Search
  • Bjarke Møller

Nej, det passer ikke, at EU´s forslag om garanteret mindsteløn vil true den danske model

Updated: Dec 14, 2021

I DAG HAR et stort flertal af EU´s beskæftigelsesministre stemt for forslaget om en garanteret social mindsteløn, så alle lande i det indre marked mindst garanteres 50 pct. af gennemsnitslønnen eller 60 pct. af medianlønnen på deres faglige område i arbejdslandet. Det kan i bedste fald hjælpe de 24 mio. lønmodtagere i EU - de såkaldte working poor, der har usikre og prekære job, og får en løn under EU´s fattigdomsgrænse.

Den danske regering stemte imod ved rådsmødet for EU’s beskæftigelsesministre. En unison front, der dækker stort set alle partier på Christiansborg, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, ønsker forslaget hen hvor peberet gror. De siger, at forslaget er ”en bombe under den danske model”, og i dag - hvis man nu skal holde fast i denne sprogblomst - sættes der ild til bomben. Et massivt flertal i Europa-Parlamentet har allerede bakket op bag forslaget, om end de ønsker en række forbedringer. Dem vender vi tilbage til.


LÆNGE HAR det set ud til, at Danmark ville gå hånd i hånd med Sverige i kampen mod forslaget, men i fredags droppede den svenske regering siden modstand - efter pres fra flere partier. Men lur mig om ikke Mette Frederiksen, regeringen og den unisone fællesfront vil fortsætte deres kamp til sidste blodsdråbe og sikkert også kræve en ny dansk undtagelse. Det ville være smukt, hvis det ikke bare handlede om at bevare egne magtpositioner i Danmark, men faktisk skete for at styrke solidariteten i og uden for landets grænser. Det sidste er dog mere end tvivlsomt. I den politiske debat bliver alle, der tillader sig at ytre sig imod dette massive magthegemoni udskammet, som om de er ”fjender” af den danske model. Det sidste er noget værre sludder. Man kan faktisk godt argumentere for, at forslaget er en sejr for den danske model - i Europa! Lidt mere om det om et øjeblik.

Personligt er jeg en varm tilhænger af den danske model og ser gerne overenskomster udbredt til hele arbejdsmarkedet, så vi kan få styrket solidariteten i dette samfund, hvor 6 pct. af arbejdsstyrken er working poor og arbejder under EU´s fattigdomsgrænse. Men jeg tillader mig nu alligevel at være tilhænger af EU-forslaget, som jeg dels betragter som et fremskridt, der i praksis viser, at EU ikke bare handler om et indre marked og fri bevægelighed, men også tager den sociale dimension og sammenhængskraft alvorligt. Helt siden Jacques Delors dage som kommissionsformand i firserne har det været en vigtig sag!




FOR FAGBEVÆGELSEN, regeringen og arbejdsgiverne er ideen om en garanteret mindsteløn et fælles hadeobjekt, som forener dem i national kamp for den højt besungne danske model. Alle nationalister og EU-skeptikere - fra DF og Nye Borgerlige til Enhedslisten - kan frydefuldt se, hvordan stammementaliteten opildnes, og nationen sættes først. Danske forsvarsværker opstilles imod alle dem ”nede fra EU”, der vil lave nye direktiver for arbejdsmarkedet og indføre sociale minimumskrav. Det ligner til forveksling om David Camerons retorik imod EU´s sociale regler, inden han udskrev folkeafstemningen, der førte til Storbritanniens fatale exit fra EU. På et tidspunkt krævede Dansk Metals formand, Claus Jensen, endda en folkeafstemning om EU-medlemskabet, hvis EU indfører garanteret mindsteløn. Han forlangte, at regeringen siger ”nej, nej og atter nej”. For ”når der først bliver givet en lillefinger, kommer EU-domstolen og tager hele armen,” som han har sagt til DR. CO-industri har fået uadarbejjdet et notat af juraprofessor, Jens Kristiansen, som advarer om, at domstolen i Luxembourg i sin fortolkning af direktivforslaget vil sætte den fri bevægelighed over overenskomsterne. Det er diskutabelt. Domstolen har i flere domme de senere år vist sig meget lydhør overfor nationale særhensyn, men de frygtsomme garderer sig med livrem, seler og Dannebrogsdyner. I fagbevægelsen er frygten, at nye EU-direktiver og en garanteret mindsteløn vil få organiseringsgraden til at falde hastigt, indtil Danmarks aftalemodel synker i grus, og sultens slavehær tager resten. Det er frygtens politik. I Norge er organiseringsgraden sjovt nok ikke faldet så meget som i Danmark, siden de i 2004 indførte almengørelse og løftede overenskomster op til lov. 21 EU-lande har nu indført garanteret mindsteløn, så staten sikrer minimumsrettighederne og en fair løn for dem, der ikke dækkes ordentligt via overenskomsterne.


