Search
  • Bjarke Møller

Frigør Danmark og EU fra fossil afhængighed

Det haster med at frigøre os fra Putins fossile energi. I stedet for at lave langsomme reformer som i fredstid, bør vi handle ud fra den samme krigszonementalitet som under Anden Verdenskrig. Dengang fik Churchill mobiliseret briterne til kamp mod nazisterne, hele nationen rejste sig midt i ruinerne, og der blev sendt 3 krigsskibe ud af de bombetruede fabrikker hver eneste dag. Det er det tempo, vi skal op i, hvis det skal lykkes at vinde energikrigen. Nu skal vi stille vindmøller og solcelleanlæg op i det tempo, og samtidig gå benhårdt efter at reducere vores energiforbrug. Her er et bud på en ny strategi for grøn acceleration.




Putins invasionskrig i Ukraine har sendt rystelser igennem hele Europa, og den har udløst en energisikkerhedskrise, der kan måle sig med de internationale kriser i 1970´erne. Energipriserne er tordnet i vejret, og det samme er borgernes el- og varmeregninger. Næsten en fjerdedel af EU´s energi var sidste år importeret fra Rusland, og siden den 24. februar, har de europæiske borgere hver eneste dag betalt 4,5 mia. kr. for olie, kul og gas, som finansierer Putins krig.

Vores fossile afhængighed er vores største sårbarhed. Energipolitikken er geopolitik. EU-landene importerer fossil energi for over 400 mia. euro fra Rusland og autoritære regimer i Mellemøsten, hvis værdier vi ikke bryder os om. Denne systemiske sårbarhed er vi pisket til at frigøre os fra. Det burde vi have gjort, da Putin invaderede Krim-halvøen i 2014, men alt for hurtigt vendte EU-landene tilbage til business as usual og øgede sin afhængighed af de fossile brændsler i stedet for at mindske den. Vi må ikke begå den samme fejl igen.

EU-landene har indført seks hårde økonomiske sanktionspakker mod Rusland og lavet en ensidig olieembargo. På disse punkter har handlekraften været stor, og man har koordineret tæt med USA og UK. Fronterne er trukket hårdt op i en økonomisk nedslidningskrig. Men den militære krig på slagmarken kan blive langvarig, og dens negative sideeffekter vil mutere som kræftceller. Det er afgørende at støtte ukrainerne med våben, så de kan forsvare deres demokrati og selvstændighed. Men i Danmark og EU har vi et mindst lige så afgørende must win battle at udkæmpe: Vi bør skabe et fundamentalt vendepunkt i vores energisystem, så vi i lyntempo kan frigøre os fra Putins fossile energi.

Gazprom har lukket for gashanerne til en række EU-lande. Det skaber en brændende platform under regeringerne, der skal have fyldt gaslagrene op før næste vinter. I EU og i Danmark er politikerne under et vildt tidspres på energifronten, og i efteråret risikerer vi et økonomisk stormvejr. Inflationen er steget kraftigt, alle nøgletal rykker sig hurtigt og frygten for en ny global finanskrise vokser. Aldrig har vi været så gældsatte i de vestlige lande, men strammer finansministre og centralbanker for hårdt op, kan hele læsset vælte. Kriserne er forbundne og forstærker hinanden gensidigt i dynamiske feedback loops. Det kræver et helt nyt mind set og kompas blandt de politiske og økonomiske ledere.


Klimaet venter ikke på krigens afslutning


Vi kan kun vinde energikrigen mod Putin, hvis politikerne tør træffe drastiske og modige beslutninger. I stedet for at lave langsomme reformer som i fredstid, bør vi handle ud fra den samme krigszonementalitet som under Anden Verdenskrig. Dengang fik Churchill mobiliseret briterne til kamp mod nazisterne, hele nationen rejste sig midt i ruinerne, og der blev sendt 3 krigsskibe ud af de bombetruede fabrikker hver eneste dag. Det er det tempo, vi skal op i, hvis det skal lykkes at vinde energikrigen.

