Den er hjemme! Joseph R. Biden Jr. vinder det amerikanske præsidentvalg. Han er foran i Nevada, Arizona, Georgia og Pennsylvania. Det vælter ind med brevstemmer, der med ret stor sandsynlighed vil give Biden en solid sejr. Hvilken glæde!
Donald Trump vil i januar forlade Det Hvide Hus. Om han så skal eskorteres ud. Han har på skandaløs vis forsøgt at klamre sig til magten og krævet stop for en demokratisk optælling af stemmer i de afgørende delstater, men nu er det slut. Han er udstillet som en sølle person, der ikke er værdig til det høje embede i det amerikanske demokrati. I stedet for at acceptere nederlaget med ære, vælger han vanæren.
Det har været fire vilde år, hvor Trump har fyret over 20.000 løgne af og skabt en ond og uforsonlig stemning af had, vrede og politisk polarisering. Han har givet de rigeste enorme skattelettelser, investeret massivt i den fossile økonomi, bygget sin latterlige potemkinkulisse til Mexico, har villet købe Grønland og demonstreret en enorm inkompetence i den økonomiske politik. Oveni hans årelange klimabenægtelser og udmeldelse af Paris-aftalen og en stribe andre internationale aftaler, nåede han i år at vise hele verden, hvordan man ikke skal håndtere globale pandemier som coronavirus. Han har sejlet rundt, næsten 10 mio. amerikanere blev smittet med coronavirus og 234.000 mennesker mistede livet. Han har også vendt ryggen til den internationale retsorden, som USA var med til at opbygge siden Anden Verdenskrig. Han har aktivt søgt at så splid i Europa og flirtet med diktatorer, mens han har søgt at skabe en nationalpopulistisk alliance med illiberale og autoritære politikere. Det er en lykke, at han nu kan vende tilbage til Tv-underholdningsbranchen. Eller måske ender han med en straffesag og synker ned i det kviksand af gæld, som hans fallerede Trump-imperium har opbygget. Who knows? Han vil som megalomaniker og supernarcissist naturligvis råbe op om, at det er alle andres skyld. Alle de onde derude, som modarbejder ham. Hans forvoksede ego er omvendt proportionalt med den måske kun 3 årige lille dreng, der gemmer sig i hans indre. Aldrig modnet. Men jeg kommer ikke til at savne ham.
Lur mig om ikke Donald Trump vil forsøge at stille op igen om fire år. For det kriseramte og dysfunktionelle republikanske parti vil måske vende tilbage til den mand, der trods sine mange lederfejl i de sidste fire år trods alt fik over 69 mio. amerikanere til at stemme på sig midt i den værste krise i 100 år. For det er den anden historie om Trump. Han har mobiliseret amerikanerne til at stemme igen. Efter flere årtier med politisk apati, teknokratisk topstyring af Washington-eliten og rige plutokrater har Trump fået amerikanerne til at dele sig efter anskuelser. I sympatier og antipatier. Dette skel følger ingen af de klassiske ideologiske skillelinjer. Trump, der selv er et barn af eliten, har spillet rollen som den vrede antielite, selv om også det er en løgn. Men han inkarrnerer antielite i sin udtalte mangel på kompetencer.
Nu får vi så den mest ordinære af alle politikere, den aldrende Joe Biden, der skal samle stumperne sammen efter alt det kaos, som Trump har skabt. Al den vrede, der mærkes i gaderne og vælter ud af Fox og de andre medie outlets, der appellerer til den nationalpatriotiske front, som Trump har talt til.
I disse dage kan man læse meningsdannere og USA-kendere, der forsøger at overbevise os om, at det gamle USA vender tilbage med Biden i Det Hvide Hus. De hævder, at det Amerika, vi engang så som det vestlige demokratis højborg, vil vende tilbage. At vi igen vil kunne omfavne det civiliserede USA, som vi engang kunne stole på i Europa. Det transatlantiske USA, der ville forsvare os mod de onde udenfor Europa. Det USA, der gik i spidsen for opbygningen af internationale organisationer. Men er det sandt? David Trads, som har skrevet en fremragende USA-bog - og som virkelig fortjener ros for den ! - er en af dem, der er blevet helt euforisk over udsigten til et vagtskifte i Det Hvide Hus. I Altinget skriver han, at med Biden ”vil nationen igen kunne genopstå som det ideal, de fleste af os vil se op til” og ”gøre Amerika til det land, som verden helst skal lade sig inspirere af.” Alene ordet ”skal” i den sætning får til at vende sig i mig. Vi "skal" ikke noget. I politik skal alle muligheder holdes åbne. Der findes alternativer. Ja, Biden er mere optimistisk, positiv, empatisk og mere jordnær end Trump. Men at slå ham i samme boks som Reagan, Bush eller Obama er virkelig udtryk for en banalisering af de reelle politiske forskelle. . Det er ikke præsidentens personlige livshumør, der afgør nationens politik. Der har været store udsving fra præsident til præsident. Og så har der været en række ting, der er båret af kontinuitet. Men man kan ikke sætte Reagans nykonservativisme og markedsdyrkelse på samme formel som den interventionisme, som Obama stod for under finanskrisen. Skiftende præsidenter har ladet sig fristet af at fyre fjernstyrede krydsermissiler og droner ind mod formodede fjender på fremmede kontinenter. Hinsides international ret og menneskerettigheder. Der er så meget, der kunne siges om alle disse nuancer.