ET ØKONOMISK studie fra IMF har vist, at det nye EU-forslag kan give lønfremgang for de fattigste arbejdere i EU og reducere økonomiske ubalancer i eurozonen, men alligevel hører vi fra de danske modstandere også et argument om, at det er for svagt, og at det ikke vil virke. Det sidste er et besynderligt argument, for hvis det virkelig ikke vil virke, hvorfor bruger I så så meget krudt på at bekæmpe det. Meget taler for, at rammedirektivet kan bruges som en løftestang, for det giver bedre kollektive rettigheder til Europas mest udsatte lønmodtagere. Det er et fremskridt. Iflg. IMF´s beregninger ventes mindstelønnen i Estland at stige med hele 34 pct., i Spanien 25 pct. og i Grækenland cirka 15 pct. Det kan mindske fattigdommen. Det kan mindske nedadgående tryk på løn og sociale rettigheder, men skabe en opadgående spiral. I Tyskland investerer arbejdsgiverne nu mere i efteruddannelse og ny teknologi for at sikre højere produktivitet. Den slags styrker nationernes og unionens langsigtede konkurrenceevne. Alligevel fører danske fagbosser en hård kampagne imod direktivforslaget, og regeringen følger desværre trop.


NOGLE VENSTREORIENTEREDE bilder sig ind, at det nok er den europæiske storkapital, der igen forsøger at tryne den danske fagbevægelse, så pr. historisk instinkt har de allerede på forhånd lukket ned for alle modargumenter, der kan imødegå deres affirmative bias. Men her vil jeg anbefale at forholde sig til virkeligheden.

Forslaget er ikke født i arbejdsgivernes have! Det er født hos den europæiske fagbevægelse i ETUC, der er tilhængere af forslaget. Den danske modvilje minder på en måde om den tyske fagbevægelse for over ti år siden, inden SPD og progressive fagforeningsfolk indså, at man i det 21. århundredes kapitalisme ikke sikrer ordentlige arbejds- og lønvilkår for de bagerste på de mest udsatte dele af arbejdsmarkedet ved bare at følge fortidens strategi. I en æra med flere og flere platformsarbejdere i usikre og prekære job, med ekstremt kreative løsarbejdersystemer og over 17 mio. vandrende arbejdstagere i EU´s indre marked, er der brug for nytænkning. Nye instrumenter. Nye reguleringer. Den tyske fagbevægelse valgte at forny sig og kæmpe for en garanteret mindsteløn. Mindstelønnen tog et hop på 14 pct., og det skadede ikke virksomhedernes konkurrenceevne, som sortseerne frygtede, fordi produktiviteten også steg. Og den nye trafiklys-regering ledet af SPD vil nu hæve mindstelønnen med yderligere 25 pct. til mindst 12 euro i timen. Er det dårligt for Danmark, at udsatte tyske lønmodtagere får bedre løn? Nej. Eksportmulighederne øges, og løndumping - f.eks. fra slagterier i Østtyskland - mindskes. I stedet for at forskanse sig i en nationalistisk strategi, kunne fagbevægelsen kæmpe for øget europæisk solidaritet.


DET VIL VÆRE i danske lønmodtageres allerbedste interesse, at de andre løftes op. I stedet for at køre sit eget nationalistiske sololøb - og forsvare privilegier for den indergruppe, der allerede er dækket af overenskomster på det danske arbejdsmarked - så bør man også tænke på dem, der står udenfor. Og det handler ikke bare om solidaritet med dem udenfor Danmark.

Op imod 6 pct. af danske lønmodtagere aflønnes under EU´s fattigdomsgrænse. Dem, der i denne tid lovpriser den danske model, skylder os stadig et seriøst svar på, hvad man kan gøre for at hjælpe dem. En del af disse working poor har prekære job fra Nemlig.com-lagre til Wolt og platformsarbejde eller er udstationeret i Danmark i kort tid fra virksomheder i andre EU-lande. Næsten en femtedel af lønmodtagerne i Danmark er ikke dækket af overenskomster. Det er stadig vigtigt at fremme høj faglig organisering og forsvare den danske aftalemodel, men hvorfor bruger man ikke samtidig EU til at sikre de nederste i det indre marked?