Tiden er knap. Det er den også, fordi klimaforandringerne accelererer. FN´s internationale klimapanel, IPCC, har slået fast, at der er behov for øjeblikkelige CO2-reduktioner, men verdens regeringer har kurs mod 2,7 til 3,2 grader celsius. Ikke engang EU – den mest progressive kraft i verden – har en Green Deal, der bringer os nær det ambitiøse Paris-mål om 1,5 grader over det førindustrielle niveau.

I Europa er vi tættere på 2 grader end på 1,5 grader, fordi der er for meget business as usual tænkning. Krigen i Ukraine har skabt en bred politisk bevidsthed om, at det er nødvendigt at ændre kurs, men de seneste reformer har hverken den radikalitet eller hastighed, som den dramatiske situation kalder på.

Vi har kun tre år til at knække kurven med stigende udledninger, hvis vi skal holde de globale temperaturstigninger godt under 2 grader og helst ikke over 1,5 grader. Manglen på handlekraft kan koste os dyrt i fremtiden. De forbundne klima tipping points vil udløse større klimaregninger, men tøver politikerne med den grønne omstilling, risikerer de at forlænge den fossile lock-in.


Risiko for fossile fejlinvesteringer


Flere EU-lande forsøger nu desperat at sætte ekstra kul på kulkraftværkerne eller at bygge nye LNG-gasterminaler til at importere flydende gas fra USA, Qatar og andre lande. En del af det er fracking gas, som udleder 40-60 pct. mere metan end konventionel naturgas. Det binder op til 84 gange mere varme i atmosfæren end CO2 og forværrer klimaproblemerne. Økonomisk og forsyningsmæssigt er det også en dårlig ide at bruge milliarder af euro på nye LNG-terminaler. Det kan tage op til 2-3 år at bygge dem og den tilstødende infrastruktur, men tilbagebetalingstiden er 20-30 år. Det er en panikløsning, som er helt ude af sync med advarslerne fra IPCC, der vurderer, at fossil infrastruktur for mellem 1.000 og 4.700 mia. dollars bør droppes frem mod 2050, hvis vi skal holde temperaturerne på under 2 grader.

Men der findes alternativer. Energitænketanken, EMBER, har vist, at EU-landene i 2025 vil kunne klare sig helt uden russisk gas, hvis man øger energibesparelserne, opstiller mere sol og vindenergi, og udskifter natur- og oliegasfyr med energieffektive varmepumper. Og det tyske Fraunhofer institut har beregnet, at det er omkostningseffektivt for EU-landene at reducere energiforbruget med hele 20-21 pct. i dette årti. Det er langt over de 13 pct., som Europa-Kommissionen anbefaler i sin RePowerEU-plan, og som EU´s energiministre har velsignet. Vi må håbe, at Europa-Parlamentet kan løfte ambitionsniveauet markant.

Der er bestemt fine takter i RePowerEU, der skal frigøre EU fra 2/3 af gasimporten inden næste vinter. Og det er positivt, at man vil øge ambitionerne for vedvarende energi til mindst 45 pct. i 2030. Kommissionen vil løfte bygninger op i bedre energiklasser, kræve flere solceller på tagene og accelerere staternes godkendelse af nye VE-anlæg, og derved spare næsten 93 mia. euro i import af fossile brændsler om året.

Men i forhold til den energikrig, vi står i, er det dog for lidt og for langsomt. Kravene til energieffektivisering er for lave, forslagene til udbygning af VE ligger under business as usual prognoserne for f.eks. solenergi, og i EU-landene spildes milliarder på fossil LNG-infrastruktur, der kunne være brugt til at investere i stor skala i den grønne omstilling.

I Danmark har et bredt flertal i Folketinget indgået en stribe grønne forlig her i juni, der bl.a. skal øge produktionen af grøn strøm med fire gange frem mod 2030 og femdoble havvind. Udspillene rummer mange positive fremskridt, som fortjener ros. Men risikoen er, at det er for lidt, for langsomt og utilstrækkeligt i forhold til energisikkerheds- og klimakrisen. Man vil vente til 2025 med at lave et ordentligt løft i den nye CO2-afgift, man giver store rabatter til de mest forurenende virksomheder uden sikkerhed for, at de leverer nok CO2 reduktioner, og først i 2035 vil man fjerne gassen helt fra den danske varmeforsyning.


