I SIN NYTÅRSTALE for 2022 kom statsminister Mette Frederiksen med en række spændende politiske udmeldinger, der også kan markere et nybrud i den danske Europapolitik. Hun lagde op til at rive gamle hegnspæle op.
"EU startede som en kul- og stålunion. Nu kæmper vi for, at det bliver en klimaunion," sagde hun. "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent. For alternativet. Det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt vesten. Verden har behov for det modsatte."
DER ER EN DEL proeuropæiske kritikere af statsministeren, som mener, at hun burde have sagt, at Danmark skal være i hjertet af EU - og ikke bare i hjertet af vores kontinent. Kritikerne mener, at hun dermed ikke tør omfavne EU fuldt og helt, men hellere vil tale uden om og bruger det mere uforpligtende geografiske begreb, Europa.
Tidligere har Mette Frederiksen spillet på mere EU-skeptiske toner, men årets nytårstale gav en markant Europapolitisk vision, og det burde kritikerne anerkende i stedet for at lave sprogligt flueknepperi. Ja, tilbage i 1991 sagde den daværende britiske premierminister, John Major, at han ønskede, at Storbritannien skulle være lige i hjertet af Europa. Mette Frederiksen kunne også have brugt denne vending, men i stedet brugte hun ordene om "vores eget kontinent". Faktuelt er det sidste forkert, for Danmark rent geografisk ligger ikke i hjertet af kontinentet, men i yderkanten. Uanset hvordan man kigger på Europakortet. Men taleskriveren bruger det som en metafor for, hvor Danmark politisk skal befinde sig. Konteksten var klar, for inden sagde Mette Frederiksen, at EU startede som en kul- og stålunion, og at vi nu skal kæmpe for, at det bliver en klimaunion. Det er EU, der er udgangspunktet for ordene om vores placering på kontinentet. Og nej, det betyder ikke, at hun lefler for præsident Putin. For talen havde også et klart og utvetydigt forsvar for NATO og alliancen med USA.
METTE FREDERIKSEN sagde, at der intet alternativ findes til et stærkt Europa. For "et svagt Europa giver et svagt vesten. Verden har behov for det modsatte," i en verden, hvor vi ser "et aggressivt Rusland mod øst. Afghanistans kollaps. Migrationspres. Indskrænkninger af kvinders ret til abort. Terrorisme. Vores demokratiske værdier trædes under fode."
Lige der, hvor hun taler om et stærkt Europa, havde det været skønt, hvis hun fuldtonet havde sagt, at vi har brug for et stærkt EU. For det er frem for alt EU og ikke alle mulige andre europæiske foreninger og organisationer, der har institutionel rygrad til at sætte kraft bag ordene. Jeg har tidligere kritiseret Mette Frederiksen for at sige, at USA er vores vigtigste partner - for det er tværtimod EU!
I nytårstalen anvendte hun igen formuleringen om, at USA er vores vigtigste partner, men det skete i passagen om NATO og sikkerheden. Det er sandt, at USA er vores vigtigste partner på det punkt. Men det bør ikke overskygge, at det er i dansk kerneinteresse at opbygge et stærkt EU. I en global tidsalder med masser af geopolitisk turbulens er det EU og ikke USA, der er vores allervigtigste strategiske partner. Vi kan bedst forsvare vores interesser via et stærkt EU. Lige netop derfor er det så opmuntrende, at Mette Frederiksen denne gang ikke luftede gamle EU-skeptiske travere, men tværtimod kom med et fuldtonet forsvar for Danmarks EU-medlemsskab - der i år fejrer 50 års jubilæum. Og hun signalerede, at det danske EU-projekt nu bør være at forvandle EU til en klimaunion. At hun samtidig slog til lyd for en ambitiøs CO2-afgift er et afgørende nybrud for den socialdemokratiske regering, der gør mig endnu gladere. Så tak for disse politiske meldinger. De peger virkelig fremad!
TÆNK HVIS ordene i det nye år kunne omsættes til en ny Europapolitisk aftale. Tænk hvis ikke Danmark længere skal stå som den fodslæbende nation i yderkanten, men rykker ind i mellemrummet mellem Frankrig og Tyskland. Det burde vi gøre. Med en ny socialdemokratisk ledet regering i Tyskland, der har løftet klimaambitionerne i trafiklysregeringen med de Grønne og liberale - og et Holland, der har fået en meget mere Europavenlig regering - og en Macron, der har sat alle sejl til for reformere EU, skal Danmark kende sin besøgelsestid. Forhåbentlig er det, hvad Mette Frederiksen er ved at tage bestik af. Jeg håber det bedste. Vi har brug for nyt håb i 2022 og ambitiøse visioner for et reformeret og stærkt EU. ( Læs også min analyse af Macrons reformplaner for EU)
JEG VED IKKE, om Mette Frederiksen faktisk har taget sig lidt tid til at skrålæse i min bog, Håbets politik, som jeg sendte hende sidste år. Bare hendes rådgivere har:) For Danmark har en enestående historisk chance for at vise lederskab i EU. Projektet om at gøre EU til en klimaunion har rigtig meget for sig. I min bog skriver jeg, at EU skal gøres til en grøn supermagt, og at Danmark bør sætte sig spidsen for at give EU en ny ambitiøs grøn pagt. Jeg håber, at Mette Frederiksen ikke tøver, men faktisk gør alvor af sine ord. Og at hun ikke nøjes med at gå et lille symbolsk skridt frem, men også i praksis søger at udfolde en mere socialdemokratisk vision for et stærkere EU. Danmark skal ikke længere placere sig i den ordoliberale og fodslæbende gruppe. Vi bør her også opgive regeringens aktuelle modstand mod Kommissionens forslag til en social klimafond. Det må være en smutter. Hvis Mette Frederiksen vil gøre alvor af løfterne i nytårstalen, bør hun straks korrigere regeringens kurs ift. denne fond.