Den barske realitet i dansk landbrug, byggeri, hotel- og restauration og transportområdet svarer ikke til nostalgiens fortælling om en velorganiseret nation, hvor få har for meget og færre for lidt. Organiseringsgraden er lav, og en del arbejdsgivere undslår sig overenskomster. Det øger risikoen for social dumping, sultelønninger og ringe arbejdsforhold. Man hører stadig fagforeningsfolk og nordiske modelsocialister fordømme Norges almengørelse, som om det fører lige ned i det kapitalistiske helvede. Sagen er bare, at vi i Danmark pragmatisk har almengjort kørsel med gods, busser og taxi, der ved lov er forpligtet til at følge den gældende kollektive overenskomst. Samme model aftales for chauffører med international cabotagekørsel, der ved lov sikres løn svarende til danske overenskomster. Så hvorfor fastholdes den fundamentalistiske modstand af Kommissionens forslag?


DEN KONFRONTATORISKE strategi med trusler om gule kort og endda nye folkeafstemninger gør mere skade end gavn. Man kan forsvare aftalemodellen og den fine tradition for faglig organisering og kollektive overenskomster indenfor rammen af EU-traktaten. Kommissionen fastslår i sit direktivforslag, at medlemslandene enten kan sikre mindstelønnen via kollektive overenskomster eller via almengørelse pr. lov. Det står allerede i direktivforslagets artikel 1, og den ansvarlige beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit har kaldt det ”fake news”, at EU vil tvinge Danmark til indføre lovbestemt mindsteløn. Kommissionen ønsker - som Biden i USA - stærkere fagforeninger og overenskomster. I Europa-Parlamentet har et massivt flertal bakket op bag forslaget, og man har også vedtaget en række ændringsforslag. Et af de mere problematiske ændringsforslag - set med danske briller - er det nye forslag om, at mindst 80 pct. skal være dækket af overenskomst. Så længe Danmark holder sig over denne skæringsgrænse, kan vi køre videre, som vi plejer. Men vi kan også hurtigt falde under en sådan skæringsgrænse, og det skaber bekymring i fagbevægelsen. Svaret på den udfordring kunne så være, at vi blot må gøre mere for at få flere ind under overenskomster her til lands. Når ministerrådet har stemt, skal der være trilogforhandlinger mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen, og her er min vurdering, at kravet til OK-dækningen meget vel vil blive sænket til 70 pct., som det oprindelig blev foreslået af Kommissionen. Det, tror jeg, er ret sandsynligt. Man skal lægge mærke til, at Rådets flertal i deres mandat også anbefaler at sætte grænsen ved 70 pct. Alt taler for, at forslaget vil blive endelig vedtaget under det franske formandskab i foråret. Den franske præsident, Emmanuel Macron, vil gerne have det vedtaget inden det franske præsidentvalg, for det kan bruges som et eksempel på, at vi er ved at få et mere socialt Europa.

UANSET HVORDAN forslaget kommer til at se ud i den endelig form, vil det under alle omstændigheder efterlade et betydeligt nationalt råderum. Også selv hvis Danmark skulle falde under den fastsatte minimumsgrænse for, hvor mange der skal være dækket af overenskomst. Hvis det sker, forpligtes Danmark blot til at sikre en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter. Det kan også ske efter aftale med arbejdsmarkedets parter, og udarbejde en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Det lever vi faktisk allerede op til. Mit forslag er, at man overlader det til arbejdsmarkedets parter at udarbejde en sådan national handleplan, og herunder komme forslag til, hvordan flere dækkes af overenskomster og får flere working poor løftet ud af fattigdom. Det kunne revitalisere den danske model, og et bredt flertal i Folketinget bør forholde sig åbent til en sådan løsning.

Alternativt kunne vi vælge at indføre en norsk model, hvor overenskomster almengøres ved lov. Der er mange mulige måder at håndtere dette direktivforslag, når det bliver vedtaget. Ikke hvis det bliver vedtaget, men NÅR det bliver vedtaget. Og det er på tide, at vi her i Danmark kommer i gang med denne debat i stedet for at føre skyttegravskrig uden mål og med. Det minder på en måde om den modstand, som store dele af fagbevægelsen og arbejdsgiverne havde til EU´s forslag om en øremærket forældreorlov. DI, DA, Dansk Metal og mange andre tunge organisationer brød sig absolut ikke om forslaget. Og de betragtede det som en trussel mod deres egen hævdvundne rettigheder i den danske model til at forhandle om den slags. Men da forslaget, så blev vedtaget i EU, vendte flere af dem rundt på en tallerken og erkendte, at det faktisk er et vigtigt instrument til at sikre mere ligestilling i Danmark.


