed. Nogle grusomheder kræver modsvar der er langt ud over folks almindelige komfortzone, og flere meningsmålinger i EU-landene viser, at borgernes offervilje og ønske om at vise solidaritet med de trængte ukrainere er meget høj. For en måned siden troede mange, at det var umuligt, at Tysklands socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, ville bakke op bag en nedlukning af Ruslands adgang til SWIFT, at stoppe Nordstream2 gaslinjen og at sende våben til Ukraine. Det skete.



Foto: Bundesregierung/Bergmann

I en historisk tale til den tyske Bundestag, søndag den 27. februar, definerede Scholz et historisk vendepunkt i den tyske Europa- og sikkerhedspolitik, som også har tvunget Danmark og de andre EU-lande til at ændre kurs. Scholz-regeringen opretter en forsvarsfond på 100 mia. euro for at opruste det tyske forsvar allerede i år, og Scholz afgav sit løfte om, at Tyskland fremover vil bruge 2 pct. af BNP på forsvaret og dermed leve op til sine NATO-forpligtelser. Samtidig har trafiklysregeringen afsat 200 mia. euro til at investere massivt i den grønne omstilling, så man hurtigere kan frigøre sig fra afhængigheden af russisk energi. Energipolitikken er rykket ind i hjertet af sikkerhedspolitikken. Det var opsigtsvækkende, at Scholz ikke nævnte USA med et eneste ord i talen, for Scholz ønsker at gardere sig mod nye tilbageslag i USA - f.eks. hvis Trump eller en anden ekstremist vinder præsidentvalget i 2024.


Tysklands vending er frem for alt europæisk. Eller som Scholz sagde i sin tale - med en let omskrivning af John F. Kennedys berømte ”Ich bin ein Berliner” tale i 1963 - skal Tyskland og alle andre medlemsstater i EU ”ikke længere spørge, hvad de kan trække ud af Bruxelles til deres eget land, men de må spørge: Hvad er den bedste beslutning for vores Union? Europa er vores ramme for handling,” fastslog Scholz. Det ligger i forlængelse af det moderne Tysklands mission om at forankre tyskerne i EU - som et europæisk Tyskland. Scholz vil - i fuld forening med den franske præsident, Emmanuel Macron - have et mere suverænt Europa, der er handledygtigt på den globale arena, og Tyskland vil nu også sætte store økonomiske midler af til at styrke forsvaret af Europa, det europæiske projekt og de europæiske værdier. Også med en stærk militær rygrad i et meget tættere europæisk forsvarssamarbejde.

Krigen har forvandlet EU fra en blød diplomatisk og økonomisk magt til en geopolitisk stormagt

Efter EU´s Versailles-topmøde den 10.-11. marts sagde Macron, at krigen er ”et tragisk vendepunkt for vores historie, og vi er alle, tror jeg, fuldt ud bevidste om, at det også er et vendepunkt for vores samfund, vores folk og vores europæiske projekt.” Over hele kontinent ”træffes historiske beslutninger, som markerer et større vendepunkt. Vi må organisere os på det europæiske niveau for at bygge fælles forsvarskapaciteter,” sagde Macron. Det er ikke kun Tyskland, men en række EU-lande, der har truffet beslutning om at løfte forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP og at styrke det europæiske forsvarssamarbejde.


Danmarks europæiske kompromis


For få måneder siden afviste Danmarks socialdemokratiske regering at ophæve forsvarsforbeholdet, men krigen fremtvang en dyb selvransagelse. Søndag den 6. marts kunne statsminister Mette Frederiksen præsentere et bredt nationalt kompromis sammen med lederne af SF, Radikale Venstre, Konservative og Venstre, hvor partierne blev enige om, at de danske bevillinger til forsvar og sikkerhed gradvist skal løftes op til 2 pct. frem mod 2033. Det er et markant gearskifte, som man også er villige til at finansiere via lidt større offentlige budgetunderskud på op til 1 pct. af BNP. Det nationale kompromis er samtidig et europæisk kompromis.