En gigaudfordring


De tektoniske plader bevæger sig hurtigt, og tiden kalder på helt nye tilgange. Et lyspunkt kom den 18. maj i Esbjerg, hvor statsminister Mette Frederiksen sammen med regeringscheferne fra Tyskland, Holland og Belgien lovede at stille mindst 65 GW havvind op i Nordsøen inden 2030 og at nå mindst 150 GW i 2050. Det kan give grøn strøm til 230 millioner husstande. Topmødet lignede begyndelsen til et større vindeventyr, hvor Nordsøen forvandles til Europas grønne kraftværk. Men er det nok? Næppe. For det kræver op imod 500 GW, hvis EU-landene skal frigøre EU-sig helt fra den russiske energi. Såvel Danmark såvel som EU bør løfte ambitionerne. Selv med de seneste reformaftaler er energisparemålene alt for lave, og der investeres for lidt i opstilling af de solceller, landvindmøller og havvindmølleparker, der skal sikre vores energisikkerhed i fremtiden. Der skal meget mere til for at erstatte den fossile energiimport i de kommende år. Hvis EU f.eks. kunne løfte 2020´ernes energibesparelser til 23 pct., ville vi i løbet af fem-seks år spare, hvad der svarer til energiindholdet i den russiske gas.

Desværre er de nuværende planer er ikke ambitiøse nok til at sikre fuld uafhængighed fra Putins fossile energi. Og der er endnu ikke sikret grøn strøm nok til de mange Power-to-X anlæg, der skyder op i Danmark og andre EU-lande. I Danmark er der ved at blive bygget over 6 GW PtX-anlæg, og fortsætter udbygningstempoet vil det kræve 32 og 50 TWh grøn strøm i 2030. Det kan næsten spise den planlagte femdobling af havvinden fra 2,3 GW til 12,9 GW i 2030. Ude i horisonten venter endnu større efterspørgsel, og hvis politikerne ikke beslutter sig i tide, kommer man for sent. I værste fald ender man med at lave brint og ammoniak på fossile brændsler, og det vil forværre klimaudfordringerne.

I EU ses samme tendens til underinvesteringer og for langsom udbygning af sol og vindenergi. I sin REPowerEU-plan vil Kommissionen i 2030 bl.a. have 10 mio. tons hydrogen. Men det kræver mindst 110GW havvind at levere grøn strøm nok til disse Power-to-X anlæg. Det er næsten 70 pct. mere end, hvad regeringscheferne på Esbjerg-topmødet lovede at bygge frem mod 2030.

Politikerne er stadig bag kurven. Og snart bør de også sikre grøn strøm nok til den elektrificering af mobiliteten på landjorden, som vil accelerere i 2030´erne. Jo nærmere vi kommer 2035, hvor Europa-Parlamentet og Kommissionen ønsker at stoppe salget af fossilbiler, jo hurtigere går omstillingen. Skal EU-landenes personbiler, motorcykler, jernbaner og lastvogne drives med el, vil det - iflg. beregninger fra Transport & Environment - kræve mindst 633 GW ekstra vindenergi. Det svarer til 42.200 af de største havvindmøller at skaffe grøn strøm. Det er mere end fire gange så meget havvind, som man på Esbjerg-topmødet lovede at stille op frem mod 2050. Problemet er bare, at det er for lidt og alt for sent.

Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi allerede er billigere end de fossile energikilder og atomkraft på markedsvilkår, og i takt med øget opskalering vil priserne efter alt at dømme også falde yderligere. I den anden retning trækker kampen om kritiske råstoffer, og derfor må EU-landene via øget forskning, udvikling og innovation arbejde på at udvikle nye materialer, batterier og fremme øget genanvendelse. Den grønne omstilling stiller store krav til alle parter.


