DET LYSNER nu i Tyskland. Den nye trafiklysregering med SPD, de Grønne og de liberale har fremlagt et regeringsgrundlag på 177 sider, der giver en stærk grøn, digital og social vision for et europæisk Tyskland. De taler om en socioøkologisk markedsøkonomi, cirkulær økonomi og vil lave en stor transformation af Tyskland. Lykkes de, får det meget positiv betydning for Europa. I forhold til den grønne omstilling vil de gøre Tyskland carbonneutral senest i 2045. Og det er sandelig ikke småting, de vil sætte i værk.
FREM MOD 2030 vil de have fuld exit fra kulkraft, sikre 80 pct. vedvarende energi i elnettet i 2030 og bygge 30GW offshore vind. Der er næsten tale om en firdobling af tysk offshore vindkraft - og målet sættes i relief af, at det svarer til 50 pct. af EU-Kom. ellers ganske ambitiøse plan for europæisk havvind. Herudover vil firdoble mængden af solenergi i Tyskland til 200 GW . Det er ret vildt. Og det er dejligt, at de er så ambitiøse, for kun ad den vej kan Tyskland nå sit løfte om at levere på sin del af Paris klimaaftalen om, at temperaturstigningerne skal holdes under 1,5 grader celsius. Det løfte er også skrevet ind i regeringsgrundlaget. De har mange glimrende ideer til, hvordan det kan lykkes. De vil bl.a. fremme borgerenergi, hvor borgere kan levere VE til nettet og tjene penge på det. Flere folkelige energileverandører kan være med til at skabe et medejerskab for den grønne energirevolution, og det vil samtidig skabe et mere robust energisystem.
Inden 2030 er målet at nå 15 mio. elbiler i Tyskland, og det vil virkelig sætte turbo på udskiftning af bilparken væk fra fossile biler. Det vil også smitte af på Danmark, hvor regeringen og støttepartierne indtil nu har været ekstremt forsigtige - og endda oveni givet statstilskud til de forurenende hybridbiler.
DEN STORE tyske grønne omstilling vil løfte hele Europas, og nok så vigtigt så bakker den nye tyske regering også op bag en klimagrænseafgift i EU, og lægger op til en større kamp mod skatteunddragelse mv. De lægger også op til et digitalt tigerspring med en gennemgribende digitalisering og effektivisering af den offentlige administration, og de vil rulle fibernet i hele Tyskland. De vil eksperimentere og revitalisere demokratiet med nye borgerforsamlinger om store samfundsspørgsmål. De ønsker en stærk velfærdsstat, og de vil løfte den garanterede tyske mindsteløn markant fra 9,6 til 12 euro i timen. Det gør en del for at adressere problemerne med mange working poor i Tyskland, og der tegner sig et opgør med Gerhards Schröders Hartz reformer. De lægger også en helt anden kurs end f.eks. Danmarks socialdemokratiske regering, for de siger klart, at Tyskland er indvandringsland og "migration har været og er i dag en del af historien for vores land". De ønsker mere indvandring, for Tyskland har brug for mere arbejdskraft, og de lægger også op til at give de nye borgere adgang til statsborgerskab efter fem års ophold. Der kunne siges meget mere om oplægget, hvor der tydeligvis er indgået en del kompromisser. Men på mange områder ser det ud til at man har gjort forskellighederne mellem partierne til en styrke. Man er blevet enige om stribevis af innovative reformforslag, så fællesmængden ender i et plussumspil.
PERSONER gør altid en forskel, og partierne har fundet en løsning. Socialdemokraten Olaf Scholz kan indtage kanslerkontoret, og han er den rolige mand i midten, der skal samle parterne. Beslutninger i regeringen vil blive truffet efter konsensus, og det er måske også derfor, at regeringsgrundlaget er så langt, nuanceret og grundigt. Den liberale leder Christian Lindner får finansministerposten, mens Annalena Baerbock bliver udenrigsminister. Den grønne medformand Robert Habeck kan blive en ny super erhvervs- og klimaminister. Mange i Europa spørger sig nu, om Lindner vil kræve en voldsom opstramning i de europæiske landes finanspolitik. Han vil stræbe efter budgetbalance i Tyskland, men regeringsgrundlaget understreger, at der er behov for en vis fleksibilitet ift. EU´s stabilitetspagt - det omtales som en ny realitet. Her tænker man uden tvivl på Next Generation fonden, som Olaf Scholz har en stor ære for, da han var med til at presse Angela Merkel til at krydse Rubicon-floden i EU, så der kunne optages et fælles EU-lån.
Man har også sikret en vis finanspolitisk fleksibilitet i Tyskland, der giver plads til flere af de investeringer, som Tyskland så hårdt til efter Ved at opbygge af statslige investeringsselskaber - bl.a. en ny energi- og klimafond - vil den nye regering mobilisere langt større investeringer i den grønne omstilling. SPD og FDP skal godkende regeringsgrundlaget ved landsmøder, mens hvis de grønne sender det til urafstemning i blandt partiets 120.000 medlemmer. Lykkes det at få godkendt regeringsgrundlaget, vil det betyde store forandringer for hele Europa. Med et Tyskland, der frigør sig fra det fodslæbende CDU/CSU.
DET ER en meget mere proeuropæisk regering, end vi nogensinde har haft i Danmark. Den nye tyske regering ønsker en traktatreform af EU og ønsker et styrket demokrati. Da Tyskland er en forbundsrepublik og har gode erfaringer med føderalismen så ønsker de også, at Europa bør modelleres efter den opskrift. Det behøver ikke at føre til en stærk centralstat, men kan godt indebære en meget decentral opbygning af unionen med udstrakt uddelegering af opgaver til delstaterne. Men lad det ligge. Det er usikkert, om der kan skaffes et flertal i EU for at lave en traktatreform.
Retningen er dog klar. Vi får en meget proeuropæisk regering syd for grænsen. Her er det tankevækkende, at partierne bag det tyske regeringsgrundlag nævner ordene Tyskland/tyskere 217 gange, mens de samtidig nævner EU/Europa/europæiske 210 gange. Til sammenligning bruges ordene dansk/Danmark 102 gange i forståelsespapiret for Mette Frederiksen regeringen, mens EU/Europa kun nævnes 6 gange. Mens tyskerne tænker Europa og EU ind i ligningen fra starten, så har vi i Danmark åbenbart en særlig forkærlighed for at sætte danskerne først. Det siger måske noget om de små nationers selvoptagethed og selvtilstrækkelighed. Men det afspejler også metoden.
DANSKE regeringsforhandlinger finder normalt sted i en lille afgrænset kreds af toppolitikere og rådgivere, og S-R-SF-regeringen forskansede sig i sin tid i det sorte tårn, men de tyske regeringspartier har haft 300 forhandlere i gang. De har talt sig til rette og indgået kompromisser i 22 arbejdsgrupper. Det er et fornemt stykke arbejde, når man kigger på detaljeringsgraden i regeringsgrundlaget, der klart overgår noget, man nogensinde har set i Danmark. Og de Grønne hjemkaldte endda deres Europaparlamentarikere for at give dem en vigtig placering i forhandlingerne. Det burde danske partier også tage ved lære af. De har sat et tydeligt aftryk på grundlaget. De Grønne har forstået, at den nationale politik først før kraft og saft, når den også skaleres op i Europa. På det punkt kan vi også godt lære noget af de tyskere.
Comments