I stedet for ensidigt at deponere Danmarks forsvarsgarantier og sikkerhed hos amerikanerne i NATO, så er aftalepartierne enige om, at vores sikkerhed fremover skal sikres via NATO og ved at deltage fuldt og helt i det europæiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Den 1. juni skal der afholdes folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og partierne bag forliget anbefaler, at det afskaffes. Danmark skal helhjertet deltage i EU´s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i stedet for at tage forbehold. Allerede i sin nytårstale bebudede statsminister Mette Frederiksen en nytænkning i dansk Europapolitik ved at sige, at Danmark skal være i hjertet af Europa, og nu vil Socialdemokratiet sammen med aftalepartierne forsøge at overbevise vælgerne om, at forsvarsforbeholdet skal væk. Det har vakt opsigt i de andre EU-lande, at Danmark nu udfordrer den gamle hellige ko, som er et af de fire forbehold fra den nu 30 år gamle Edinburgh-erklæring.


Spørgsmålet er så, om ja-partierne kan overbevise vælgerne om visdommen i, at det skal ske midt under Putins invasionskrig. Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har allerede været ude med advarsler om, at et farvel til forbeholdet vil føre til en overnational EU-hær, der endda - som han skrev i indlæg til Altinget - måske en dag vil lave interventioner i Afghanistan. Han forsøger at italesætte EU´s forsvarsstyrke som en permanent hær, som vi ikke har brug for, fordi vi allerede er med i NATO. Det argument appellerer til NATO-tilhængere, som ikke kan se dokumentation for, at EU har potentiale til at tage i sig af de hårde militære trusler fra bl.a. Rusland.

Danmark skal stille sig på den rigtige side af historien og stille op med vores allierede for at forsvare vores fælles værdier og sikkerhed i Europa.

På SF´s landsmøde i weekenden holdt SF´s formand, Pia Olsen Dyhr, en tale for, hvor hun klart afviste påstanden om, at der er noget, der minder om en EU-hær. For hende handler det om, at Danmark skal stille sig på den rigtige side af historien og stille op med vores allierede for at forsvare vores fælles værdier og sikkerhed i Europa. Det skal ikke bare ske via NATO, men også via et styrket samarbejde i EU. Hun lagde bl.a. vægt på, at EU-samarbejdet kan supplere NATO´s militære forsvar ved sætte ind på en række bredere sikkerhedspolitiske felter, herunder cyberkrig.


Men SF og de andre aftalepartier skal ikke bare imødegå nej-kampagnen fra DF og Nye Borgerlige på den yderste højrefløj. Også Enhedslisten - som ellers befinder sig midt i en større intern diskussion om en revision af EU-politikken - har meldt sig under nej-kampagnens faner. De hævder, at et ja vil være et ja til en EU-hær, og de advarer også om et ja vil føre til øget oprustning. Enhedslisten appellerer til antimilitaristiske borgere og de velfærdstilhængere, der frygter, at et kommende løft i de danske forsvarsbevillinger med 18 mia. kr. fra 2033 vil gå ud over kernevelfærden. Finansieringen af forsvarsforliget sker ved at løsne på den stramme budgetlov - som Enhedslisten også selv har været kritisk over for - så man kan ikke på forhånd konkludere, at pengene til mere forsvar og sikkerhed vil mindske velfærden. Danmarks økonomiske velstand ventes også at vokse frem mod 2033, og ingen ved, hvordan fordelingspolitik ser ud om mere end ti år, så denne type nej-argumentation er i den mere spekulative ende.


Erfaringen fra tidligere folkeafstemninger er, at nej-siden vil gøre meget for at skabe usikkerheder og utryghed om forestillede risici i fremtiden. Man ved fra den psykologiske forskning, at borgerne har en vis status quo bias, og de skal bruge en del ekstra energi og føle stor tryghed omkring beslutninger, før de tør sige ja til forandringer. Denne bias vil nej-siden helt sikkert spille en del på. Spørgsmålet er bare, om ja-siden i løbet af kampagnen kan komme med en kæde af positive argumenter, som virker mere overbevisende end nej-sidens. Der skal ikke meget til at få stemningen til at vende under de næste par måneders kampagne om afskaffelse af forbeholdet. Lige nu fører ja-siden, men det gjorde de også to-tre måneder før folkeafstemningen om den retslige tilvalgsordning i 2015.


