RUSLANDS præsident, Vladimir Putin, har opmarcheret 100.000 soldater ved Ukraines grænse, og både i Bruxelles og i Washington er der dyb bekymring ved tanken om en russisk invasion i Ukraine. Spørgsmålet er lige nu: Er Europa på vej ud i en ny krig her tre årtier efter den kolde krigs afslutning? Selv om EU’s december-topmøde sendte skarpe advarsler om nye hårde sanktioner, har Putin ignoreret dem og fortsat sine bøllemetoder. Han vil have Ukraine til at vende blikket væk fra Vesten og underordne sig Moskva.
Foto: www.kremlin.ru
Vi har i Europa en plaget fortid fyldt med ekspansive stormagter, der krænker andre landes territoriale suverænitet og sætter ild til større krige. Man kan påstå, at den hobbesianske rå og brutale naturtilstand er vendt tilbage, og alt bare handler om stormagters naturlov. Men det er ikke rigtigt, for vi lever også i en integreret, global økonomi med gensidige sårbarheder og afhængigheder. Ruslands store middelklasse vil næppe acceptere et langvarigt militært eventyr i Ukraine, som kan blive meget værre end de fatale erfaringer, Sovjetunionen og USA gjorde sig i kampen mod Afghanistans stammefolk.
VI HAR BRUG for mere afspænding og et tillidsskabende diplomati. Problemet for EU er, at unionen ikke har militære muskler til at spille på hele klaviaturet i det geopolitiske magtspil. Desuden mangler EU en stærk fælles udenrigspolitik. EU har masser af blød regelmagt og har lavet økonomiske sanktioner mod Rusland, siden Putin på illegal vis invaderede Krim-halvøen i 2014 og støttede oprørerne i Donbas-regionen. Selv om sanktionerne gør ondt, har de ikke haft den ønskede effekt. Putin spiller med musklerne igen.
EU bør ikke acceptere, at Ukraine frarøves friheden til suverænt at bestemme over sin egen fremtid, eller at Putin dikterer en ny russisk interessesfære. Rent militært er der dog grænser for, hvad vi faktisk kan gøre, hvis Putin invaderer Ukraine. Det er en smertelig situation ikke kun for Ukraine, men også for EU. Vi er stadig dybt afhængig af NATO og af USA’s fortsatte engagement i Europa.
NATO-LANDENE har optrappet deres tilstedeværelse i bl.a. Baltikum, Østersøen og Sortehavet. Men NATO er en forsvarspagt, og intet tyder på, at NATO eller USA ønsker at engagere sig militært i forsvaret af Ukraine. Biden har afvist, at han ønsker at sætte tropper ind på ukrainsk jord. Faktisk har Biden ”kun” truet med økonomiske sanktioner og dermed ikke gjort andet end, hvad EU-landene har gjort.
Putin søger at udnytte EU’s geopolitiske og militære afmægtighed på et tidspunkt, hvor Tyskland har fået ny regering, og hvor Macron er i valgkamp. Putin vil indsætte Rusland som Østeuropas geopolitiske overhund og udstille EU som en tandløs tiger, og hans bevidste destabiliseringsstrategi har stået på længe. I efteråret fik han EU-landene til at ryste af skræk for en orkestreret migrationsstrøm via Belarus. Vi har set flere års russiske cyberangreb via internettet, og i sidste uge blev Ukraine udsat for et skræmmende cyberangreb.
PUTIN HAR OGSÅ søgt at destabilisere EU fra Syrien-krigen til Balkan, og siden 2015 er mange sendt på flugt til EU. Det er på høje tid at finde effektive modsvar til Putins destabilisering. EU skal bryde med statistrollen og den kollektive magtesløshed.
For nylig holdt Putin et online forhandlingsmøde med Biden. Og der var møder i OSCE og bilateralt mellem NATO og Rusland, hvor EU-landene sad med til bordet. Ingen af møderne gav konkrete resultater. Så hvad gør vi?
Rusland er stadig en betydelig militær magt med en stor atomslagstyrke, og vi skal gøre alt for at undgå en ny krig eller en ny oprustningsspiral i Europa. Lige nu gælder det om at bevare det kølige overblik. Et tillidsskabende skridt kunne fx være at tilbagekalde flere militærskibe, som NATO-lande har sendt ind i Sorte Havet og at genoptage forhandlingerne i INF-regi for nedrustning af landbaserede mellemdistancevåben. Vi bør operere klogt, men ikke række Putin en lillefinger, så han æder hele armen. Diplomatisk må der spilles på mange strenge.
