Search
  • Bjarke Møller

Tak til regeringen for at sætte ny kurs i Europa-politikken: EU skal op i den globale vægtklasse.

”EU SKAL tage et større ansvar for vores egen sikkerhed. For vores egen skyld og for Natos skyld. EU skal kunne mere selv. Vi skal være mere uafhængige.”

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen, da regeringen i går præsenterede sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Det var sandelig nye toner i forhold til dengang under EU´s budgetforhandlinger, hvor statsministeren kaldte Kommissionens budgetforslag ”fuldstændig gak”. Og i stedet for at alliere sig med EU´s sparebande eller at tage på udflugter til Israel sammen med den nu hedengangne østrigske regeringschef, Sebastian Kurz, har regeringen reelt lagt en ny kurs i Europapolitikken.



ALLEREDE I SIN nytårstale slog Mette Frederiksen de nye toner an til en mere proeuropæisk linje: ”EU startede som en kul- og stålunion. Nu kæmper vi for, at det bliver en klimaunion,” sagde hun den første januar. ”Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent. For alternativet. Det findes ikke. Et svagt Europa giver et svagt vesten. Verden har behov for det modsatte.”

Den nye strategi sætter mere kød på visionerne: ”Vi skal presse EU op i global vægtklasse, så vi i Europa bedre kan fremme vores egne værdier og interesser i stadig mere kynisk og usikker verden," står der. Udenrigsminister Jeppe Kofod har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at få sat EU højere på dagsordenen. Her er det også positivt, at regeringen har besluttet at opruste det danske EU-diplomati både i Bruxelles og i flere andre EU-landes hovedstæder. Hvis Danmark vil have mere indflydelse kræver det nemlgi flere diplomatiske muskler og en mere principfast tilgang til EU-samarbejdet. I flere år har det stået lidt i skyggen af det massive fokus på Washington. Den nye strategi lægger op til at gå på to ben.

Regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi gør en stor dyd ud af at understrege Danmarks stærke opbakning til den atlantiske alliance i NATO, og USA kaldes både Danmarks ”vigtigste sikkerhedspolitiske allierede” og ”krumtrappen for Danmarks sikkerhed”. Det er ikke nyt. Det nye er, at regeringen uden svinger i valsen siger, at EU er ”afgørende for Danmark”, og man vil løfte EU op i en global vægtklasse. Man skriver direkte, at EU er ”Danmarks vigtigste udenrigspolitiske platform og derfor en central løftestang for at fremme danske værdier og interesser i verden. Derfor arbejder vi målrettet for at styrke EU’s globale slagkraft og sikre, at EU har de rette instrumenter til at gøre sin indflydelse gældende.”


VÆRDIPOLITIKKEN står helt centralt i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og er det kompas, som regeringen vil navigere efter. Man hævder flere steder, at det handler om at forsvare de danske værdier, men i realiteten kunne man lige så vel kalde det et forsvar for de europæiske værdier. Vi lever i en urolig verden, hvor den barske geopolitik har fået sit comeback, og hvor autoritære ledere flere steder søge at trænge demokratiet, friheden og retsstaten tilbage, og i det magtspil kan Danmark ikke klare sig alene. Vores kompas giver kun mening som led i det nye europæiske kompas.

I stedet for bare at se EU som et økonomisk interessefællesskab, som der nogle gange har været en tendens til i den danske EU-debat, siger regeringen, at EU også er ”et helt afgørende værdiforsvarssamarbejde.” Er det en antydning, at man overvejer at få fjernet det danske forsvarsforbehold? Det fortæller historien intet om endnu. Regeringen skriver intet om at fjerne de danske forbehold overfor ØMU´en, et fælles EU-forsvar eller et overnationalt samarbejde på det retlige område. Men man har lovet at indkalde til forhandlinger en ny Europapolitisk aftale her i år, og det nye strategipapir er et fremragende afsæt for denne dialog.


REGERINGEN HAR INDSET, at ”EU vores stærkeste kort”, og ”det gælder endnu mere i en mere rå verden med voksende geopolitiske spændinger og økonomisk rivalisering, klimakrise, globale sundhedskriser og migrationspres. Derfor skal vi også turde se med åbne øjne på de udfordringer, EU-samarbejdet rummer, og det, der skal til for at løse dem.”

Det er virkelig gode nyheder! Nu gælder det om at sætte ekstra kød på ideerne, så Danmark kan spille offensivt ind i debatten om fremtidens EU. Den tyske regering under ledelse af Olaf Scholz og den franske præsident Macron har store ambitioner om at styrke EU´s strategiske suverænitet og handlekraft i verden. Første stop bliver EU-topmødet i marts, hvor man skal diskutere EU´s nye strategiske kompas. Det er i dansk kerneinteresse at være med til at sætte kursen for Europa i stedet for at blive marginaliseret. Den nye strategi fra regeringen er et vigtigt første skridt.



48 views0 comments