Grønbog anbefaler hurtig opskalering


Det er heldigvis muligt at udvikle et nyt bæredygtigt energisystem i EU og i Danmark. En ny grønbog fra Tænketanken Mandag Morgen giver et samlet bud på, hvordan vi i Teslatempo kan omstille hele vores energiforsyning og frigøre os fuldstændig fra fossile brændsler. Jeg er hovedforfatter til grønbogen, der er udarbejdet efter input fra en række eksperter, forskere og ngo´er. (Læs grønbogen her). Den første forudsætning er skrappere krav til energieffektivisering. EU bør spare mindst 20 pct. på energien i dette årti, og i Danmark kan vi godt nå 23-25 pct. energieffektivisering. Danmark har mange frontløbervirksomheder, der kan levere løsningerne. Og staten kan stille højere krav til energirenoveringer i kommunerne og afsætte 3-5 mia. kr. i støtte til borgere, der vil energirenovere deres huse. Sammen med grønbogen er der et løsningskatalog med 130 konkrete handlingsforslag, som skal sikre flere energibesparelser og sætte turbo på udbygningen med vedvarende energi.

Grønbogen anbefaler, at den vedvarende energi fra sol og vind på landjorden syvdobles frem mod 2030, så det danske elnet er 100 pct. selvforsynende med grøn strøm på landjorden. Det kræver 30 GW sol og 20 GW vind fra land og i kystnære områder, hvis man skal udfase de fossile brændsler hurtigere, og der samtidig skal sikres grøn strøm nok til de nye Power-to-X anlæg. To kritiske forudsætninger er en helt ny tilgang for involvering af lokale borgere og grønne klimaråd, så der kommer et stærkere medejerskab i processen, og at politikerne fjerner alle bureaukratiske snubletråde og begrænser tiden for godkendelser. Eksekveringshastigheden skal være meget hurtigere, så de kommende generationer ikke svigtes i forhold til klimaforandringerne. Uden langt højere hastighed, når vi aldrig i mål. I løbet af 2030´erne skal der skaleres yderligere op, så hele det danske energiforbrug i 2040 hentes fra vedvarende energikilder på land. Hvis verdens største logistik- og containerselskab A.P. Møller-Mærsk kan levere en netto-nul klimabalance i 2040, bør det danske samfund også kunne.


Frigør havvinden til nyt dansk eksporteventyr


Grønbogen fra Mandag Morgen foreslår samtidig en massiv opskalering med havvind, så der kan skabes et nyt dansk eksporteventyr, hvor vi leverer grøn strøm og brint til vores europæiske naboer, så de hurtigere kan stoppe importen af fossile brændsler. Af hensyn til vores energisikkerhed og klimaet bør vi fremskynde den dato, hvor hele EU er carbon-neutral. Danmark bør frigøre Nordsøens enorme vinde i den proces. Kan vi løfte hele EU ud af den fossile æra, kan vi som europæere også være med til at flytte andre stormagter i verden.

Efter det kommende folketingsvalg bør en ny regering straks gå i gang med at fjerne snubletrådene og lave en masterplan, der kan sikre mindst 30 GW havvind i 2030. Der er ikke grund til at vente 2-3 år på ekstra screeninger og nye udbudsmaterialer fra Energistyrelsen, for der er allerede masser af data om Nordsøen. Hvad med at åbne døren for de største markedsoperatører, så de kan komme med konkrete bud på den næste generation af vind- og brintøer nu? De står i kø for at komme i gang.

Hvis vi anstrenger os ekstra, kunne Danmark godt levere 65 GW havvind til Europa i 2035. Det kræver en helt ny innovativ tilgang, hvor de gamle bureaukratiske forhindringer fjernes, og man tænker miljø- og biodiversitet ind fra starten af. I stedet for at kræve en up front-betaling til staten – som ved Thor-projektet – skal man lave en ny model for løbende overskudsdeling, så der sættes ekstra fart i udbygningen af havvind. Danmark kan blive et foregangsland, der viser, hvordan man midt under en krig og en international energisikkerhedskrise kan sætte turbo på den grønne omstilling. Det vil være godt for klimaet og skabe et mere bæredygtigt fundament for Danmarks konkurrenceevne i fremtiden.


Dette indlæg er tidligere blevet bragt i Ræson den 3. juli 2022.

89 views0 comments