EU HAR SIDEN Ruslands invasion på Krim-halvøen givet over 17 mia. euro i lån og støtte til Ukraine for at konsolidere demokratiet. Det er over dobbelt så meget som USA. EU har lavet en associerings- og handelsaftale med Ukraine, så det er i vores bedste interesse at konsolidere disse fremskridt. Derfor bør vi nu gøre det krystalklart for Putin, at hvis han rykker længere ind i Ukraine, sender vi mere militært udstyr til Ukraines forsvarsstyrker. Rusland skal respektere Ukraines suverænitet, ikke gøre det til en russisk vasalstat. For det andet kan EU true med at droppe Nordstream 2. For det tredje kan vi smide et økonomisk atomvåben og lukke Rusland udenfor det internationale betalingssystem, SWIFT. Det vil lamme russernes økonomi. Det kan måske halvere Ruslands olie- og gaseksport, viser tidligere erfaringer med Iran. Putin, der ønsker genvalg i 2024, vil næppe turde løbe den risiko. Rusland kan næppe vinde en langvarig krig i Ukraine. Ukrainerne vil kæmpe med alt, hvad de har, og de kan få store våbenforsyninger fra vest.
I DE VESTLIGE LANDE bør vi ikke ryste i bukserne, når Putin leger gangster, smider skjorten og trækker sin Kalashnikov. NATO er militært mangefold stærkere end Rusland, der økonomisk ikke længere har Sovjetimperiets store statslige ressourcer at trække på. Rusland er mindre end den italienske økonomi, og EU-landenes forsvarsudgifter er tre gange så høje som de russiske. Samtidig er EU-landene med over 1,7 mio. soldater og paramilitære tropper større end den russiske hær. Og vi har stadig USA’s, Frankrigs og Storbritanniens atomslagstyrke i ryggen, der virker som en ekstra afskrækkelse.
På EU-topmødet i marts skal stats- og regeringscheferne diskutere et nyt strategisk kompas for det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Skal EU have en stående slagstyrke og en militær udrykningsstyrke, der kan rykke ud i kritiske situationer i vores nærområde? Macron er ikke i tvivl: Ja, det skal EU, så unionen også får kapacitet til at operere militært, kan stå på egne ben og forsvare sin sikkerhedsmæssige suverænitet. Macron er realisten i denne debat. Det danske politiske establishment, der klamrer sig til den gamle verden, hvor vi altid kunne regne med Washington, er ideologiske idealister. Det er på tide at droppe dagdrømmeriet og den gamle liberale nostalgi.
USA LIDER AF IMPERIAL overanstrengelse. De har tårnhøj offentlig gæld på over 122 pct af BNP, der tordner i vejret. Rent økonomisk har amerikanerne hverken lyst eller råd til at forsvare europæerne i samme grad som før. Desuden befinder det amerikanske demokrati sig i en overlevelseskamp med ekstrem polarisering, hvor vores værste mareridt, Trump, er måske tilbage i 2024. Det republikanske parti kan vinde flertallet i Kongressen i 2022 og lamme Biden-administrationens handlerum. De danske dagdrømmere bilder sig naivt ind, at gode gamle Biden nok klarer det, og 2016-2020 blot var en vild out lier, men også præsidenter som Bill Clinton og George W. Bush satte Amerika først og kiggede til Asien frem for til Europa. Får Biden kniven for struben, vil han hellere redde sine Build Back Better-planer i USA og holde hovedfokus på supermagtskonkurrencen med Kina end at vikle amerikanerne ind i regionale europæiske konflikter.
MEN STORMAGTSPOLITIKKEN er vendt tilbage i Europa, og autoritære ledere udenfor EU søger at kanøfle os og udvide deres interessesfære. Putins militære opmarch i Ukraine er endnu et wakeup-call. Ligesom USA’s ensidige tilbagetrækning fra Afghanistan var det sidste år. De tektoniske plader rykker sig. Vi befinder os midt i et vildt opbrud med flere muterende megakriser, hvor vi samtidig skal genrejse økonomien efter coronapandemien. Desuden står vi overfor vores livs allerstørste kamp: at løse den accelererende klimakrise. Vi har ikke råd til at spilde unødvendigt store ressourcer på militær oprustning og eskalation i en ny kold krig, for vores største sikkerhedsmæssige trussel i de kommende år er og bliver klimaforandringerne.
Men Putin kan ødelægge meget, og han vil gøre alt for at udnytte demokratiernes sårbarhed. Gazprom har i månedsvis skruet ned for forsyningerne for at tvinge priserne i vejret. Den store energimæssige afhængighed af de fossile autokrater som Putin og de arabiske lande er vores akilleshæl. Svaret må være at spare meget mere på energien, investere massivt i energibesparelser og fremskynde omstillingen til vedvarende energi i Europa, så vi kan frigøre os fra denne blackmail. Vi skal frigøre os hurtigere fra den fossile økonomi både for klimaets skyld og for at svække Putin og autokratierne. Det er udtryk for et afsindigt hykleri, når Vestens gamle establishment med den ene hånd kræver massiv militær oprustning som modsvar til Putins raslen med sablerne, og samtidig ikke omfavner et hurtigere farvel til den fossile økonomi.