Den sejlivede myte om EU-hæren


Ingen er i tvivl om, at Putins invasionskrig har ændret det sikkerhedspolitiske landskab og trusselsbilledet i Europa på dramatisk vis. Men spørgsmålet er, hvilken betydning det får når danskerne den 1. juni skal stemme om forsvarsforbeholdet. Vil de gardere sig ekstra, så Danmark fremover kan tage fuldt og helt del i EU´s forsvars- og sikkerhedssamarbejde side om side med det fortsatte NATO-medlemskab? I USA ser Biden-administrationen positivt på et tættere og stærkere europæisk forsvarssamarbejde, da man betragter det som noget, der også bidrager til at styrke NATO. Hvis Trump kommer tilbage til magten ved valget i 2024, kan danskerne og europæerne ikke føle sig sikre på, hvordan USA vil agere. Og gør det en forskel i en situation, hvor et aggressivt Rusland truer os mod øst? Det kan blive sværere for nej-siden at overbevise danskerne om, at det fortsat er klogt at lægge alle æggene i NATO-kurven. Men mange vil stadig have en tvivl ved, hvad EU så kan levere på den anden side.


Enhver, der har læst unionstraktaten og set, hvad EU har bedrevet ind til nu, vil have svært ved at lade sig overbevise af nej-sigernes påstand om, at EU i færd med at lave en egentlig hær. Der er ganske enkelt ikke dokumentation for påstanden. Den er grebet ud af den blå luft. I unionstraktaten taler man om et fælles forsvar, og at EU-landene vil samarbejde i forsvars- og sikkerhedspolitikken, men man bruger ikke ordet en hær. Man taler om en fælles ”styrke”, og overnational er den slet ikke. Alle lande ønsker fortsat at have en national hær, fordi det udgør en kerne i den nationale suverænitet. EU´s forsvars- og udenrigspolitik er derfor stadig mellemstatslig, og beslutninger træffes ved enstemmighed.

Enhver, der har læst unionstraktaten og set, hvad EU har bedrevet ind til nu, vil have svært ved at lade sig overbevise af nej-sigernes påstand om, at EU i færd med at lave en egentlig hær.

Afskaffer et flertal af danskerne forsvarsforbeholdet, vil Danmark kunne få indflydelse på de beslutninger, der træffes ved enstemmighed i EU-kredsen. Vi vil kunne være med til at sætte vores præg på, hvordan den fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik skal indrettes, og hvilke fredsbevarende og fredsskabende internationale missioner, som EU-landene drager ud på. Enten samlet eller i koalitioner af villige nationer. Som fuldgyldigt medlem vil Danmark også have suveræn ret til stå udenfor konkrete EU-missioner, hvis vi ønsker det.

På grund af sit nej, har Danmark ikke kunnet deltage i f.eks. EU-missioner for at stoppe pirater, der truede danske og andre EU-landes handelsskibe ud for Somalias kyst. Hvis forsvarsforbeholdet afskaffes, vil Danmark kunne gå med i den slags missioner for at beskytte f.eks. danske handelsskibe.


EU-landene har lavet over 35 fredsskabende civile og militære operationer fra Balkan til en række afrikanske lande fra Somalia til Congo og Mali, men det er relativt små enheder. EU er ikke inde for at vælte regeringer eller at lave invasionskrige, og det er i praksis altid koalitioner af villige EU-lande, som går ind for at sikre fred, at hjælpe regeringer med at bekæmpe terrorister og stabilisere lande, som trues af opløsning og borgerkrig. EU har derfor i praksis været med til at supplere FN på missioner, som FN ikke selv kunne udføre.


Det nye fælles kompas


EU har i denne uge vedtaget et nyt strategisk kompas for den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, der er vigtig at læse, hvis man vil forstå, hvad Danmark går ind til i det tilfælde, at forsvarsforbeholdet afskaffes. Allerede i de første linjer slås tonen an: ”Genkomsten af krig i Europa, med Ruslands uretfærdiggjorte og uprovokerede aggression imod Ukraine, såvel som større geopolitiske forandringer udfordrer vores evne til at fremme vores visioner og forsvare vores interesser. Vi lever i en æra med strategisk konkurrence og komplekse sikkerhedstrusler”, fastslås det i det strategiske kompas, der sætter retningen for, hvor EU er på vej hen. Intet sted i dette kompas tales der om at oprette en EU-hær.

Det er ikke et EU, som skal erstatte NATO. EU vil være med til at styrke NATO og supplere det transatlantiske forsvarssamarbejde.