Undskyld jeg siger det, men det ”gode gamle” og ”normale” USA vender ikke tilbage. For det har aldrig eksisteret. Selv ikke Roosevelt, som man kan hylde for meget i 30ernes kamp mod massearbejdsløsheden, hans New Deal og hjælp til Europa i nødens stund havde sine skyggesider, sin laden stå til overfor racismen og Jim Crow lovene i det amerikanske samfund. Det USA vi kender fra 1950ernes og 1960ernes Hollywood film er for længst væk. Jeg hylder gerne alle de mange positive sider i det amerikanske samfund, frihedstrangen, den demokratiske idealisme, borgerretsbevægelsen og meget andet, men det er kun den ene del af USA. Det er et modsætningsfuldt samfund med rystende uligheder, og et stadig stærkere plutokrati, hvor rige pengemænd kortslutter den politiske proces igen og igen. Også derfor var der over 69 mio. amerikanerne, der stemte på Trump. De kunne ikke gennemskue, at Trump ikke stod på deres side. Eller også elskede de hans mange grænseoverskridende og provokerende udtalelser, der udtrykte afsky for det gamle politiske establishment? Who knows?
Jeg vil ikke bilde jer ind, at jeg forstår alt. Men jeg ved dette: Det er dybest set en liberal nostalgi, at det trygge, normale og civiliserede USA eksisterede, før Trump angiveligt ødelagde verden. Den verden vender ikke tilbage. For dette rene, normale og idealiserede USA har aldrig eksisteret. Og desuden er vi alle allerede forandrede af de rystende oplevelser, som vi har været igennem i de sidste fire års vilde Trump-ride. Så vi kan ikke vende tilbage fortiden, uanset om vi drømmer om det.
USA er forandret, mere polariseret, rystet, kriseramt og gældsat end nogensinde før i fredstid. Det kan tage flere år for Biden at skabe forsoning i dette store splittede land. Nationen heles ikke med et knipseslag, selv om nogle meningsdannere måske drømmer om det. Det tager lang, lang tid. Når USA kommer på fødderne igen, vil det orientere sig mod at gøre USA great again og dernæst vil det fokusere på Asien og udfordringen fra den opstigende supermagt, Kina, der kan tage alt den magt fra den amerikanske supermagt, der ikke længere er, hvad det var i de gyldnere dage i det 20. århundrede. Alene frygten for at miste alt det, de har kært og at miste deres selvbillede som den ekstraordinære nation i verden, kan skabe store rystelser i det amerikanske samfund. Så den liberale nostalgiske drøm, der håber på at fortiden vender tilbage, har allerede tabt. Men den bygger også på en løgn. At alt var godt og normalt før. Det var det ikke.
Barack Obama holdt fremragende taler og satte ord på håbets politik. Men han svigtede også mange af sine løfter. Han hjalp Wall Street efter finanskrisen og gjorde alt for lidt for Main Street. Det demokratiske parti, der havde fået enorme valgkampsbidrag fra både Wall Street og Silicon Valley forstod ikke at regulere disse industrier, men gav dem store frihedsgrader. Plutokratiet øgede sin magt, mens demokratiet blev svækket. Biden er også et produkt af denne orden, og selv om hans dejlige kedelighed vil glæde mange i kontrasten til Trumps vilde ekstremisme, så er det dybt naivt, hvis man forestiller sig, at Biden vil føre en politik, der er radikalt anderledes end Obama, under hvem han tjente som vicepræsident. Og husk, det var efter Obama, at Trump kom til magten i det jordskred, der chokerede verden og frem for alt os i Europa.
Jeg har i de sidste fire år længtes tilbage til Obama. Og hans kloge hustru, Michelle Obama, som altid gik high, når de andre gik low. Men der var også meget i hans politik, som fortjente kritik.
