Search
  • Bjarke Møller

Sådan bliver Europa en grøn supermagt

Hvis ikke vi giver EU markant flere penge og politiske muskler, risikerer Europa at blive spist op indefra af frygtens politik og autokratiske ledere.


Af Bjarke Møller


(Dette er et uddrag fra kapitel 20 i bogen, Håbets politik. Bragt i Dagbladet Politiken den 10. april 2021)


"Den Europæiske Union står ved en historisk skillevej. I 2020´erne kan vi ikke længere

vælge business as usual. Vi skal finde en ny strategisk retning på et tidspunkt, hvor

Europa er udfordret af flere muterende megakriser, og der er alvorlig risiko for øget kaos,

politisk og økonomisk turbulens. Den gamle sociale kontrakt er udfordret på grund af

stigende uligheder mellem medlemslandene og i de enkelte nationer. Efter coronakrisen

befinder vi os i den værste økonomiske krise i 100 år, og vores samfund har aldrig været

så gældsatte før. Men vi kan ikke spare os ud af denne krise og de andre forbundne kriser,

der gensidigt forstærker hinanden. I de kommende år kræves massive investeringer i en

grøn omstilling af økonomien, så Europa for alvor kan gøre noget ved klimaforandringerne,

der er den største og farligste af de muterende megakriser. Vender EU27-regeringerne og

unionen tilbage til sparevejen, og søger de at gennemtvinge den fra toppen med

teknokratiske og elitære diktater, som under finanskrisen, vil det stensikkert føre til nye

folkelige oprør. (..)

Illiberale demokrater og andre autoritære magthavere vil stå i kø for at levere enkle svar

på de komplekse kriser, som har skabt dybe bekymringer i befolkningen, og som flertallet

længe har ønsket, at EU skal gøre noget ved. Men i stedet for et styrket EU-samarbejde

risikerer vi en renationalisering og fragmentering af EU indefra. De autoritære og illiberale

kræfter vil besætte de demokratiske institutioner i nationalstaterne for at forvandle dem til

deres egne magtinstrumenter, og de vil søge at mobilisere vælgerne på frygtens politik

med stort F: Frygt for indvandrere, frygt for terrorisme, frygt for tab af national identitet,

frygt for tab af social og økonomisk status, frygt for tab af kontrol og frygt for

globaliseringen.

I frygtens politik vil ikke mindst de autoritære politikere, der lover borgerne at genskabe

tryghed, sikkerhed og den gamle orden, stortrives. Risikoen er, at denne frygt også fører

os tilbage til den nationale stats bunkermentalitet og protektionisme, hvor andre nationer

og udefrakommende folk opfattes og italesættes som trusler mod den nationale identitet

og kultur. Patriotismen vil blomstre i tale og gerning. Og den kan meget nemt slå om i en

floromvunden retorik, hvor der stilles stadig mere detaljerede krav til, hvordan rigtig

patriotiske borgere bør opføre sig i hjerte, sjæl og kulturel adfærd. Det er sket før, og det

kan ske igen. (..)

Ingen af de nationale varianter af frygtens politik giver et holdbart og effektivt svar på de

grænseoverskridende udfordringer, som demokratiet står overfor på grund af klimaforandringerne, globaliseringen, finansmarkederne, massemigration og nye

geopolitiske trusler. Vi kan ikke løse dem ved at svække EU og satse på et mellemstatsligt

samarbejde med suveræne nationalstater. Det vil blot føre til øget politisk magtesløshed i

de enkelte lande, da nationalstaten ikke længere er det rette niveau til at tøjle de globale

markedskræfter eller at løse grænseoverskridende kriser. ”EU kan være en løsning på

denne udfordring. I stedet for at blive betragtet som en trussel mod nation-staternes

interesser, kan den skabe betingelserne for deres overlevelse i en globaliseret verden,”

mener demokratiforskeren, Chantal Mouffe. Vi har brug for en ny politisk vision for Europa,

der skaber håb og en ny tro på fremtiden.(..)

En fundamental forudsætning for at genskabe den folkelige tillid og stimulere håbet er en

ny demokratipagt, der knytter de europæiske borgere tættere til hinanden, så EU ikke bare

opfattes som et topstyret eliteprojekt, der er sat i verden for styre relationerne mellem

staterne, men også bygger på et stærkt demokratisk engagement fra neden. Den anden

forudsætning er en ny grøn pagt, der ikke bygger på fossil afbrænding og fortsat

destruktion af miljøet og klimaet, men sikrer grøn omstilling i stor skala til gavn for klimaet

og biodiversiteten, som det fremtidige levegrundlag og den menneskelige suverænitet er

så afhængig af. EU´s Green Deal skal mangedobles, så vi i Europa kan omstille helt til en

nulemissionsøkonomi i de næste par årtier.

Den tredje forudsætning er en ny socialpagt, der giver europæerne social tryghed,

opkræver skatter til en solidarisk EU-udvidelse af de nationale velfærdsmodeller og sikrer

borgerne gode og solide arbejdspladser. I stedet for de gamle stramme økonomiske

sparedoktriner og mere finansialisering skal vi lave langsigtede, bæredygtige og offensive

investeringer i den fremtid, som vi ønsker, vores børn og børnebørn skal leve i. Vi skal

investere meget mere i forskning, uddannelse og bæredygtig infrastruktur, så Europa kan

bevare sin konkurrencedygtighed og genvinde sin teknologiske autonomi.