Man taler om at bygge et stærkere og mere handlekraftigt EU på sikkerheds- og forsvarsområdet, der skal ”bidrage positivt til den globale og transatlantiske sikkerhed og er komplementært til NATO, som forbliver fundamentet for det kollektive forsvar af dets medlemmer.” Det er ikke et EU, som skal erstatte NATO. EU vil være med til at styrke NATO og supplere det transatlantiske forsvarssamarbejde. EU-landene vil opbygge en fælles europæisk kommandostruktur, lave fælles forsvarsøvelser mellem medlemslandene, sikre øget militær mobilitet på tværs af de europæiske landegrænser og indsamle fælles efterretninger - præcis som man gør i NATO - men det er stadig med udgangspunkt i, at det er et samarbejde mellem suveræne medlemslande.


EU-landene vil gerne oprette en fælles udrykningsstyrke på 5000 mand, som skal kunne rykke ud i hurtige missioner, hvis der f.eks. opstår konflikter på Balkan eller andre mindre regionale trusler i vores nærområde. Det er ikke en hær. Det er en fælles styrke, der er designet til noget andet end at imødegå f.eks. den russiske hær. Denne Rapid Deployment Capacity er mere end tifold mindre end den enhed, som EU-landene tilbage i 1990erne talte om at oprette efter de bitre erfaringer med Balkankrigen, hvor EU sammen med FN stod som hjælpeløse tilskuere til folkemord i Screbenica. Denne gang er ambitionsniveauet mindre, men man er optaget af at bygge en realistisk og operationel ministyrke, som kan rykke ud, og som så kan få ekstra bidrag fra medlemslandene, når det kræves.

I det strategiske kompas bruges der meget krudt på at tale om de civile og sikkerhedsskabende missioner mod de sammensatte og hybride sikkerhedstrusler. I det hele taget har EU et meget bredere syn på sikkerhed end NATO.


I de senere år har danske soldater deltaget i mange internationale missioner, og Danmark stillede også op, da USA bad os om at deltage i Afghanistan og Irak-krigen. Flere af EU´s kernelande som Frankrig og Tyskland var stærke modstandere af Irak-krigen, som de bl.a. mente var i strid med folkeretten. De mulige europæiske missioner vil være af en helt anden art end de to krige, og i det strategiske kompas tales meget om, at EU skal bidrage til at fremme den internationale retsorden, EU vil fremme afrustning, våbenkontrol og nedrustningsaftaler, og man vil også lave missioner, der adresserer de nye sammensatte sikkerhedsrisici fra bl.a. klimaforandringerne og andre komplekse kriser. Og man vil også opruste EU´s indsats imod cybertrusler, disinformation og fremmede hackerhæres angreb på kritisk infrastruktur.


Det hele er ikke blødt. EU´s medlemslande er også klar til at træffe hårde valg. EU-landene vil investere mere i udvikling af nye forsvarskapaciteter og våbensystemer, der kan fremstilles i Europa, så medlemslandene bliver mindre sårbare overfor trusler og politiske risici ude fra. Den europæiske forsvarsfond har udsigt til større bevillinger i de kommende år, så EU-landene kan strømline de mange nationale våbensystemer, få mere for pengene og i fællesskab udvikle og fremstille europæiske missiler, artilleri, tanks, kampfly, droner, patruljeringsbåde, transportfly og så videre. De bitre erfaringer med, at europæiske borgere havde svært ved at blive reddet ud af Afghanistan har f.eks. ført til, at EU-landene er enige om at investere mere i at udvikle transportfly, der kan bruges i den situationer.


Fra krise til krise opstår der nye behov og udfordringer, og på samme måde vil Putins angrebskrig få EU-landene til at drøfte, hvordan man bedst mulig styrker den fælles forsvarskapacitet, så man er bedre rustet til at tackle fremtidige trusler mod vores sikkerhed. Ingen kan sige, hvor den debat ender. Og meget afhænger af, om Rusland vælger at optrappe krigen, eller om de seneste ugers nederlag er begyndelsen til enden for den imperiale krigslogik, som Putin forsøger at genrejse i Europa. Ingen kan sige det med sikkerhed.


Det eneste, der er sikkert, er, at krigen har skabt dybe sår og tvunget alle europæiske lande til at nytænke deres sikkerhedspolitiske kompas grundlæggende. Det er en debat, som Danmark også må forholde sig til. Uanset om man vælger et aktivt tilvalg eller forholder sig passivt til den nye situation, så er en ting sikkert: Status quo findes ikke længere. Alt er forandret. Og vi er alle forandret og påvirket af den krig, som har raset i Ukraine i den sidste måned. Ingen - uanset hvad man vælger - undslipper sideeffekterne og chokbølgerne fra denne krig.





28 views0 comments