Obama indledte den tilbagetrækning fra verdens brændpunkter, og trak flere tropper ud af Europa. Trump har blot accelereret isolationismen. Jo, Obama lavede en klog atomaftale med Iran, som Trump bagefter skrottede, men han begik også mange fejl ift. Syrien. Som Trump så har forværret.
Obama vendte også i en vis udstrækning ryggen til Europa og fokuserede frem for alt på den nye udfordrer i Stillehavet, den opstigende supermagt Kina. Afkoblingen fra Europa og den stigende amerikanske isolationisme har længe været undervejs.
Bruddet og konflikterne med flere af de internationale institutioner kom længe før Trump, og tag her gerne turen tilbage til George Bush. Jeg husker Abu Ghraibs rædsler og det menneskesyn, der lå bag. Jeg husker de antiterrorkrige, der delte Europa og skabte en lang hale af problemer med millioner af flygtninge, flere terrorattentater og en økonomisk regning, der er lige så stor som regningen fra Anden Verdenskrig. Mange taler ikke om det, men USA har i de sidste tyve år været med til at destabilisere verden i stedet for at tage et ordentligt ansvar for internationale klimaaftaler og handelsaftaler. Og flere amerikanske præsidenter har nægtet at underordne sig internationale regler, der kan tage den mindste flig af det exceptionelle USA´s nationale suverænitet - og både Bush, Obama og Trump har nægtet at rette sig efter den internationale krigsforbryderdomstol. Under Obama satsede USA på fracking og deres udvinding af fossile brændstoffer steg med 75 pct. - eller mere end under den selvudnævnte fossile forsvarer, Donald Trump. USA´s aktive bidrag til at forværre de globale klimaproblemer er en trussel mod vores sikkerhed, og måske er sandheden, at det er svært for amerikanerne at sige farvel til den fossile tidsalder, for var det ikke en af de hovedsøjler, som Pax Americana blev bygget på?
I Europa er vi kommet længere med selvopgøret, men der er så ufattelig meget, der skal udrettes her i 2020´erne, at vi nu må håbe, at Biden vil omfavne Paris klimaaftalen og sætte en anden kurs med opbakning fra både progressive kapitalister, venstreorienterede aktivister og de 40 pct. af amerikanske borgmestre, der allerede har skrevet under på Paris-aftalen. Det giver håb. Men vi må ikke undervurdere risikoen for tilbageslag og svære opgør, der skal gennemføres.
EU og de europæiske nationer skal selvfølgelig samarbejde med Bidens USA, hvor det er muligt, og styrke den internationale retsorden med forpligtende aftaler, hvor det er muligt. Klimaet vil være en afgørende test. Men i de næste fire år vil Biden have så stort nationalt reparationsarbejde på de indre linjer, at det næppe er sandsynligt, at han kan påtage sig noget globalt lederskab. Det må vi i Europa. Vi kan gå foran. Og risikoen for et tilbageslag om fire år på Capitol Hill og i Det Hvide Hus bør ingen undervurdere. Tiden er kommet, hvor vi Europa skal kende vores besøgelsestid. Vi får hårdt brug for et styrket EU i de kommende år.
Jeg glæder mig til at dele flere af konklusionerne med jer i de kommende måneder, og når min nye Europa-bog udkommer i januar. I dag vil jeg blot nøjes med at glæde mig og juble over, at Biden nu bliver USA´s næste præsident. Og i aften vil jeg åbne en flaske champagne for at fejre hans sejr. Jeg er ikke USA-kender, og der er sikkert mange nuancer, jeg kan have misset i denne analyse, men jeg vil gerne opfordre alle til at spise brød til. Vi kan feste og juble over sejren, men virkeligheden banker også på. Den søde liberale nostalgi er et fatamorgana. Denne forestillede idealtilstand vender ikke tilbage. Allerhøjest i vore drømme, men ikke i det realpolitiske landskab. Vi skylder hinanden at huske, hvorfor over 69 mio. amerikanerne stemte på Trump. Og vi må hjælpe hinanden til at bevare den hudløse realisme. Og vi kan samtidig håbe på store politiske forandringer. Vi får brug for masser af håb i de næste fire år. Der er så meget at gøre i 2020´erne, hvis vi skal klare den globale klimaomstilling. Der er kun ni-ti år til at lave den største omstilling af vores økonomier, produktion og forbrug i historien, hvis vi skal holde de globale temperaturstigninger på under 1,5-2 grader Celcius. Der er ingen tid at spilde. Europa må gå foran og vise lederskab. Lad os håbe, at Bidens USA også vil med på dette måneprojekt.