EU HAR FLERE gange sikret vigtige sociale fremskridt i Danmark - arbejdstidsdirektivet som sikrede ret til mindst 11 timers hvile og at den ugentlige arbejdstid ikke må overstige 48 timer. Vi har også vikardirektivet, så vikarer får lige rettigheder med fastansatte for bl.a. løn, arbejdstid og ferie. EU har også forbedret ferieloven, så vi har ret til erstatningsferie, hvis vi bliver syge på ferier. Der er så meget, som vi burde være glade for som sociale fremskridt, men nogle gange har man indtrykket af, at folk hellere vil bruge tiden på at brokke sig over EU og så hylde sig selv, når man ved egen kraft vinder sejre.

Direktivforslaget om en garanteret mindsteløn er IKKE et nederlag, selv om fagbevægelsens topbosser og en stribe af danske EP-medlemmer advarer om den kommende undergang for den danske model. Det er noget værre sludder. Direktivforslaget understreger, at man skal nå målet om en garanteret mindsteløn ved at respektere de nationale systemer/kompetencer og de sociale parters autonomi og kontraktmæssige frihed. Og målet med direktivet er faktisk at fremme kollektive lønforhandlinger i alle medlemsstater. Det kan undre, at danske fagforeninger bruger så meget krudt på at bekæmpe direktivforslaget, når det faktisk er en stor sejr for den danske model. Bare i Europa.

DER ER REELT en del fleksibilitet indbygget i forslaget, som vi kan bruge som løftestænger den dag, hvor det skal implementeres på det danske arbejdsmarked. Art. 6.1 i forslaget tillader f.eks., at medlemslandene i en begrænset periode har forskellige satser for minimumslønnen i forskellige brancher, men grundprincipperne er, at de skal være ikke-diskriminerende, afgrænsede og velbegrundede afvigelser, som er tidsbegrænsede. I art. 7 understreges det, at de sociale aftaleparter skal inddrages. Og sådan kunne man fortsætte. Der er flere plusser i dette direktivforslag end minusser. Og der er ingen minusser, som man ikke med lidt politisk innovation i Danmark kan løse. Hvis fagbevægelsens ømme tå er, at de risikerer at tabe medlemmer, så kan de kigge til erfaringerne i Norge. Det behøver ikke at gå så galt. Desuden kunne politikerne f.eks. indføre en højere dagpengedækning og et større fradrag for fagforeningskontingenter, så ville incitamenterne til at organisere sig stige. Der er så mange redskaber i værktøjskassen. Og den danske model har historisk set vist sig at være meget robust. Vi plejer at kunne finde pragmatiske løsninger på de udfordringer, der opstår. Også når ny EU-lovgivning udfordrer nogle af de gamle og etablerede måder at gøre tingene på. Glem fanden på væggen og kom i gang med at finde løsninger. Det vil faktisk klæde den danske fagbevægelse og arbejdsgiverne.


DET ER OGSÅ på høje tid, at vi får gjort op med myterne om, at borgerne i Europa kun er solidariske med deres nærmeste eller allerhøjest med deres hjemnation. Det passer ikke.

Spørger man de europæiske borgere, ønsker flertallet et mere solidarisk EU. 84 pct. af borgerne ønsker en garanteret social mindsteløn. Og undersøgelser af professor Jürgen Gerhards har vist, at en supermajoritet på 4 ud 5 EU-borgere vil have mere økonomisk omfordeling mellem rige og fattige borgere i unionen. Flertallet vil gerne betale lidt ekstra i skat for at få en solidaritetsfond i EU, og de er tilhængere af en social genforsikringsordning i Europa. Det er denne europæiske solidaritetsfølelse, der venter på at blive forløst med politiske reformer. Men hvornår vågner den danske fagbevægelse op til dåd fra deres dvale? I min bog, Håbets politik, har jeg en stribe udførlige forslag til, hvordan vi får styrket den sociale sammenhængskraft i Europa med en ny social pagt. Jeg forklarer også, hvorfor at den gamle strategi med at satse på at sikre fremskridt indenfor rammerne af den nationale konkurrencestatsmodel ikke længere er tilstrækkelige. Den bedste måde at forsvare velfærden og de sociale rettigheder på i globaliseringens tidsalder er at styrke EU og at søge fælles aftaler på tværs af grænserne i det indre marked.

189 views0 comments