I 2020´erne kan der udvikles et attraktivt demokratisk, grønt, socialt og økonomisk

bæredygtigt europæisk alternativ, der giver borgerne mere sikkerhed i en verden præget

af øget geopolitisk uorden, finansiel spekulation, ureguleret hyperkapitalisme, fossil

destruktion, krige og folkevandringer. I stedet for at længes nostalgisk tilbage til

nationalstaten og forskanse sig i frygtens politik skal vi i Europa sætte alle kræfter ind på

at udvikle en håbets politik, hvor kræfterne samles på tværs af de gamle grænser, så vi

kan gennemføre en ambitiøs og progressiv europæisk reformpolitik, der skaber en bedre

og mere håbefuld fremtid for os alle. EU er ikke del af problemet, men en del af løsningen

på det tab af national suverænitet og politisk kontrol, som mange borgere har oplevet i takt

med globaliseringen. (..)

Klimaomstillingen bør gøres til Europas nye måneprojekt. Det er det store fredsprojekt i

vor tid, der kan give fællesskabet et nyt samlende formål, så vi flyver flok i stedet for at isolere os hver for sig og blive overmandet af frygt for fremtiden. Vi skal have masser af

vækst i innovative grønne løsninger og virksomheder, men med hård hånd og politisk

intervention stoppe væksten i naturødelæggelser og fossil forurening.

Vi skal omstille det meste af transportnettet til el eller brint. Men det kræver, at vi i løbet af

2020´erne får udviklet et europæisk energisystem, der bygger 100 pct. på vedvarende

energi, så vi i 2030´erne kan frigøre os helt fra dyr import af fossile brændstoffer fra

autoritære lande, som ikke deler vores værdier. Eksperter har skønnet, at det vil koste

omkring 5200 mia. euro at opbygge et europæisk energinet med 100 pct. vedvarende

energi, hvor vi kan sælge og udveksle vind, sol og vandenergi på tværs af grænserne. Det

er lidt mere end fem gange så meget som Kommissionens forslag til en Green Deal frem

mod 2030, men den bør mindst femdobles i en ny grøn pagt for Europa. Det er økonomisk

realistisk og muligt.

Hvis staterne i løbet af få måneder kunne mobilisere næsten 5000 mia. euro til

redningspakker under coronaviruskrisen, bør vi også kunne gøre det i løbet af en kort

årrække i forhold til den største eksistentielle trussel, som menneskeheden står overfor,

nemlig klimakrisen. Nogle traditionelt tænkende politikere og økonomer vil måske advare

om, at det er alt for dyrt. Men sandheden er, at det vil være alt for dyrt at lade være. (..)

Den fossile taberstrategi vil koste hundredtusinder menneskeliv hvert eneste år på grund

af fossil luftforurening. Den grønne vinderstrategi vil hvert år redde hundredtusinder

menneskeliv, skabe mange nye grønne job og styrke den fremtidige konkurrencekraft. (..)

EU kan opnå større økonomisk autonomi, hvis nøje afgrænsede dele af skattepolitikken

europæiseres - i første række selskabsskat, CO2-afgifter og en finansiel transaktionsskat.

Det er kun på de grænseoverskridende områder, hvor nationalstaten ikke længere effektivt

kan bevare skatten, at den efter fælles overenskomst bør europæiseres. (..) EU har

realistisk set brug for et langt større budget med egne skatteindtægter, hvis vi skal

femdoble EU´s New Green Deal, løfte forskningsbudgettet, investere i udvikling af

strategiske teknologier og fælles infrastruktur, styrke den ydre europæiske grænsekontrol

og afsætte langt større beløb til social omfordeling og europæiske sikringsordninger i en

ny socialpagt.

De foreslåede initiativer vil formodentlig kræve, at man afsætter op imod 3-4 pct. af det

europæiske bruttonationalprodukt til EU-budgettet. Gør vi det, kan EU tage et kvalitativt

spring frem og omformes til en europæisk netværksstat. De nationale velfærdsstater i

EU27-landene står for 46 pct. af bruttonationalproduktet. At give EU råderet over et beløb,

der er mindre end tiendedel af, hvad nationalstaterne forvalter, burde ikke skræmme

nogen. (..)

Med egne faste indtægter vil EU opnå et vist råderum til at optage fælles lån uden først at

skulle ringe til alle nationale hovedstæder og føre langstrakte topmødeforhandlinger for at

finde et kompromis ved enstemmighed, hvor alle medlemslande skal hæfte. I givet fald

kunne EU selv hæfte med dækning i sine egne skatteindtægter. Dermed vil EU opnå et

langt større politisk og økonomisk handlerum, når nye globale megakriser rammer

fællesskabet. Og de vil stensikkert komme, for den globale kapitalisme har vist sig at være

præget af regelmæssige kriser. Dem slipper vi næppe for."

https://politiken.dk/debat/art8156693/S%C3%A5dan-bliver-Europa-en-gr%C3%B8n-supermagt


8 views0 comments