Vi SKAL IKKE tilbage til Den Kolde Krigs heftige militarisering af Europa, men investere mere intelligent i vores fremtidige forsvarsmæssige sikkerhed. EU-landene bør styrke deres forsvarspolitiske samarbejde, lave en fælles militærkommando og koordinere indkøb af europæisk fremstillede våben, jagerfly og transportfly. I EU kan vi få meget mere for pengene, hvis vi samler vores indkøb af militært udstyr, strømliner vores nationers forsvar under en fælles, europæisk kommando, laver en stående udrykningsstyrke og investerer målrettet i at fremstille vores eget militære isenkram i fremtiden. Vi skal bevare den stærke alliance i NATO, men i Europa skal vi også kunne forsvare os selv, hvis USA ikke vil og kan stille op. Rettidig omhu er at gardere os i forhold til et scenarie, hvor USA ender som et fejlslagent demokrati ledet af Trump eller andre ekstremister. Rent økonomisk vil det også være det klogeste.
Iflg. McKinsey kan vi få 30 pct. mere for vore forsvarsudgifter gennem et fælles, europæisk forsvarssamarbejde med fælles indkøb, strømlining og fælles kommando. Det burde være en no-brainer, men Danmark og andre medlemsstater hænger fast i en gammeldags småstatsmentalitet. Man opfører sig som Washingtons logrende hale., men i stedet bør vi formulere en ny vision for det europæiske forsvarssamarbejde. Alle har lov til at drømme, men lige nu hersker ansvarsløsheden og manglen på realisme. Hvornår vågner vi op fra den kollektive tornerosesøvn?
DANMARK HAR et forsvarsforbehold i EU, og vi har ingen indflydelse på, hvordan EU’s kernelande anført af Frankrig og Tyskland vil indrette det europæiske forsvarssamarbejde. Ønsker vi medbestemmelse, bør vi stemme forsvarsforbeholdet væk. Men hvis ikke det lader sig gøre, må vi håbe, at de andre EU-lande rykker sammen, for potentialet findes. EU-landene er i dag verdens tredje største forsvarsmagt målt på forsvarsudgifter - efter USA og Kina. I det permanente PESCO-samarbejde (hvor Danmark ikke er med pga. forbeholdet) har 25 EU-lande sat 60 projekter i gang, hvor de investerer milliarder af euro i udvikling af den næste generation af våben, kampvogne, fly og skibe. Målet er at sikre EU en moderne militærkapabilitet uden at skulle forlade sig på Washington. Den europæiske forsvarsfond virker, og i løbet af tre-fire år vil vi se de første frugter af den strategiske indsats for at sikre Europas fremtidige militære og teknologiske suverænitet. Samtidig er EU i gang med - også for at hjælpe NATO - at sikre, at der kan laves hurtigere troppeoverførsler fra vest til øst og nord til syd i Europa ved at rydde gamle nationale forhindringer og standarder af vejen.
NOGLE DANSKE meningsdannere påstår stadig, at EU rent militært er helt tandløs, men de følger ikke med tiden. I de sidste ti år har EU-landene hvert år haft over 100.000 mand udsendt til militære operationer rundt om på kloden. Vi har endda set tyske generaler få operative beføjelser på anmodning fra nabolande som bl.a. Holland. EU har lavet over 30 fredsskabende operationer fra Balkan til Afrika, der både er militære og civile. Og Frankrig har samlet 13 EU-lande i en europæisk interventionsenhed, EI2. Det, EU stadig mangler, er et nyt strategisk kompas, en fælles kommando og en fælles udrykningsstyrke.
I debatten om EU’s nye militære kompas tales der om mindst 5000-mand, men hvorfor ikke overføre nationale ressourcer, så vi får en fast styrke på 50.000 mand, sådan som man faktisk vedtog tilbage i 1999 i kølvandet på Balkan-krigene? Samtidig bør man opruste EU’s udenrigspolitiske diplomati og beslutningskraft, så det civile og økonomiske tænkes ind fra starten af. Vi skal ikke have en troværdig fælles EU-styrke, fordi vi skal stræbe efter at udkæmpe nye krige, men for at vi kan undgå dem. Blødt diplomati uden en ekstra slaghammer i værktøjskassen er ikke længere tilstrækkeligt, hvis vi ønsker at forsvare Europas sikkerhed og interesser i verden.
Indlægget blev første gang bragt i Ræson søndag den 23. januar 2021.
Comments