Sammen med en ny demokratisk og social pagt har vi brug for en grøn pagt i EU, der er langt mere offensivt end den Green Deal, som Kommissionen ønsker. Og Danmark har alle forudsætninger for at spille en nøglerolle i den debat, og der er masser af konkrete reformforslag i min bog.
NÅ, MEN for dem af jer, der ikke har læst min bog, er her et miniuddrag fra kapitel 20:
I 2020´erne kan der udvikles en ny demokratisk, grøn og social europæisk model, "der giver borgerne mere sikkerhed i en verden præget af øget geopolitisk uorden, finansiel spekulation, ureguleret hyperkapitalisme, fossil destruktion, krige og folkevandringer. I stedet for at længes nostalgisk tilbage til nationalstaten og forskanse sig i frygtens politik, skal vi i Europa sætte alle kræfter ind på at udvikle en håbets politik, hvor kræfterne samles på tværs af de gamle grænser, så vi kan gennemføre en ambitiøs og progressiv europæisk reformpolitik, der skaber en bedre og mere håbefuld fremtid for os alle. EU er ikke del af problemet, men en del af løsningen på det tab af national suverænitet og politisk kontrol, som mange borgere har oplevet i takt med globaliseringen. (..) Klimaomstillingen bør gøres til Europas nye måneprojekt. Det er det store fredsprojekt i vor tid, der kan give fællesskabet et nyt samlende formål, så vi flyver flok i stedet for at isolere os hver for sig og blive overmandet af frygt for fremtiden. Vi skal have masser af vækst i innovative grønne løsninger og virksomheder, men med hård hånd og politisk intervention stoppe væksten i naturødelæggelser og fossil forurening. Vi skal omstille det meste af transportnettet til el eller brint. Men det kræver, at vi i løbet af 2020´erne får udviklet et europæisk energisystem, der bygger 100 pct. på vedvarende energi, så vi i 2030´erne kan frigøre os helt fra dyr import af fossile brændstoffer fra autoritære lande, som ikke deler vores værdier. Eksperter har skønnet, at det vil koste omkring 5200 mia. euro at opbygge et europæisk energinet med 100 pct. vedvarende energi, hvor vi kan sælge og udveksle vind, sol og vandenergi på tværs af grænserne. Det er lidt mere end fem gange så meget som Kommissionens forslag til en Green Deal frem mod 2030, men den bør mindst femdobles i en ny grøn pagt for Europa. Det er økonomisk realistisk og muligt. Hvis staterne i løbet af få måneder kunne mobilisere næsten 5000 mia. euro til redningspakker under coronaviruskrisen, bør vi også kunne gøre det i løbet af en kort årrække i forhold til den største eksistentielle trussel, som menneskeheden står overfor, nemlig klimakrisen. Nogle traditionelt tænkende politikere og økonomer vil måske advare om, at det er alt for dyrt. Men sandheden er, at det vil være alt for dyrt at lade være. (..) Den fossile taberstrategi vil koste hundredtusinder menneskeliv hvert eneste år på grund af fossil luftforurening. Den grønne vinderstrategi vil hvert år redde hundredtusinder menneskeliv, skabe mange nye grønne job og styrke den fremtidige konkurrencekraft. (..) EU kan opnå større økonomisk autonomi, hvis nøje afgrænsede dele af skattepolitikken europæiseres - i første række selskabsskat, CO2-afgifter og en finansiel transaktionsskat. Det er kun på de grænseoverskridende områder, hvor nationalstaten ikke længere effektivt kan bevare skatten, at den efter fælles overenskomst bør europæiseres. (..) EU har realistisk set brug for et langt større budget med egne skatteindtægter, hvis vi skal femdoble EU´s New Green Deal, løfte forskningsbudgettet, investere i udvikling af strategiske teknologier og fælles infrastruktur, styrke den ydre europæiske grænsekontrol og afsætte langt større beløb til social omfordeling og europæiske sikringsordninger i en ny socialpagt. De foreslåede initiativer vil formodentlig kræve, at man afsætter op imod 3-4 pct. af det europæiske bruttonationalprodukt til EU-budgettet. Gør vi det, kan EU tage et kvalitativt spring frem og omformes til en europæisk netværksstat. De nationale velfærdsstater i EU27-landene står for 46 pct. af bruttonationalproduktet. At give EU råderet over et beløb, der er mindre end tiendedel af, hvad nationalstaterne forvalter, burde ikke skræmme nogen. (..) Med egne faste indtægter vil EU opnå et vist råderum til at optage fælles lån uden først at skulle ringe til alle nationale hovedstæder og føre langstrakte topmødeforhandlinger for at finde et kompromis ved enstemmighed, hvor alle medlemslande skal hæfte. I givet fald kunne EU selv hæfte med dækning i sine egne skatteindtægter. Dermed vil EU opnå et langt større politisk og økonomisk handlerum, når nye globale megakriser rammer fællesskabet. Og de vil stensikkert komme, for den globale kapitalisme har vist sig at være præget af regelmæssige kriser. Dem slipper vi næppe for."
Uddrag af bogen ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt”. Future21 Press, 2021.
תגובות